Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Forskningsindsats bærer frugt: Hospital udnævner tre nye professorer i sygepleje

En stærk indsats for at støtte sygeplejeforskningen betyder, at Sjællands Universitetshospital for første gang kan udnævne tre nye professorer i sygepleje på én gang. ”Et kæmpe skridt for faget og patienterne,” siger koordinerende professor Bibi Hølge-Hazelton.

Publiceret: 

7. januar 2026

Senest opdateret: 

7. januar 2026

Af:

Helle Lindberg Emarati

hli@dsr.dk
nyeprofessorersuh

Foto:

Pressefoto

Sygeplejeforskningen på Sjællands Universitetshospital SUH får nu et betydeligt løft.

Tre nyudnævnte professorer i sygepleje tiltræder nemlig, og de skal sammen styrke den sygeplejefaglige viden inden for hhv. lindring og kræft, børne- og ungeområdet samt sårbare patienter med hjertesygdom.

Udnævnelserne er resultatet af en mangeårig indsats, der har skullet udvikle og booste forskningen i sygepleje og omsorg på hospitalet. Det fortæller koordinerende professor Bibi Hølge-Hazelton, der har ansvar for kapacitetsopbygning inden for sygeplejefaglig forskning på SUH. 

“Det er et kæmpe skridt for faget og patienterne. Når vi bygger sygeplejen på forskning, der udspringer fra praksis, styrker vi kvaliteten i alt fra behandlingsforløb til relationer. Det er et signal om, at vi tager sygepleje alvorligt som et område, der fortjener samme faglige tyngde som alt andet i sundhedsvæsenet,” siger hun i universitetshospitalets pressemeddelelse.

Investering betaler sig

De tre nye professorer er Malene Beck, der forsker i børnesygepleje, Elizabeth Rosted, der forsker i personcentreret praksis i onkologien og Gitte Bunkenborg, der forsker i sårbare patienters forløb i kardiologien. 

De tiltræder professoraterne i hver deres forskningsenhed og gør ifølge pressemeddelelsen ”nu SUH til et af landets stærkeste sygeplejefaglige forskningsmiljøer” med samlet fem professorater på Syddansk Universitet. 

I alt er omkring 40 forskere og 60 kandidatstuderende i sygepleje tilknyttet Sjællands Universitetshospital. Og det har været en stærk prioritering at koble den sygeplejefaglige forskning tæt op på klinikken for at sikre, at forskningen også bliver omsat fra viden til praksis i den daglige patientkontakt. Det fremhæver vicedirektør på SUH, Susanne Friis, der selv er uddannet sygeplejerske.

”Det har krævet investeringer i kapacitetsopbygning, vedholdenhed og tålmodighed. Men at vi nu for første gang nogensinde kan udnævne hele tre professorer på én gang viser, at investeringen og det lange seje træk betaler sig,” siger hun.

Tydelige karriereveje er vigtige

Den målrettede indsats for at give næring til sygeplejeforskningen på Sjællands Universitetshospital har da også haft stor betydning for bl.a. Malene Becks vej til sin nye professortitel. Det understreger hun over for Sygeplejersken

”Jeg har været i Region Sjælland siden 2013, og for mig er det her prikken over i’et i et karriereforløb, som SUH har haft stor andel i. Min ph.d. blev starten på mit akademiske karrierespor, som har været tilrettelagt i tæt samarbejde med ledelsen. Og så er jeg sådan ”bare” gået ned ad den vej, de har anlagt,” fortæller Malene Beck. Hun tilføjer: 

”Selvfølgelig er mit professorat i høj grad en personlig sejr og kulminationen på mit eget arbejde. Jeg er ikke kommet sovende til det. Men den er også resultatet af en strategisk satsning fra SUH, som nu bærer frugt.”

Malene Beck håber, at succesen på Sjællands Universitetshospital kan inspirere andre vidensmiljøer til at øge fokus på at fremelske forskning i sygepleje og støtte sygeplejerskers vej gennem akademia.

”For dygtige sygeplejeklinikere med en forsker i maven kan karrieudvikling være ret svært at gennemskue. Hvordan gør man rent praktisk, og hvad skal der egentlig til? Hvordan bliver man ph.d.-studerende? Hvordan bliver man lektor og i sidste ende professor? For mig har det i hvert fald haft stor betydning, at SUH har givet mig en tydelig og formaliseret karrierevej, jeg har kunnet følge,” siger hun.

Udviklingen kalder på mere forskning

I Dansk Sygeplejeråd glæder man sig også over udnævnelserne. Forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg, fortæller, at hun er ”stolt på fagets vegne.”

”Stort tillykke både til de tre nye professorer, SUH og hele sundhedsvæsenet. At kunne udnævne så mange professorer på én gang vidner om en arbejdsplads, der prioriterer forskning i sygepleje, og som har skabt nogle tydelige karriereveje. Det er med til at udvikle stærke attraktive forskningsmiljøer og arbejdspladser,” siger hun.

Hun peger på, at der mere end nogensinde før er brug for forskende sygeplejersker, der kan hjælpe med at omsætte reformer og krav til sundhedsvæsnet til virkelighed:

”Udviklingen i sundhedsvæsnet kalder på nytænkning. Især i forhold til styrkelsen af det hele nære sundhedsvæsen bliver det afgørende, at forskning i sygepleje understøtter omstillingerne med ny viden og metoder, som er med til at øge kvalitet og sammenhængende indsatser for alle borgere og patienter.”