Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

"Det er en situation, jeg aldrig har oplevet ved de andre udsendelser"

Sygeplejerskerne Astrid Opstrup og Anni Fjord har begge været udsendt til alverdens konflikter og katastrofer mange gange. Under udsendelserne er vilkårene for at yde sygepleje helt anderledes, og man må hele tiden lave prioriteringer og tænke kreativt for at hjælpe flest muligt. Senest har begge sygeplejersker været udsendt i Gaza.

Publiceret: 

18. juni 2025

Senest opdateret: 

18. juni 2025

Af:

Anton Kjøller Alexandersen

aka@dsr.dk
Sygeplejerskerne Anni Fjord og Astrid Opstrup

Foto:

Privat / Mathias Nygaard Justesen. Sygeplejerskerne Astid Opstrup (tv.) og Anni Fjord i Hajjah, Yemen, i 2022.

“I am sorry.” 

De tre ord kommer ud af sundhedspersonalets mund, fordi de lige nu ikke kan hjælpe. Det kan være, der ikke er mere medicin til den kronisk syge. Eller det kan være manglende smertestillende medicin på brandsårsafdelingen, der gør, at undskyldningen kommer. 

Sygeplejerskerne Astrid Opstrup og Anni Fjord har begge i løbet af deres karrierer været udsendt til flere områder, der har været ramt af krig eller katastrofer. De har været i lande som Etiopien, Yemen, Ukraine, Sudan og Den Centralafrikanske Republik.  

Og lige netop at man står i situationer, hvor man skal prioritere eller ikke kan udøve den optimale sygepleje, kan være svært.

Det oplevede den 71-årige sygeplejerske Anni Fjord senest, da hun i marts og april i tre uger var udsendt til Gaza.

“Det er rent etisk forkert. Allerede før, jeg var der, skulle man prioritere, hvem der kunne hjælpes, for vores medicinlagre var ved at løbe tør,” fortæller hun til Sygeplejersken.  

Også Astrid Opstrup, der til daglig er intensivsygeplejerske på Rigshospitalet, har oplevet situationen i Gaza på nærmeste hold. I slutningen af januar rejste hun afsted for Læger uden Grænser for at arbejde som medicinsk holdleder i seks uger.  

"At være i Gaza har været meget anderledes for mig. Vi har haft mangel på forsyninger af medicinsk nødhjælp, så det er en meget speciel måde at være sygeplejerske på,” siger hun til Sygeplejersken.

Respiratorslanger er engangsbrug, også i Gaza, men når man kun har fem respiratorslanger tilbage, så kan man ikke længere smide dem ud.

Astrid Opstrup, intensivsygeplejerske

Man kan ikke nå at følge med 

Sygeplejerske Astrid Opstrup har været udsendt til Gaza to gange. Første gang, hun var afsted sidste år, kunne de godt komme til hospitalet og arbejde, men de manglede medicin og udstyr hver dag. 

Astrid Opstrup fortæller, at forholdene, som man arbejder under, i den grad går udover, hvad der er normalt. F.eks. havde de på afdelingen reelt plads til 40 børn, men i stedet besluttede man, at der godt kunne være op til 78 børn indlagt. De fleste dage var der op til 130 indlagt om dagen.

“Det betød, at børnene lå to og to i sengene, og også på gulvene på madrasser og tæpper. Man arbejder under forhold, hvor man næsten ikke kan nå at følge med,” siger Astrid Opstrup, der også fortæller om daglige sikkerhedsmøder for at sikre, at det var okay at tage ud på hospitaler og klinikker.    

Som udsendt er hun vant til at skulle agere i konflikter og kunne prioritere hver eneste dag. Alligevel mener hun, at arbejdet som sundhedsprofessionel i Gaza skiller sig ud fra de 15 andre gange, hun har været udsendt og arbejdet i f.eks. Yemen, Etiopien eller Irak. 

“Jeg skal ikke lave prioriteringen, fordi jeg står ude ved et felthospital i et telt og behandler ebolapatienter i en skov og hænger mit dropstativ op i et træ. Jeg skal lave den her prioritering og selektere sammen med hospitalsdirektøren, lægerne og sygeplejerskerne, fordi grænsen er lukket. Det er det, jeg synes, gør det svært. Det er en fuldstændig anden præmis for ens arbejde." 

  • test tekst
  • Anni Fjord i Ukraine 67611088
  • Anni Fjord under udsendelse 67611115
0
 / 3
  • Anni Fjord på besøg i en landsby i Nigeria i 2015 med en lokal sundhedsmedarbejder.

    Foto:

    Privatfoto

  • Anni Fjord i Ukraine i 2023 på vej til Kherson med skudsikkervest.

    Foto:

    Privatfoto

  • Anni Fjord kigger ud fra sit værelse i Khan Yonus i marts 2025.

    Foto:

    Privatfoto

  • test tekst
  • Anni Fjord i Ukraine 67611088
  • Anni Fjord under udsendelse 67611115

Man kan godt tænke kreativt, men...  

71-årige Anni Fjord blev første gang udsendt i 1986 for Red Barnet i Sudan. Siden hen har hun blandt andet også været i lande som Nigeria og Ukraine for at hjælpe. Seneste rejse var i Gaza, hvor hun arbejdede for Læger Uden Grænser.  

I sit arbejde som medicinsk holdleder har hun typisk en koordinerende funktion mellem de internationale hold af læger, sygeplejersker og jordemødre. 

“Mange gange i krigsområder, f.eks. i Yemen, bestiller du medicin, som skal ind over grænsen, men så kan det være havnebyen lige er blevet bombet, så kan der ikke komme forsyninger ind. Så må man kigge rundt og se, hvordan man kan hjælpe hinanden og tænke i alternative løsninger,” forklarer Anni Fjord.  

Der er dog også grænser for, hvor kreativ man kan være, mener Astrid Opstrup. For hvis man mangler medicin, eller udstyret er blevet ødelagt, er der visse naturlige begrænsninger. Især når nødhjælpen ikke kan komme ind.  

“Vi havde f.eks. ikke nok respirationsslanger, så vi måtte vaske og genbruge dem, selvom de egentligt skal smides ud, efter de er brugt. Respiratorslanger er engangsbrug, også i Gaza, men når man kun har fem respiratorslanger tilbage, så kan man ikke længere smide dem ud. Så lavede vi en høj desinficering, som er godkendt, og så satte vi det op og sagde til lægerne og sygeplejersker, at de ikke længere kunne smide det ud,” fortæller Astrid Opstrup. 

Fælles resolution

I 2024 var der 3.600 angreb på sundhedspersonale verden over.  Det er det højeste antal angreb nogensinde og en stigning på 15 pct. ift. 2023 og hele 62 pct. mere end i 2022. 

Nu er Dansk Sygeplejeråd gået sammen med en række andre sygeplejeorganisationer om en resolution, der bl.a.. siger, at man:

"På det kraftigste fordømmer alle angreb på sygeplejersker, andre sundhedsprofessionelle, patienter samt sundhedsorganisationer og -faciliteter i konflikter og krige og ser dem som en krænkelse af fundamentale menneskerettigheder og international lovgivning."

"Opfordrer alle regeringer og parter i væbnede konflikter til at overholde internationale menneskerettigheder og beskytte patienter samt sundhedspersonale og -faciliteter."

"Er solidariske med sygeplejersker og sundhedspersonale, der uselvisk og med ekstraordinært mod ufortrødent leverer pleje og omsorg under svære og farlige forhold."

Afsted igen? 

Både Astrid Opstrup og Anni Fjord vil ikke afvise at rejse ud i verden igen for at hjælpe. Begge ville dog ønske, at situationen og verden så anderledes ud, for det er en anden oplevelse at arbejde i Gaza.

“Det er en situation, jeg aldrig har oplevet ved de andre udsendelser,” siger Anni Fjord.  

Særligt for Astrid Opstrup er det frustrerende, at man ikke kan komme til nødhjælpen i sit arbejde. Hun har jo set den, og kan nærmest skimte den ud ad hospitalets vinduer:

“Nødhjælp er ikke politisk eller at vælge side. Nødhjælp er at vælge dem, som har brug for det. Man kan ikke engang hjælpe syge mennesker mere, fordi man ikke har den medicin, der skal til.” 

Læs også: Fordømmer angreb på sundhedspersonale: Menneskerettighederne skal respekteres

Astrid Opstrup 2024

Foto:

© Thomas Nielsen

Proud to be a nurse: Udsendt i udsatte lande

I 2024 interviewede journalist Josephine Stær sygeplejerske Astrid Opstrup til vores podcastserie "Proud to be a nurse".

I episoden taler hun især om at være med til at starte et fødeafsnit på et hospital i Yemen. 

Lyt til Astrids stærke fortælling om at være udsendt - på godt og ondt - her.