Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Nu vil Region H hjælpe medarbejdere med overgangsgener

Hedeture og søvnbesvær skal ikke længere forhindre bl.a. sygeplejersker i at have et godt arbejdsliv. Regionsrådet i Region Hovedstaden har nemlig besluttet at igangsætte en indsats, der skal støtte medarbejdere, som påvirkes af overgangsalder. Dansk Sygeplejeråd håber, øvrige regioner og kommuner vil følge trop.

Publiceret: 

14. maj 2025

Senest opdateret: 

15. maj 2025

Af:

Helle Lindberg Emarati

hli@dsr.dk
67389829 Region Hovedstaden

Foto:

Torben Klint/Ritzau Scanpix

Der skal skabes bedre rammer for medarbejdere i Region H, der oplever problemer i forbindelse med overgangsalderen. Det vedtog regionsrådet i Region Hovedstaden tirsdag aften den 13. maj.

Dermed er banen nu kridtet op til, at det fremover skal være nemmere for især kvinder ansat i Region H at gå på arbejde, selvom de døjer med f.eks. hedeture, søvnløshed, blødningsforstyrrelser eller andre gener som følge af overgangsalder. Der blev dog fra regionsrådet lagt vægt på, at forslaget også omfatter mænd, der har følgevirkninger i forbindelse med den såkaldte andropause – den mandlige overgangsalder.

Forslaget blev stillet af regionsmedlem Maria Gudme (S), der indledningsvis brugte et par minutters taletid på at motivere de øvrige regionsmedlemmer til at stemme for.

”Overgangsalder er ikke en sygdom, men det er vigtigt at vi forholder os til den politisk. Vi ønsker, at vores sundhedsvæsen skal være en arbejdsplads, der kan rumme en så væsentlig livsfase, som overgangsalderen er,” sagde hun.

Forslaget, der skal ”igangsætte en særlig indsats med henblik på at oplyse, støtte og hjælpe medarbejdere i regionen, som påvirkes af overgangsalderen” skal nu realitetsbehandles i Udvalget for fastholdelse og rekruttering i sundhedsvæsnet. Maria Gudme understregede dog, at indsatsen skal være involverende.

”I Socialdemokratiet lægger vi ikke op til, at vi som politikere her og nu skal beslutte hvilke tiltag, der skal igangsættes. Vi ønsker at involvere medarbejderrepræsentanter, lederrepræsentanter og andre relevante aktører, f.eks. forskere med ekspertviden,” slog hun fast. 

"Vi skal som samfund kigge på, at vi hele livet igennem har fornuftige forhold i arbejdslivet, uanset om man er nyuddannet i en børnefamiliefase eller er i overgangsalderen, med de udfordringer, der kan følge med."

Lasse Gliemann, forsker og leder på Center for Kvinder i Sund Overgang på Københavns Universitet

Overgangsalder koster milliarder

Forslaget blev fremsat på baggrund af undersøgelsen ”Overgangsalder på arbejdsmarkedet” med 3.800 besvarelser fra kvinder i alderen 40-55 år, hvoraf cirka 3.300 er sundhedsfaglige. 

I undersøgelsen blev kvinderne spurgt om, hvordan overgangsalderen har påvirket dem, når de er på arbejde. To ud af tre kvinder svarede, at de oplever gener på grund af overgangsalderen på arbejde som sundhedsprofessionel. 

Et estimat fra forsker og leder på Center for Kvinder i Sund Overgang på Københavns Universitet Lasse Gliemann viser desuden, at gener relateret til overgangsalderen hvert år koster samfundet 4 mia. kroner i tabt arbejdsfortjeneste. 

I anledningen af, at forslaget skulle behandles i regionsrådet, havde Aftenshowet DR tirsdag aften inviteret netop Lasse Gliemann i studiet. Her forklarede han, hvorfor det er vigtigt, at der kommer politisk fokus på at give plads til overgangsalder på arbejdspladsen.

”Der er selvfølgelig det hårde økonomiske perspektiv, som jeg har forsøgt at få frem, fordi det får folk op af stolene. Men jeg synes også, vi som samfund skal kigge på, at vi hele livet igennem har fornuftige forhold i arbejdslivet, uanset om man er nyuddannet i en børnefamiliefase eller er i overgangsalderen med de udfordringer, der kan følge med,” sagde han.

Med i studiet var også 53-årige Marin Snejbjerg. Hun arbejder som sygeplejerske på Dialyseklinikken på Frederiksberg og har på egen krop mærket, hvordan overgangsalderen kan påvirke arbejdslivet. Det har hun tidligere fortalt om i Sygeplejersken.

”Det vil være rigtig godt, for det vil gøre det nemmere at få nogle ordentlige vilkår. Jeg har selv forsøgt at forhandle om det lokalt med min leder, men der er ikke særligt frie rammer til at gøre ret meget. Det vil blive meget lettere, hvis der fra politisk hold rent faktisk bliver nedskrevet nogle rammer eller aftaler,” sagde hun.

Undersøgelsen ”Overgangsalder på arbejdsmarkedet”:

• 66 pct. oplever, at arbejdslivet påvirkes i form af koncentrationsbesvær, bliver lettere stresset og kan ikke det, de plejer.

• 20 pct. har undladt at søge mere ansvar og/eller nye arbejdsopgaver pga. gener i overgangsalderen.

• 17,6 pct. af dem, hvor overgangsalderen har påvirket deres arbejdsliv, har overvejet at skifte job.

• 5,5 pct. har sagt jobbet op af den årsag eller overvejende af den årsag.

• 18,5 pct. har haft sygefravær pga. gener i overgangsalderen, typisk af kortere varighed. 

• Udmattelse, træthed og muskel- og ledsmerter er blandt de hyppigste fysiske symptomer på overgangsalder. 

Undersøgelsen ”Overgangsalder på arbejdsmarkedet” bygger blandt andet på i alt 3.831 besvarelser fra kvinder i målgruppen, heraf fra cirka 3.300 medlemmer af Din Sundhedsfaglige A-kasse/DSA.

Projektet er blevet til på initiativ fra journalist Dorte Mosbæk og er udført i samarbejde med rådgivningsfirmaet DISCUS og Din Sundhedsfaglige A-kasse/DSA med støtte fra Velliv Foreningen. 

Bør bredes ud til hele landet

I Dansk Sygeplejeråd har man ad flere omgange efterlyst politisk handling på området. 2. næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd Kristina Robins er derfor glad for den beslutning, som regionsrådet i Region Hovedstaden har truffet. 

Hun opfordrer samtidig flere regioner til at gøre det samme.

”Det er meget positivt, at Region Hovedstaden nu vil oplyse, støtte og hjælpe medarbejdere, som påvirkes af overgangsalderen. Det har vi længe appelleret til. Nu bør de andre regioner – og kommunerne – følge trop, så alle offentligt ansatte sygeplejersker sikres et godt arbejdsmiljø ind i overgangsalderen,” siger Kristina Robins.

Tidligere på året gik Dansk Sygeplejeråd med i ’Alliance for kvinders sundhed,’ der bl.a. har til formål at øge fokus og forskning inden for kvindesygdomme og kvinders helbred. Kristina Robins ser beslutningen om at igangsætte en særlig indsats i Region H for medarbejdere med overgangsalder som et vigtigt skridt for kvinders sundhed.

”Kvinder i alle aldre skal kunne deltage i arbejdslivet på lige fod med deres kollegaer. Det kræver, at vi anerkender de helbredsmæssige udfordringer, som overgangsalderen medfører, og skaber rammer, der understøtter dem,” understreger Kristina Robins. Hun fortsætter: 

”Konkret kan det f.eks. være fleksible vagtplaner, mulighed for pauser og en åben kultur, hvor det er acceptabelt at sige: ”Jeg har det svært i dag”. Små tiltag, som kan gøre en stor forskel for den enkelte.”

Lyt også til Sygeplejersken Aktuelt, hvor 2. næstforkvinde Kristina Robins og journalisten bag undersøgelsen ”Overgangsalder på arbejdsmarkedet” Dorte Mosbæk taler om overgangsalder på arbejdspladsen.