Nyhed
Hurtigere erstatning til voldsramte medarbejdere – nu også i somatikken
Det skal være lettere at få erstatning, hvis man som ansat i sundhedsvæsenet bliver udsat for vold. Det mener Region Hovedstaden, der nu vil udvide dækningen af voldsskadeforsikringen, så den ikke kun gælder psykiatrien men også somatikken og akutberedskabet.
Publiceret:
24. november 2025
Senest opdateret:
24. november 2025
Foto:
Mathias Nygaard Justesen
Siden starten af året har ansatte i psykiatrien og socialområdet, som blev udsat for vold på arbejdet, haft hurtigere og lettere adgang til erstatning.
Men nu får endnu flere ansatte i Region Hovedstaden glæde af dette.
Regionsrådet i hovedstaden har nemlig besluttet at udvide dækningen af voldsskadeforsikringen, så den også kommer til at dække somatikken og akutberedskabet, og ikke kun psykiatrien og socialområdet som før.
Det er endnu ikke sikkert, hvornår den nye dækning træder i kraft.
Flere og flere sygeplejersker bliver nemlig udsat for psykisk og fysisk vold på arbejdspladserne. Det viser bl.a. en opgørelse fra Region Hovedstaden, hvor antallet af registrerede fysiske voldshændelser i somatikken og akutberedskabet er steget fra 259 i 2022 til 438 i 2024.
Og den udvikling, mener Dansk Sygeplejeråds 1. næstforperson Harun Demirtas, er bekymrende.
”Problemet gælder både i psykiatrien, men i den grad også i somatikken, så derfor er jeg rigtig glad for at høre om udvidelsen af voldsskadeforsikringen. Det sender et klart signal om, at Region Hovedstaden ønsker at ligestille ansatte i somatikken og akutberedskabet med f.eks. psykiatrien og tager udfordringen alvorligt," siger han.
Kortere ventetid
Loven om voldsskadeforsikring trådte allerede i kraft 1. januar 2025, og den sikrede, at ansatte i psykiatrien og på socialområdet, som blev udsat for vold og trusler, kunne få hurtigere og lettere adgang til erstatning.
Ansatte på disse områder kan søge erstatning uden at politianmelde patienten og kan få erstatning udbetalt på få uger i stedet for de op til to år, som behandlingstiden hos Erstatningsnævnet er nu.
Og nu kommer disse forbedringer altså også de ansatte i somatikken og akutberedskabet i Region Hovedstaden til gode.
Regionen anslår, at det kommer til at koste mellem tre og fem millioner kr. mere om året, udover de 25 mio. kr. som regionen har sat af til en pulje indsatser, der skal styrke trygheden for frontpersonale på områderne.
Gona venter stadig på erstatning
Sygeplejerske Gona Said er en af dem, der kunne have haft glæde af at være dækket af voldsskadeforsikringen i somatikken.
Tilbage i september 2022 blev hun udsat for vold på sit arbejde på intensivafdelingen på Aarhus Universitetshospital.
Gona Said skulle hjælpe en meget urolig patient, der havde fået pauseret sin medicin. Pludselig langer patienten ud efter Gona Said, forsøger at kvæle hende og truer hende på livet.
Hændelsen rystede hende dybt, og efterfølgende oplevede hun symptomer som angst, søvnproblemer og dårlig hukommelse. Senere blev hun sygemeldt pga. mén, og nu arbejder hun på nedsat tid.
Siden Gona Saids arbejdsgiver anmeldte hændelsen, er der gået over tre år, og der mangler stadig en afgørelse fra Erstatningsnævnet.
“Den her lange ventetid har været utrolig hård, og usikkerheden har presset mig både psykisk og økonomisk,” siger Gona Said, som pga. sit arbejde i somatikken ikke er dækket af voldsskadeforsikringen i Region Midtjylland.
“Min helingsproces bliver hele tiden sat tilbage, fordi det kapitel ikke er afsluttet endnu. Hvis forløbet gik hurtigere, ville jeg kunne komme videre både økonomisk og psykisk,” fortæller Gona Said.
Flere regioner bør følge med
Derfor er det også den helt rigtige beslutning, regionsrådet i Region Hovedstaden har taget, mener 1. næstforperson i Dansk Sygeplejeråd Harun Demirtas.
”Det her er en kæmpe sejr for sygeplejersker i Region Hovedstaden,” siger han.
Han mener nemlig, at forsikringen er med til at aflaste voldsramte psykisk, da sagen udelukkende bliver behandlet ved arbejdsgiverens forsikringsselskab.
Derfor håber Harun Demirtas også, at de øvrige regioner vil blive inspireret af Region Hovedstadens initiativ og følge trop.
”Vold mod sygeplejersker er en national problematik, og derfor er det dejligt at én region selv kommer på banen og gør noget for at komme det til livs,” siger han og tilføjer:
”Nu har Region Hovedstaden sat barren, og så håber jeg, at de øvrige regioner vil leve op til den.”
Læs mere om forebyggelse og viden om vold og trusler på jobbet her.
Læs seneste nyt
30. marts 2026
OK26-afstemning: Hvad sker der nu?
Snart bliver der åbnet for afstemningen om sygeplejerskernes nye overenskomster. Men hvad betyder din stemme egentl...
Afsender
Sygeplejersken
Emneord
27. marts 2026
Sådan blev en undren til en peer review-artikel
Der er nu evidens for, at kommunale akutteams forebygger unødige indlæggelser. Det fortæller sygeplejerske og senio...
Afsender
Sygeplejersken
27. marts 2026
Ny kompetencefond skal give medvind til videre- og efteruddannelse
Kommunalt ansatte sygeplejersker får lettere adgang til at søge økonomisk støtte til videre- og efteruddannelse. De...
Afsender
Sygeplejersken
Emneord
27. marts 2026
OK26: Hvad betyder det for DIG, der er studerende eller nyuddannet?
OK26-aftalen byder på nye vilkår for dig, der er studerende eller i starten af dit arbejdsliv. Her kan du se, hvad ...
Afsender
Sygeplejersken
Emneord