Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Hver anden sygeplejerske i overgangsalderen savner støtte på jobbet

51 pct. af sygeplejersker i overgangsalderen angiver i en ny undersøgelse, at de i mindre grad eller slet ikke oplever støtte på arbejdspladsen til kvinder med gener pga. overgangsalder. Region Hovedstaden vil igangsætte særlig indsats, mens de øvrige regioner forholder sig afventende.

Publiceret: 

2. juli 2025

Senest opdateret: 

2. juli 2025

Af:

Helle Lindberg Emarati

hli@dsr.dk
67904994 Danske Regioner

Foto:

Mikkel Berg Pedersen/Scanpix

Ca. halvdelen af sygeplejersker i overgangsalderen mangler støtte fra deres arbejdsgiver. Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt Dansk Sygeplejeråds medlemmer.

Her svarede 51 pct. af sygeplejersker i overgangsalderen, at de i mindre grad eller slet ikke oplever, at deres arbejdsplads er støttende for kvinder, der har gener i forbindelse med overgangsalderen. 44 pct. svarede desuden, at de i meget høj, høj eller nogen grad oplever, at overgangsaldergener påvirker deres arbejde.

Det er tal, der kalder på handling, mener forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg. I et debatindlæg i Avisen Danmark opfordrer hun arbejdsgiverne til at skabe rammer, der også giver plads til kvinder, der er ramt af overgangsalderen.

”Overgangsalder er ikke en individuel udfordring, der skal løses af den enkelte, men et kollektivt arbejdsmiljøproblem, som skal tages lige så alvorligt som alle mulige andre forhindringer, der står i vejen for at skabe et inkluderende arbejdsmarked, hvor alle kan være med,” skriver hun.

Region Hovedstaden går forrest

I Region Hovedstaden har man allerede besluttet at igangsætte en særlig indsats, der skal skabe bedre rammer for medarbejdere, der oplever gener i forbindelse med overgangsalderen. Det vedtog regionsrådet i maj.

”Overgangsalder er ikke en sygdom, men det er vigtigt at vi forholder os til den politisk. Vi ønsker, at vores sundhedsvæsen skal være en arbejdsplads, der kan rumme en så væsentlig livsfase, som overgangsalderen er,” sagde forslagsstiller og regionsrådsmedlem Maria Gudme (S) i forbindelse med afstemningen.

I de øvrige regioner kigger man Region Hovedstaden over skulderen – men uden konkrete planer om at følge trop. Det viser en rundspørge, som Sygeplejersken har foretaget. I Region Sjælland udtaler regionsrådsformand Trine Birk Andersen (S) dog, at tallene fra Dansk Sygeplejeråds medlemsundersøgelse ”gør indtryk.”

Om undersøgelsen

I maj 2025 har DSR Analyse gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmerne af Dansk Sygeplejeråds medlemspanel. 52 pct. af de 2.025 inviterede medlemmer deltog i undersøgelsen.

  • 24 pct. af de beskæftigede sygeplejersker angiver at være i overgangsalderen, og 13 pct. angiver at være i en begyndende overgangsalder.
  • 16 pct. oplever i høj/meget høj grad og 43 pct. i nogen grad, at gener i forbindelse med overgangsalder er belastende.
  • 10 pct. oplever i høj/meget høj grad og 34 pct. i nogen grad, at gener i forbindelse med overgangsalder påvirker deres arbejde. Særligt gener som dårlig søvn eller nattesved, udmattelse/træthed og hedeture påvirker sygeplejerskerne på arbejde. 
  • 12 pct. af sygeplejersker i overgangsalderen, som bruger arbejdstøj, oplever i høj eller meget høj grad, at arbejdstøjet forværrer deres symptomer i overgangsalderen. 18 pct. angiver i nogen grad. 
  • 51 pct. af sygeplejerskerne i overgangsalderen oplever i mindre grad eller slet ikke, at deres arbejdsplads er støttende for kvinder med gener ift. overgangsalderen.

Kilde: Dansk Sygeplejeråd

”Gennem vores livsfasepolitik og vores indsats om ’Fremtidens attraktive arbejdsplads’ har vi allerede et stort fokus på at støtte medarbejdere, så meget vi kan i forskellige livssituationer. Vi følger naturligvis med i de initiativer, der bliver sat i gang i andre regioner, og vi har en skærpet opmærksomhed på, om der er behov for yderligere indsatser,” siger hun i en skriftlig kommentar.

Ingen konkrete planer

I Region Syddanmark og Region Midtjylland er der heller ingen planer om særlige indsatser for medarbejdere med overgangsaldergener. Regionsrådsformand i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S), oplyser dog, at der i regionsrådet vil komme en administrativ drøftelse af, om der er behov for særlige tiltag ift. overgangsalderen.

”I Region Midtjylland ønsker vi at være en god arbejdsplads for alle – uanset hvor man er i livet. Derfor tager vi gensidigt hensyn til hinandens ønsker og behov, samtidig med at vi sikrer en god opgaveløsning døgnet rundt og året rundt, et godt arbejdsmiljø og hensyn til kollegerne,” udtaler han i et skriftligt svar til Sygeplejersken.

Vil ikke opfinde den dybe tallerken

I Region Nordjylland ser man også positivt på Region Hovedstadens beslutning. Formand for Udvalg for Uddannelse, Arbejdsmiljø og Rekruttering i Region Nordjylland, Søren Valgreen Knudsen (S), fortæller dog, at man i første omgang vil forholde sig afventende.

”Vi synes, det lyder som en rigtig god idé med en særlig indsats for medarbejdere, der har gener i forbindelse med overgangsalderen. Vi vil dog gerne se hvilke konkrete tiltag, de indfører på området i hovedstaden, og om vi i Region Nordjylland efterfølgende skal gøre det samme. På den måde kan vi undgå, at vi i hver region skal opfinde den dybe tallerken,” siger han.

Søren Valgreen Knudsen opfordrer i samme åndedrag sygeplejersker og andre ansatte i Region Nordjylland til at gå til deres nærmeste leder, hvis de oplever gener på arbejdet i  overgangsalderen: 
”Det håber jeg, alle medarbejdere med overgangsaldergener vil gøre. Vi tager bestemt overgangsalderen alvorligt og mener, det er vigtigt, at man som medarbejder i regionen kan trives på sit arbejde – uanset hvilken livsfase, man befinder sig i.”