Nyhed
Gør usynlig sorg synlig
En palliationssygeplejerske, en sygeplejeforsker og en socialrådgiver har udviklet et moderne sørgebind til mennesker, der har mistet. Det skal fungere som et hensyn og en samtalestarter, men kan også gavne sygeplejersker.
Publiceret:
20. august 2026
Senest opdateret:
20. august 2026
Foto:
Sjællands Universitetshospital
"Mange har sagt, hvorfor er der ikke nogen, der har gjort det før?"
Det fortæller sygeplejerske Kari Friis Larsen. Hun har sammen med socialrådgiver Cecilie Troelsen og sygeplejerske og forsker Malene Beck og udviklet sorgvingen – en lille broche, man som sørgende kan bære for at gøre sin usynlige sorg synlig.
"Nogle sørgende føler ikke, at de bliver set. Der er ikke nogen, der kan se på os, hvis vi har behov for lidt ekstra omsorg eller overbærenhed,” siger Kari Friis Larsen.
De sidder alle tre i det børnepalliative team ’Lindrende Behandling Børn og Unge’ på Sjællands Universitetshospital (SUH). Det var i dét team, idéen udsprang, på baggrund af data fra støttegrupper for forældre, der har mistet et barn.
"De efterspurgte alle noget, der kunne synliggøre, at de var i sorg og var sårbare, og at de havde behov for at blive mødt med lidt ekstra hensyn," fortæller Kari Friis Larsen.
Derfor besluttede de i april 2026 at gøre noget ved det. Knap fire måneder efter har de afleveret de første 1.100 sorgvinger til 35 hospicer, hospitalsafdelinger og palliative teams i 24 byer landet over. Den første portion sorgvinger er doneret af Region Sjællands Innovationsenhed. Og modtagelsen har været overvældende:
"Så snart den blev præsenteret, og formålet var præciseret, så væltede folks historier ud," fortæller Cecilie Troelsen om mødet med de fagprofessionelle, der fik udleveret brocherne til de sørgende pårørende, de er i kontakt med.
"Det er en ekstremt stor anerkendelse, når man får udleveret sådan en her vinge, at man faktisk bliver set — og det er en anerkendelse af den sårbare situation, den enkelte står i," var en af tilbagemeldingerne fra de fagprofessionelle, fortæller Cecilie Troelsen.
Hjælper også sygeplejersker
Foruden at anerkende de sørgende i deres situation, skal sorgvingen virke som en samtalestarter, fortæller Cecilie Troelsen.
"Den skal gerne kunne tage fat om nogle af de svære samtaler, som man måske i mødet med sørgende — enten bevidst eller ubevidst — går udenom."
Og at sorgen er tydelig, mener Kari Friis Larsen også, at sundhedsfaglige kan have gavn af.
"Der kan da også være sygeplejersker, som har svært ved at tage de her samtaler. Alle de udekørende og hjemmesygeplejersker, der i den grad møder ældre mennesker, som mister. Og man kan jo være i stor sorg, når man f.eks. mister en ægtefælle gennem et halvt liv."
Derfor mener hun, at sorgbrochen kan være med til at sætte fokus på, at man skal huske at tage de svære samtaler.
"Det er vigtigt, at vi som fagprofessionelle også tør bevæge os ind i det rum og lytte til de her historier. Det kan også bare være en glæde for dem at få lov til at fortælle om det liv, de har haft med deres afdøde."
Og generelt kan man som sørgende bruge sorgvingen som man har lyst til, fortæller de.
"Dét, som sorgvingen også kan, er at synliggøre sorgen på længere sigt. Det kan være, at der er behov for at bære den lige efter et dødsfald, men det kan også være, at man vil bære den på fødselsdage, helligdage, særlige mærkedage eller dødsdage. Så er omgivelserne opmærksomme på, at det kan være en svær tid for den sørgende,” fortæller Cecilie Troelsen.
Forskning førte til symbol
Sorgvingen er et biprodukt af forskning lavet i børnepalliationsteamet på SUH, hvor de undersøgte støttegrupper virkning på forældre, der har mistet et barn. Det fortæller forsker og sygeplejerske Malene Beck. Her dukkede ordet "sørgebind" op flere gange i de data, teamet indsamlede fra støttegrupperne. Nu overvejer de at undersøge vingens effekt nærmere, men Malene Beck understreger, at det stadig er for tidligt at sige noget om effekten endnu.
‘Vores team har oplevet en overvældende og positiv modtagelse. Vi har nogle få indtryk at bygge på allerede nu, men den grundige og langvarige analyse og forskning, har vi endnu til gode.”
Indtil videre er der kun blevet delt 1.100 sorgvinger ud i landet, men vil man alligevel have fingrene i brocherne, koster de 20 kr. stykket og kan bestilles via badge-design.dk. 10 pct. af overskuddet går til SorgDanmark, øremærket til forskning på sorgområdet.
Læs seneste nyt
20. august 2026
Gør usynlig sorg synlig
En palliationssygeplejerske, en sygeplejeforsker og en socialrådgiver har udviklet et moderne sørgebind til mennesk...
Afsender
Sygeplejersken
17. august 2026
Et enkelt spørgsmål åbner de svære samtaler
Nye samtalekort på plejehjem skal hjælpe medarbejderne med at få snakket om og reflekteret over de dilemmaer og pro...
Afsender
Sygeplejersken
13. august 2026
15 mio.kr. til endnu bedre praktikforløb
Nu kommer der ekstra midler til en række praktikforløb på sygeplejerskeuddannelsen. Uddannelses- og Forskningsstyr...
Afsender
Sygeplejersken
12. august 2026
Øget behov for kompleks sygepleje på plejehjem kræver flere kompetencer
På plejehjem bliver beboernes sygdomsforløb stadig mere komplekse. Det kræver skarpe kliniske blikke, siger sygeple...
Afsender
Sygeplejersken