Efter vold og trusler: Lad kroppen gøre arbejdet færdigt

Sygeplejersken gør i og for sig alt det rigtige, da en patient er truende og i et kort øjeblik fastholder hende. Selvom hun føler sig i fysisk fare, bevarer hun fatningen og følger procedurerne. Hun trækker sig tilbage og tilkalder hjælp. Hun sikrer afstand og informerer kolleger. Men hun giver ikke sig selv lov til at reagere på chokket.

Det er først, da hun kommer hjem, at hun mærker, hvor meget situationen har sat sig i hende. Som uro, søvnbesvær, selvbebrejdelser, pludselige kropsspændinger og flashbacks, når hun hører en dør smække.

Hun får hjertebanken og kvalme næste gang, hun nærmer sig afdelingen. Og i de efterfølgende uger sniger der sig en selvbeskyttende følelsesmæssig afstand ind på hende. Hun er irritabel og følelsesmæssigt flad over for patienterne.

Jeg kan dø af det her

Eksemplet er baseret på mange snakke med bl.a. sygeplejersker, der har været udsat for vold eller trusler på deres arbejde, som er et stigende problem i sundhedssektoren. En undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd fra 2023 viser, at 44 pct. af sygeplejerskerne ansat i psykiatrien har modtaget trusler, og 24 pct. har oplevet fysisk vold inden for det seneste år.​ Ligeledes fylder det stadig med inden for somatikken. En opgørelse fra Region Hovedstaden viser, at antallet af registrerede fysiske voldshændelser i somatikken og akutberedskabet er steget fra 259 i 2022 til 438 i 2024.

Læs også: Hurtigere erstatning til voldsramte medarbejdere – nu også i somatikken

Men hvad gør man så, hvis det sker for en selv? Det har vi talt med neuroaffektiv psykolog Susan Hart om. Hun har i mange år undervist fagprofessionelle i psykiatrien i stress- og traumereaktioner og er netop udkommet med bogen Traumeforståelse (Akademisk Forlag, 2025). 

Hun understreger, at der nogle gange skal så lidt som én voldsom episode med vold eller trusler til, før chokreaktioner sætter sig i kroppen og kan medføre til langvarige psykiske skader.

”Hvis man oplever, at man er i skæbnens vold og i total afmagt, er der ikke langt til tanken: ’Jeg kan dø af det her’. Selv om man objektivt set ikke har befundet sig i livsfare, så kan det opleves sådan."

"Episoden, der måske blot varede nogle få øjeblikke, er overstået og findes ikke mere. Men tilbage er der en dybt biologisk, automatisk og kropslig traumereaktion i nervesystemet."

"Når den mindste lille ting minder én om episoden, genoplever nervesystemet bogstaveligt talt situationen om og om igen. En tone, en lugt, en patient, der taler højt, får kroppen til at reagere, som om faren sker lige nu. Hjertet banker, musklerne spændes, og vejrtrækningen bliver hurtig. Mange beskriver, at de ’får hele kroppen fyldt af frygt’ eller ’fryser fast’ i situationer, der minder dem om det, der skete,” siger Susan Hart.

Nervesystemet er stadig i alarmberedskab

Lobber Koch, der har mere end 10 års erfaring som traumeterapeut, har ofte haft sygeplejersker i forløb, fordi de har været udsat for vold eller trusler på arbejdet. Typisk ved de ikke helt, hvad de føler, fortæller hun.

”Måske er der en uforklarlig smerte i kroppen, en pludselig utryghed ved at køre på cykel, en ukendt angst ved at møde nye mennesker eller bare en uro i kroppen, som ikke vil forsvinde.”

En traumereaktion kan have mange forskellige udtryk, men fællesnævneren er, at der sidder noget fastlåst energi i kroppen, siger Lobber Koch.

”Nervesystemet er stadig i alarmberedskab, så det skal vi have beroliget. Det kan være så enkelt som at minde sig selv om, at ’jeg har fødder, jeg har hænder, jeg kan mærke stolen, og jeg kan bevæge nakken’."

"Det er så simple ting, vi starter med. For der skal lukkes noget luft ud af ballonen, så man langsomt kan orientere sig, falde til ro og mærke tyngdekraften,” siger Lobber Koch.

Kend forskellen på stress og traumer

Sygeplejersker reagerer vidt forskelligt på vold og trusler afhængigt af, hvor belastede de i forvejen er, og hvor alvorlig episoden er, fortæller Susan Hart.

”Nogle udvikler ’bare’ en belastningsreaktion, hvilket kan være slemt nok. Men de tager trods alt som oftest hjem, kommer sig over episoden og kan ret hurtigt lægge den til side igen. Men hvis man i forvejen er tyndslidt i nervesystemet og ikke har den nødvendige støtte omkring sig, er man i risiko for at udvikle de to alvorligere reaktioner – stress- og traumereaktionen – som det er vigtigt, at vi kan skelne imellem.”

Vejen ud af de to reaktionsmønstre er forskellig, understreger Susan Hart. 

”Helingen af stress handler om at få systemet til at falde ned. Med pauser, søvn, bevægelse og gode samtaler kan man hjælpe nervesystemet tilbage til ro. Helingen af en traumereaktion handler om at genetablere tryghed og kontakt før, man overhovedet begynder at forstå eller tale om det, der skete.”

Verden er et sikkert sted

Arbejdet med en traumereaktion består i at genaktivere kroppens naturlige reaktioner, som man lukkede ned for i situationen, fortæller Lobber Koch.

”Det er kulturelt betinget, at vi gør alt, hvad vi kan for at tilsidesætte vores egne reaktioner, når vi mister kontrollen. Især sygeplejersker ser det som deres opgave at være rolige og til stede for patienterne i enhver situation. Intentionen er positiv, men man risikerer at miste evnen til at mærke, at faren er ovre, fordi man ikke giver kroppen lov til at gøre arbejdet færdigt. Fysiologien er klog, så den vender tilbage og siger ’hov, jeg er altså ikke færdig med den der episode,” siger Lobber Koch, som først sætter ord på selve hændelsen sammen med klienten, når arbejdet med at etablere noget ro i nervesystemet er fremskredent.

”Ved at genkalde og genfortælle episoden for tidligt, risikerer man at fortælle kroppen, at den skal reagere, som om episoden stadig er virkelig. Det er jo netop det, den ikke er. Den er fortid."

"På den anden side er episoden heller ikke et tabu. Jeg har f.eks. ikke noget imod at spørge nænsomt ind til det øjeblik, hvor den ikke fandtes mere. ’Hvornår vidste du, at det var overstået?’ Mange opdager, at de stadig ikke er nået dertil. De lever stadig med en kropslig overbevisning om, at verden ikke er et sikkert sted. Det kan jo så være en anledning til at tale om, at verden er et sikkert sted,” siger Lobber Koch.