Martin giver psykiatriske patienter en stemme. Derfor modtager han Kirsten Stallknecht Prisen

Det gamle, bevaringsværdige lokale i Kvæsthuset, hvor Dansk Sygeplejeråd har til huse, emmer af forventning.

Summen af samtaler blandt de fremmødte dæmpes idet forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg, begynder sin tale.

Navnet på årets modtager af Kirsten Stallknecht Prisen bliver læst op. 

Alle øjne rettes mod én person. Martin Locht Pedersen træder frem og tager imod anerkendelsen, et diplom og en buket blomster.

”Det gør mig vanvittig stolt at modtage prisen. Både det, at der er nogen, der har indstillet mig, men også at mit arbejde bliver værdsat,” siger han.

Martin Locht Pedersen er 35 år, sygeplejerske og arbejder som ph.d.-studerende i psykiatrien i Middelfart ved Syddansk Universitet.

Han modtager prisen for sin aktive stemme i samfundsdebatten. Især når det gælder patienterne i psykiatrien. 

Tør at tage ordet

Martin Locht Pedersen har gennem flere år bidraget med letforståelige indlæg om emner som ellers sjældent flyder i offentligheden.

Han har blandt andet skrevet om sin forskning i brugen af tvang og etnicitetens rolle i psykiatrien og om de særlige forhold for psykiatriske patienter i debatten om aktiv dødshjælp. 

”Jeg bruger min stemme i den offentlige debat, fordi jeg synes, at jeg har et ansvar for at turde sige det højt, når jeg mener, at der mangler nogle nuancer eller et perspektiv,” siger han. 

Han lægger ikke skjul på, at det også handler om at fremkalde en dialog:

”Det kan også være en måde at få nogle tanker ud på og prøve at starte en debat, hvor man får nogle modperspektiver. På den måde kan man få en dialog, meningerne kan brydes og man forhåbentligt kan blive klogere.”

Det kan snurre i maven 

Selv om Martin Locht Pedersen modtager en pris for sit mod til at ytre sig, har det ikke altid været uden en form for nervøsitet at stikke næsen frem.

Han beskriver, hvordan det kræver øvelse at vænne sig til at ytre sig offentligt, og hvordan en pause fra den offentlige debat kan få det til at snurre lidt ekstra i maven, når man vender tilbage. 

”Da jeg havde holdt en længere pause med at blande mig i debatten, kunne jeg da godt mærke, at jeg lige skulle i gang igen, og at det snurrede lidt ekstra i maven, fordi jeg lige skulle tilbage igen,” siger han.

Han mærker dog stor opbakning fra sin arbejdsplads. Og det fremhæver han som noget af det, der er afgørende for, at han tør tage ordet.

”Selvom prisen er til mig, så er det jo også fordi, jeg arbejder i et miljø, hvor vi godt tør have forskellige holdninger, og hvor vi bliver opfordret til at sige tingene højt. Både for vores patienters, for psykiatriens og for os som sygeplejerskers skyld.”

Ikke bange for modstand

Det er velkendt, at det at ytre sig i den offentlige debat, særligt på sociale medier, kan være forbundet med risikoen for kritik og hårde kommentarer. Men det tager Martin Locht Pedersen med ro. 

"Det er sjældent, at jeg får grimme kommentarer, selvom man jo godt hører, at det kan ske for andre. Og skulle nogen være uenige, har jeg det egentlig fint med det. Det er jo lidt det, det handler om – når man blander sig i debatten, må man også forvente, at nogen mener noget andet," siger han.

Han forstår dog godt, at andre kan være mere tilbageholdende. 

”Men jeg kan sagtens forstå, at det kan holde nogle fra at bruge sin stemme.”

Et håb om at inspirere

Martin Locht Pedersen forklarer, at han håber på at kunne inspirere kollegaer til at gøre det samme: at bruge deres viden som sygeplejersker aktivt – også i samfundsdebatten. 

”Jeg kan forhåbentligt motivere mine kollegaer til at gøre det samme som mig, og turde formidle deres viden på forskellige måder og gennem forskellige medier.” 

Hans råd til dem, der gerne vil, men tøver, er, at man bare skal springe ud i det, selvom han godt forstår, at man kan være nervøs.  

"Helt konkret vil jeg råde kolleger til at skrive deres idéer og holdninger ned. Brug tid på at formulere pointer, og gem dem så til senere. Når emnet så dukker op i den offentlige debat, har man næsten sit indlæg klar. På den måde kan man nå at byde ind, mens diskussionen stadig er i gang," siger han.

De øvrige indstillede til Kirsten Stallknecht Prisen 2025 var Thomas Sørensen og Selina Kikkenborg Berg.

Thomas Sørensen var indstillet for at have kæmpet med stor vedholdenhed og personligt mod for at forbedre psykiatriske patienters og sygeplejerskers vilkår. I en tid, hvor det kan have konsekvenser at tale åbent, har Thomas stået fast på sine synspunkter – og insisteret på at dele de personlige erfaringer og de strukturelle udfordringer, han har mødt i psykiatrien.

Selina Kikkenborg Berg var nomineret for med afsæt i sin forskning og erfaring fra praksis at have brugt sin ytringsfrihed til bl.a. at fremhæve patienternes behov og sygeplejens afgørende betydning for livskvalitet og helbred. Hun har bl.a. sat fokus på faglighedens vilkår, kønsbarrierer i sygeplejen og fremtidens udfordringer i sundhedsvæsenet.