Hun har kæmpet for sygeplejerskerne i årtier, men nu trækker familien

Det er ikke, fordi hun er blevet træt af arbejdet. Tværtimod. Efter mange år i Dansk Sygeplejeråds politiske maskinrum, er afgående 2. næstforkvinde, Kristina Robins, efter eget udsagn stadig lige så optaget af at kæmpe for sygeplejerskernes løn, arbejdsvilkår og faglige anerkendelse, som da hun fik sin første tjans som tillidsrepræsentant for mere end 25 år siden.

Alligevel har hun besluttet, at det nu skal være slut. Fremover skal der nemlig være mere frihed til at kunne være sammen med hendes familie.

"Det er den rigtige beslutning, men det har været en rigtig svær beslutning. Jeg elsker mit arbejde, og det har jeg altid gjort. Jeg står tilbage og føler mig vildt privilegeret over et fantastisk arbejdsliv," fortæller hun.

Den 9. november er derfor sidste arbejdsdag for Kristina Robins i Dansk Sygeplejeråds øverste politiske ledelse. Dermed sætter hun punktum for en lang fagpolitisk karriere, der har ført hende fra forskellige tillidshverv over posterne som kredsnæstforkvinde og kredsforkvinde, til toppen af Dansk Sygeplejeråd.

Og selvom hun ser frem til et nyt kapitel i tilværelsen, er der især én ting, hun kommer til at savne.

"At gøre en forskel for sygeplejerskerne. At få nogle resultater hjem, som de kan mærke i deres arbejde, men også at skabe den gode dialog, hvor sygeplejerskerne føler sig lyttet til og anerkendt for deres faglighed. Det kommer jeg til at mangle," siger Kristina Robins.

Da ligelønskampen bar frugt

Når Kristina Robins ser tilbage på årene i Dansk Sygeplejeråd, er der især én kamp, der træder frem i hendes bevidsthed: Ligelønnen.

En kamp, som gennem årtier har været en mærkesag for sygeplejerskerne, og som i 2021 kulminerede med en historisk strejke, inden der med trepartsaftalen i 2023 blev afsat ekstra milliarder til blandt andre sygeplejerskerne.

"Jeg er meget stolt af, at jeg har været med i en tid, hvor vi har taget nogle meget store skridt i den kamp. Hvor tjenestemandsreformen pludselig blev noget, alle kender. At vi fik en lønstrukturkomité, og at der blev afsat otte milliarder kroner, som skulle komme de kvindedominerede fag til gode. Det var virkelig stort," siger Kristina Robins.

Men når hun bliver bedt om at fremhæve sine største bedrifter, falder det hende ikke naturligt at tage æren selv. For resultaterne er ikke noget, man skaber alene, understreger hun. De bliver til, når man står sammen.

"Uden at det skal lyde som falsk beskedenhed, så er jeg er rigtig stolt af alt det, jeg har gjort sammen med andre, fordi jeg tror på, at det er sådan, vi opnår resultater. Noget af det fantastiske ved f.eks. formandskabet har også været den gensidige respekt, vi har for hinanden og det gode samarbejde, vi altid har haft, selvom vi godt kan være uenige," forklarer hun.

De hårde lærepenge

Men de fagpolitiske sejre er ikke kommet af sig selv. Tværtimod har vejen til resultaterne været både lang og fyldt med bump. Og hvis der er én ting, Kristina Robins har lært gennem årene, er det, at store politiske forandringer kræver tålmodighed.

"Jeg har erfaret på den hårde måde, at politik og større mål bare tager rigtig lang tid. Så det at have haft en vedholdenhed og hele tiden kunne holde gejsten oppe, det er noget, jeg er stolt af, for det har bestemt ikke altid være let," siger hun.

Især årene omkring covid-19-pandemien og sygeplejerskestrejken i 2021 står tilbage som nogle af de sværeste i hendes arbejdsliv. Under pandemien oplevede hun på tæt hold, hvordan sygeplejerskerne stod i forreste række og løftede en enorm opgave under vanskelige forhold. Først med usikkerheden om værnemidler og smitterisiko. Siden med følelsen af, at indsatsen ikke blev honoreret med den anerkendelse, den fortjente.

"At være tæt på sygeplejerskerne og arbejde for, at de havde den nødvendige beskyttelse, og opleve, at de løftede opgaven helt i front – og så efterfølgende ikke få den anerkendelse, som de jo i den grad fortjente, det var hårdt. Jeg forstod vreden, og det har nok været noget af det sværeste, jeg har været med til," fortæller Kristina Robins.

Stadig kampe at kæmpe

Selvom ligelønskampen har båret frugt, er Kristina Robins langt fra tilfreds med tingenes tilstand. For der er i hendes optik stadig meget at kæmpe for. Ikke mindst når det gælder sygeplejerskernes arbejdsmiljø og vilkårene for at udføre sygepleje af høj kvalitet.

"Jeg har helt fra starten haft arbejdsmiljø som en af mine mærkesager, fordi jeg ser det som grundlaget for vores faglighed og for kvaliteten af sygeplejerskernes arbejde. Jeg ville da også ønske, vi var nået længere med i forhold til at sikre gode arbejdsvilkår alle steder," siger hun.

Men selvom der stadig er et stykke vej til målet, mener Kristina Robins, at sygeplejerskerne står et bedre sted i dag end for få år siden. Ikke kun pga. de ekstra lønkroner, men også fordi sygeplejen i stigende grad bliver fremhævet som en vigtig del af løsningen på sundhedsvæsenets udfordringer.

Og netop den faglige anerkendelse bliver ifølge hende fortsat en af de vigtigste kampe for Dansk Sygeplejeråd i de kommende år.

"Vi skal involveres i lige så høj grad som andre faggrupper i udviklingen af sundhedsvæsenet, så næste gang, der laves en reform, er vi f.eks. nævnt lige så mange gange som lægerne. Vi skal ses og anerkendes som en markant og uundværlig del af sundhedsvæsenet, både i beslutningstagernes og borgernes bevidsthed," siger Kristina Robins.

Sammenhold frem for særinteresser

At skabe forandringer kræver imidlertid mere end gode argumenter og politiske ambitioner. Det kræver også et stort arbejde bag kulisserne, fortæller hun.

"Det ville måske overraske nogle medlemmer, hvor meget tid, der f.eks. går med at lave et sundhedspolitisk udspil, eller hvor meget tid, der går med at føre kongresbeslutninger ud i livet. Der er utrolig mange mennesker involveret, både medarbejdere og forskellige fagligheder. Alt det arbejde, der ligger bagved, før noget kommer frem og bliver synligt og tydeligt for medlemmerne," siger Kristina Robins.

Skal hun give et enkelt råd videre til sin efterfølger, handler det derfor hverken om politisk tæft, gennemslagskraft eller evnen til at sætte dagsordener.

"Vær med til at skabe sammenhold. Personlige uenigheder eller andet skal sættes til side for opgaven og for målet. Man skal kunne arbejde sammen både på tværs i Dansk Sygeplejeråd, men også på tværs af organisationer og faggrupper for at opnå de store mål," slår hun fast.

Friheden til at rejse

For Kristina Robins selv venter der nu en hverdag, hvor kalenderen forhåbentlig skal rumme færre møder og flere rejser. Hendes datter og barnebarn bor i Australien, og hendes søn i Grønland. Og med familien spredt over store afstande har det ikke altid været let at finde plads til samværet, når man samtidig har et krævende fagpolitisk arbejde.

"Der er ingen tvivl om, at det er min familie, der gør, at jeg skal have tid til at kunne rejse, når jeg vil. Og så skal jeg finde ud af, hvad jeg skal bruge mine kompetencer til, og hvad jeg skal lave i den mellemliggende periode i Danmark," fortæller hun.

Helt færdig med arbejdslivet er hun altså ikke nødvendigvis, men hvad det næste kapitel skal byde på, ligger endnu ikke fast. Til gengæld er hun ikke i tvivl om, hvad hun håber at efterlade sig i Dansk Sygeplejeråd.

"Jeg håber, man vil huske mig for min kampvilje og min energi. At jeg altid har lyttet til sygeplejerskerne og aldrig har glemt dem i mit arbejde. At jeg har været med til at finde gode og fornuftige løsninger i mange forskellige sammenhænge. At jeg har haft øje på bolden og været ordentlig. Jeg synes jo, det er så fedt at arbejde for sygeplejerskerne," siger Kristina Robins.

Dansk Sygeplejeråd inviterer medlemmer, samarbejdspartnere, kolleger og tidligere kolleger til afskedsreception for Kristina Robins fredag den 12. november kl. 14-16.30 i Kvæsthuset, Sankt Annæ Pl. 30, 1250 København K.