Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

“Det er det største, man kan få”

Følelserne var uden på tøjet i Akutmodtagelsen på Slagelse Sygehus, som nu er vinder af Praktikprisen 2025 i Region Sjælland. Sygeplejestuderende hylder akutmodtagelsen og kalder det for et praktiksted, man ikke vil hjem fra.

Publiceret: 

16. januar 2026

Senest opdateret: 

16. januar 2026

Af:

Anton Kjøller Alexandersen

aka@dsr.dk
Slagelse Sygehus vinder af Praktikprisen 2025 i Region Sjælland 69648643

Foto:

Claus Bech

“Ej, hvor er det vildt, mand!”  

Dorthe Lykke Andersen er lige trådt ind i personalestuen fyldt af knapt 50 mennesker, flag, kage og klapsalver, imens hun udbryder ovenstående og er tydeligt bevæget og overrasket. 

Til daglig er hun ansvarlig klinisk underviser på Akutmodtagelsen i Slagelse, men i dag, fredag, bliver hun hyldet for sin indsats over for de sygeplejestuderende. Hun – og resten af afdelingen – er nemlig vindere af Praktikprisen 2025 i Region Sjælland, som bliver uddelt af Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS).  

“Det her er det største, man kan få i forhold til vores uddannelsesområde, så tusind tak,” siger Dorthe Lykke Andersen, inden hun knytter næven, råber “yes” og med det største smil på læben kigger ud over menneskemængden.    

Akutmodtagelsen i stueetagen på Slagelse Sygehus er den første offentliggjorte vinder af Praktikprisen 2025.  I et rekordstort felt af indstillede praktiksteder, som var 42, er valget faldet på afdelingen i Slagelse. Stoltheden er ikke til at tage fejl af. 

“Vi gjorde det fandeme, og så bliver jeg helt rørt med tårer i øjnene. Jeg er overvældet over, der står så mange mennesker,” forklarer en tydeligt bevæget og stolt Dorthe Lykke Andersen til Sygeplejersken efter prisoverrækkelsen. 

  • Praktikpris 2025 Dorthe Lykke Andersen 69648657
  • Dorthe Lykke Andersen og Tine Sofie Steffensen vinder praktikpris 2025 69648653
  • Praktikpris 2025 i Slagelse 69648644
0
 / 3
  • Dorthe Lykke Andersen er tydeligt overrasket over modtagelsen., hvor sygeplejestuderende Tine Sofie Steffensen (th.) står klar med blomsterne. Chefsygeplejerske på akutafdelingen Christian Jørgensen ses til venstre.

    Foto:

    Claus Bech

  • Dorthe Lykke Andersen (tv.) og Tine Sofie Steffensen efter overrækkelsen af prisen.

    Foto:

    Claus Bech

  • Vinderne af Praktikprisen 2025 i Region Sjælland sammen med bl.a. Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland, SLS og Lederforeningen.

    Foto:

    Claus Bech

  • Praktikpris 2025 Dorthe Lykke Andersen 69648657
  • Dorthe Lykke Andersen og Tine Sofie Steffensen vinder praktikpris 2025 69648653
  • Praktikpris 2025 i Slagelse 69648644

Et praktiksted, man ikke vil hjem fra 

Sygeplejestuderende Tine Sofie Steffensen, som er 6. semesterstuderende på Campus Slagelse, er en af dem, som har været med til at indstille afdelingen. Hun har været i praktik i akutmodtagelsen siden august 2025, og hun beskriver stedet som “en praktikplads, man ikke vil hjem fra”.  

I sin indstilling lægger hun bl.a. lagt vægt på, at de studerende føler sig inkluderet fra første dag og velkomne, hvad enten de har talt med sygeplejersker, læger eller ledelse. Hun fremhæver også Dorthe Lykke Andersen som en vejleder, der altid er til rådighed.

“Man får virkelig lov til at være en del af afsnittet og lære i det tempo, som passer en bedst. Vi har været en del af afsnittet fra dag et. F.eks. kan en læge komme og vise én noget, man ikke har set før. Vi er ikke for små til at være en del af det og lære noget mere,” siger Tine Sofie Steffensen og uddyber:  

“Jeg får sagt tak på den fedeste måde ever. Som studerende vil man jo godt lande et sted, som er godt at være for at få den bedste læring og blive den bedste sygeplejerske, når man selv er færdig.” 

Læs mere: SLS hylder de praktiksteder, der gør det særlig godt

Mindset har været afgørende 

Christian Jørgensen, der er chefsygeplejerske på akutafdelingen, er også stolt over afdelingens arbejde, som den nu har modtaget et synligt bevis på. Ifølge ham kan betydningen af prisen ikke overvurderes, og den betyder noget for fællesskabet, hele afdelingen og sygehuset. De er dog ikke kommet sovende til praktiksuccesen i Slagelse, lyder det fra ham.

"Akutmodtagelsen i Slagelse har skabt et ekstraordinært læringsmiljø, som har betydet, at man som studerende fra første dag oplever sig som en del af arbejdsfællesskabet."

Nicolaj Laue Juhl, forperson i SLS

“Det handler om at udvikle et uddannelsesmiljø i en afdeling, som er meget speciel som akutafdeling, fordi dagene er forskellige, og mange ting kan ændres i sidste sekund, også for den studerende. Men på trods af det kan vi alligevel facilitere et uddannelsesmiljø. Det er fordi, vores mindset på uddannelse har ændret sig. Vi vil de studerende. Vi bliver jo selv klogere af at have de studerende, og det giver et faglig løft. Det har vi indset og arbejdet meget målrettet med,” fortæller Christian Jørgensen. 

Det bliver bakket op af Dorthe Lykke Andersen, som også fremhæver alle kollegerne i afdelingen. De er nemlig afgørende i alt fra inddragelse til faglig udvikling af de studerende, og derfor kan det være svært at pege på en enkelt ting, som har gjort, at de er lykkedes med at skabe et sted, som de studerende er glade for. 

“Det er ikke kun en konkret ting, men det er et mindset, som gør, at når de studerende kommer, så føler de sig velkomne, set og som en del af vores praksisfællesskab. Jeg gør meget ud af, at der styr på alt fra velkomstbrev til taskeskabe, men ellers forsøger jeg at præsentere dem for afdelingen, hvad den kan, og hvordan læringen kan foregå her,” siger hun.

Sygeplejestuderendes Praktikpris 

  • Hvert år anerkender SLS de praktiksteder, der gør de studerende bedst rustet til rollen som fremtidens sygeplejersker. 
  • 42 praktiksteder i Sjælland var indstillet til Sygeplejestuderendes Praktikpris 2025, hvilket er ny rekord.  
  • Alle indstillinger er blevet vurderet anonymt af en jurygruppe, som består af sygeplejestuderende fra hele landet. 
  • De tre nominerede praktiksteder i Sjælland var Køge Nord Plejecenter i Køge Kommune, Akutmodtagelsen i Stueetagen på Slagelse Sygehus og Medicinsk Ambulatorium for Mave- og Tarmsygdomme på Sjællandsuniversitetshospital i Nykøbing Falster.  

Kilde: Dansk Sygeplejeråd / SLS

Et ekstraordinært læringsmiljø  

SLS uddeler prisen, som skal hylde de praktiksteder, der gør studerende bedre rustet til rollen som fremtidens sygeplejersker. Ifølge forperson for SLS, Nicolaj Laue Juhl, kan prisen være med til at inspirere andre praktiksteder rundt om i landet, og superlativerne står da også i kø, når han skal beskrive årets prisvinder i Region Sjælland.  

“Akutmodtagelsen i Slagelse har skabt et ekstraordinært læringsmiljø, som har betydet, at man som studerende fra første dag oplever sig som en del af arbejdsfællesskabet. Det gør, at vi som studerende kan lære noget fra første dag. Vi ved, at det betyder noget at føle sig som en del af fællesskabet, og det har de i den grad gjort her,” siger Nicolaj Laue Juhl, som også kalder Dorthe Lykke Andersens indsats for ekstraordinær. 

Tilbage hos den glade prismodtager stråler overvældelsen og glæden fortsat ud af øjnene på hende, som har været med til at sikre Praktikprisen 2025 til afdelingen på Slagelse Sygehus. 

“Vi formår at møde de studerende dér, hvor de er. Jeg synes også, vi gør det godt, men lige nu har vi fået den største anerkendelse. Det er et kæmpe klap på skulderen til at arbejde videre på dét, som vi har gang i,” siger Dorthe Lykke Andersen og slår fast: 

“Jeg er bare dybt taknemmelig.” 

Vinderne af Praktikprisen 2025 i Hovedstaden, Midtjylland, Nordjylland og Syddanmark bliver offentliggjort i løbet af de næste par uger.