Nyhed
Danske sygeplejersker underviser kenyanske kolleger
Sidst i oktober oplevede knapt 30 kenyanere, hvordan Københavns Professionshøjskole bruger simulationsbaseret undervisning på sygeplejerskeuddannelsen. Det skete som led i et projekt, der bl.a. omfatter partnerskaber mellem tre danske professionshøjskoler og sygeplejerskeuddannelser i Kenya og Indien.
Publiceret:
3. november 2025
Senest opdateret:
4. november 2025
Måling af blodsukker, anlæggelse af PVK og et indblik i, hvordan det føles at være gammel eller have en psykose. Det er bare nogle af de øvelser, som knapt 30 sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle fra primært Kenya får lov til at prøve, da de besøger Praksis- og Innovationshuset på Københavns Professionshøjskole (KP) sidst i oktober.
Med lektor Eva Toth i spidsen står flere sygeplejestuderende og undervisere klar til at demonstrere, hvordan de bruger simulationsbaseret undervisning på KP. Gæsterne følger opmærksomt med og spørger nysgerrigt ind til undervisningsmetoder og teknikken bag VR-briller og patientsimulatorer som den ældre medicinske patient Anna.
Men også bæredygtighed kommer på banen, da lektor Claus Mortensen og de to sygeplejestuderende Dua Sultan og Filippa Reinholdt viser, hvordan de peer-to-peer øver sig i at anlægge et PVK:
”Genbruger I noget af det medicinske udstyr?” vil flere vide, bl.a. sygeplejerske og dekan Jesse Oyieke fra Amref International University i Nairobi med henvisning til, at han på sin sygeplejerskeuddannelse på ingen måde har samme adgang til samme simulationsmiljø og udstyr.
Claus Mortensen medgiver, at bæredygtighed også er vigtigt på KP, men det er et realistisk og klinik-tro simulationstræningsmiljø også:
”Vores studerende skal så vidt, det er muligt, møde de samme forhold og rammer her, som de gør i klinisk praksis,” siger han.
1 mia. til bedre sundhedsvæsener
Besøget i Praksis- og Innovationshuset er en del af et fire dage langt symposium, som Københavns Universitet og Novo Nordisk Fonden er hovedværter for i regi af PEP-programmet - ‘Partnership for Education of Health Professionals’.
PEP-programmet blev søsat af Novo Nordisk Fonden i 2022 som reaktion på, at forekomsten af kardiometaboliske og kroniske sygdomme er steget voldsomt i lav- og mellemindkomstlande som netop Kenya, Indien og Østafrika.
Fonden har afsat i alt 1 mia. kr. til PEP-projektet, som kort fortalt går ud på at uddanne og støtte de lokale sundhedsvæsener, så de lærer at håndtere de livsstilsrelaterede sygdomme, der ofte kommer i kølvandet på, at levevilkårene er blevet bedre for en stor del af befolkningen.
Og det er her KP, Professionshøjskolen Absalon og VIA University College kommer ind i billedet. Sammen har de fået 38 mio.kr. til projektet ‘Strengthening CMD prevention and care capacity by improving the quality of nursing education’, som kører i et samarbejde mellem sygeplejerskeuddannelserne på de tre skoler og undervisere fra flere sygeplejerskeuddannelser i Indien og Kenya.
Sygeplejerske og ph.d. Lene Munch fra Professionshøjskolen Absalon, som på vegne af de tre skoler er leder for projektet, uddyber:
”I de her lande har man tidligere haft meget fokus på infektionssygdomme, og de lokale sundhedsvæsener er ikke helt gearet til, at antallet af patienter med kardiometaboliske og kroniske sygdomme stiger. Novo Nordisk Fonden ønsker overordnet at styrke de sundhedsprofessionelles viden om det her område, så det kan komme lokalbefolkningen til gavn.”
Hun tilføjer:
”I vores projekt fokuserer vi selvfølgelig på sygeplejen, hvor vi tænker meget holistisk og sundhedspædagogisk i forhold til uddannelse til det kardiometaboliske område, og vi har også fokus på klinisk lederskab og klinisk beslutningstagen, som virkelig giver mening for vores samarbejdspartnere.”
0
/ 5
Workshops i Kenya og Indien
I løbet af 2025 har undervisere fra de tre professionshøjskoler besøgt deres samarbejdspartnere i Kenya og Indien flere gange. Her har de på en række workshops og konferencer om klinisk lederskab, pædagogiske værktøjer i især onlineundervisning samt sygepleje til patienter med kardiometaboliske sygdomme udviklet nye læringsforløb tilpasset de lokale forhold, fortæller Lene Munch.
”Det er ikke bare noget, vi sidder og finder på her oppe i det kolde nord – vi laver ikke bare et uddannelsesprogram og rejser ud og fyrer det af. Tanken bag vores projekt er, at det hele skal udvikles i samarbejde med de lokale uddannelsessteder. Det sikrer en anden form for bæredygtighed og tiltag, der passer til de lokale forhold.”
Og det bliver værdsat, fortæller sygeplejerske og søster Jackline Mayaka fra Catholic University of Eastern Africa, der ligger i Nairobi i Kenya.
”Det er et meget givende og inspirerende samarbejde, som giver os ny viden om undervisningsmetoder og sygepleje til den voksende gruppe af patienter med livsstilsygdomme,” siger hun og tilføjer:
”Vi kan ikke tilbyde samme simulationstræningsmiljø, som vi oplever her. Vores studerende øver meget mere i klinikken. Men peer-to-peer-undervisning, som den vi har set i dag, kunne måske også være en vej for os.”
“Peer-to-peer-undervisning, som den vi har set i dag, kunne måske også være en vej for os.”
Sygeplejerske og søster Jackline MayakaDanmark kan lære af Kenya og Indien
Lene Søndergaard Andersen, sygeplejerske, ph.d. og lektor ved VIA University College, Sygeplejerskeuddannelsen i Viborg, kalder partnerskabet mellem de danske professionshøjskoler og de indiske og kenyanske sygeplejerskeuddannelser for ”et kæmpe kompetenceudviklingsforløb for alle de deltagere, der er med” – inklusive hende selv og hendes danske kolleger.
Hun har i mange år især beskæftiget sig med online og blendede læringsmetoder, der med fordel kan udbredes flere steder i Kenya og Indien. Men hun bliver får også inspiration med hjem fra de to lande.
”Det er utroligt givende at se, hvordan man griber sygeplejerskeuddannelse an andre steder. Jeg plejer at sige, at når man får udsyn, får man også et andet hjemsyn. Tag f.eks. reformarbejdet med sygeplejerskeuddannelsen. Så sent som i dag talte jeg med nogle af mine kolleger om, hvordan vi kan operationalisere de her delestillinger mellem teori og praksis,” siger Lene Søndergaard Andersen og fortsætter:
”Vi undervisere er meget teoretisk funderede, mens de kliniske vejledere er mere praksisorienterede. Det er den der brobygning, vi kæmper med hele tiden. Og her må man bare sige, at den måde, de bedriver sygeplejerskeuddannelse på i både Kenya og Indien, er meget mere praksisorienteret. Det lykkes de godt med, og måske kan vi lade os inspirere i forhold til, hvad de gør.”
Når man får udsyn, får man også et andet hjemsyn.
Lene Søndergaard Andersen, sygeplejerske, ph.d. og lektorSimulationsdragt gør indtryk
Sygeplejerske og lektor Isaac William Kyalo fra Pwani University, der ligger ved Kenyas kyst omkring 60 km. nord for Mombasa, sætter også stor pris på partnerskabet med underviserne fra de tre danske professionshøjskoler. Og han er også imponeret over de mange træningsmuligheder i Praksis og Innovationshuset. Især øvelsen, hvor han fik en simulationsdragt og briller på, så han kunne mærke, hvordan det er at blive gammel, gjorde stort indtryk på ham.
”Det var en stor gave at få indblik i, hvordan ældre mennesker har det. Hvordan alderdom kan påvirke din krop. Det vil jeg aldrig glemme.”
Det to timer lange besøg i Praksis- og Innovationshuset lakker mod enden, og de kenyanske gæster pakker sig ind, så godt de kan, før de bevæger sig ud i den kølige luft, som flere allerede har bemærket, de heller aldrig vil glemme.
Læs seneste nyt fra Sygeplejersken
Læs mere05. december 2025
Tre formænd for sundhedsråd er sygeplejersker
Sygeplejerskerne er godt repræsenteret i de 17 nye sundhedsråd. Tre formænd og en næstformand er sygeplejerskeuddan...
Afsender
Sygeplejersken
05. december 2025
SLS-aktion: ”Vi vil have en afklaring”
Unge sygeplejestuderende stimlede sammen til aktion foran Christiansborg for at kræve, at regeringen indkalder til ...
Afsender
Sygeplejersken
02. december 2025
Nordiske sygeplejersker i opråb: Stop amerikansk plan om at begrænse videreuddannelse
USA’s undervisningsministerium vil med nyt budgetforslag, begrænse sygeplejerskers muligheder for at uddanne sig. D...
Afsender
Sygeplejersken
01. december 2025
Sygeplejerske er ny formand for Sundhedsråd Limfjorden: ”Jeg vil lytte mere end tale”
Evnen til at samarbejde og stikke en rettidig finger i jorden bliver afgørende for at sikre sundhedsområdet i Regio...
Afsender
Sygeplejersken