Nyhed
Når hjælpen er ved hånden, trækker Johnny vejret lidt lettere
Det udgående lungeteam i Aarhus har givet Johnny René Frederiksen, som har KOL, en telefonisk livslinje, hvis han pludselig får det dårligt. Indsatsen forebygger indlæggelser på 10. år.
Publiceret:
28. september 2026
Senest opdateret:
28. september 2026
Foto:
Anton Kjøller Alexandersen
"Jeg har været indlagt for dobbeltsidet lungebetændelse to gange, hvor jeg har haft en følelse af, at jeg var lige ved at blive kvalt."
Ordene er Johnny René Frederiksens. Han lever med KOL, astma og det, han selv beskriver som en ret begrænset lungekapacitet. Johnny René Frederiksen bor i Lystrup lidt uden for Aarhus, og han er tilknyttet det udgående lungeteam, som består af personale fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Kommune. Det er et tværsektorielt team, som patienter med svær og meget svær KOL kan kontakte døgnet rundt.
"Når der sker en forværring, kommer det inden for få timer, og så er det faktisk så galt, at jeg må kravle rundt langs panelerne. Og det viser sig altid at komme i weekenderne, eller hvis man er i gang med noget. Derfor er det dejligt at have nogle bag sig," siger Johnny René Frederiksen.
Det udgående lungeteam
Det udgående lungeteam hjælper patienter med svær eller meget svær KOL i eget hjem.
Teamet består af lungesygeplejersker fra Aarhus Universitetshospital og akutsygeplejersker fra Aarhus Kommune.
Patienterne kan kontakte teamet døgnet rundt ved tegn på forværring. Sygeplejerskerne kan komme på hjemmebesøg og bl.a. måle værdier, give medicin og antibiotika samt iværksætte ilt- og CPAP-behandling i samråd med en lungemedicinsk læge.
Indsatsen har eksisteret siden 2015, hvor det startede som et pilotprojekt.
Kilde: Aarhus Universitetshospital og Dansk Sygeplejeråd
Tværsektoriel tryghed
Det udgående lungeteam består af sygeplejersker fra Lungesygdomme på Aarhus Universitetshospital og fra Akutteamet i Aarhus Kommune. Formålet er at forebygge indlæggelse og give patienterne tryghed i eget hjem.
Patienterne oplæres i at observere og håndtere deres symptomer, og hvis de oplever en forværring, som f.eks. mere åndenød, eller at de hoster mere slim op, kan de ringe og tale med sygeplejerskerne, som også har mulighed for at komme på hjemmebesøg.
"Vi siger til dem, at hvis der er ændringer, så skal de ringe. Hellere en gang for meget end en gang for lidt. Nogle gange kan der være dag-til-dag-variationer, eller det kan være tegn på en forværring, og så kan vi tage det i opløbet, i stedet for de bliver så dårlige, at de må ringe 112," fortæller Birgit Refsgaard, som er ph.d. og klinisk sygeplejespecialist på Aarhus Universitetshospital.
"Mange af dem siger, at angsten er væk, fordi de kan ringe."
Birgit RefsgaardLæs også: Tidlig indsats kan forebygge indlæggelse
"Det, som gør, at det fungerer, er, at det er tværsektorielt. Vi sidder sammen, og vi kender patienterne. Vi kan samarbejde på kontoret, så akutteamet f.eks. kan tage med ud og lave en blodprøve. Der er en villighed til at gøre noget godt for patienterne, så vi kan skabe en tryghed for dem, og give dem en god behandling i hjemmet. Det er lægerne på AUH, som har behandlingsansvaret, så de kan også kigge i journalen og kender historikken," siger Birgit Refsgaard.
Indsatsen startede som et pilotprojekt i 2015, og i 2021 blev det gjort til en permanent løsning. I perioden 2017-2021 foretog man et randomiseret ph.d.-studie, som viste markante resultater. 56 personer var tilknyttet til det udgående lungeteam i et år, hvor de i perioden havde 33 indlæggelser pga. KOL. I sammenligningsgruppen var der 57 personer. De kunne kontakte egen læge og vagtlæge, og havde i samme periode 106 indlæggelser.
"Nu ved jeg, at jeg bliver taget alvorligt."
Johnny René FrederiksenDet viste sig også, at indlæggelsesdagene blev færre. Dem, som var en del af det udgående lungeteam, havde i gennemsnit en indlæggelse på 3,3 dage, mens den anden gruppe havde 4,5 dage.
Ifølge Birgit Refsgaard er der flere faktorer, der gør, at indsatsen er lykkedes, men det er især en villighed til at gøre en forskel for patienterne, at personalet fysisk sidder sammen, og så har lederne i kommune og region også været klar på at bøje sig mod hinanden.
"Patienterne fortæller, at de oplever, at sygeplejersken kender dem og sygdommen. De får hurtig hjælp. F.eks. kan vi køre forbi dem om halvanden time, og bare at de ved dét, skaber en tryghed. Mange af dem siger, at angsten er væk, fordi de kan ringe," siger Birgit Refsgaard, der beskriver ordningen som en livslinje for patienterne.
Det udgående lungeteam i Aarhus er med til at forebygge indlæggelser, og det skaber en tryghed for patienter som Johnny René Frederiksen, at sygeplejersken kun er et opkald væk. Video: Anton Kjøller Alexandersen.
Kopier det gerne
Hjemme hos Johnny René Frederiksen viser han den udgående sygeplejerske sin udestue og lille have, som han, hustruen og hunden har adgang til med få skridt fra sofaen. Imens fortæller han, at ordningen med et direkte telefonnummer til hjælpen har skabt tryghed og endda mod på at kunne rejse lidt ud i ny og næ.
"For nu ved jeg, at jeg bliver taget alvorligt," siger han.
KOL-indsatsen i Aarhus er enestående, da der – ifølge Birgit Refsgaard – ikke findes en lignende løsning andre steder i Danmark. For hende giver det god mening at rykke behandlingen tættere på borgerne.
"Vi kan ikke tage deres åndenød fra dem, men at de kan lære at leve med sygdommen, og at vi kan være med til at skabe den tryghed og livskvalitet for dem, synes jeg, er rigtig værdifuld."
Vil det give mening at brede ordningen ud, synes du?
"Med de resultater, vi har haft, kan man godt kopiere noget af det. Det er klart, at hvis man dækker 14 kommuner, kan man ikke fra et sygehus sende 14 KOL-sygeplejersker ud i hver kommune, men noget af samarbejdet på tværs, kommunikation og læringen kan man godt kopiere," siger Birgit Refsgaard.
Mere liv og nærhed end sygdom, når sundhedsvæsenet rykker ind i hjemmet
Dansk Sygeplejeråd mener, at hemmebehandling rummer et enormt potentiale – både for planlagt behandling og for borgere med akutte problemstillinger. Sygeplejerskerne spiller en nøglerolle i udbredelsen af hjemmebehandling i et tæt samspil mellem hospitalet, almen praksis, akutsygeplejen og den kommunale sygepleje. Teknologiske løsninger er en del af svaret på at lykkes, skriver Dansk Sygeplejeråd i sit sundhedspolitiske udspil “Sygeplejersker for et sundere samfund”.
Langt mere behandling og udredning flytter ud af hospitalerne og foregår i stedet i borgerens eget hjem, på plejehjem, på de kommunale sygeplejeklinikker og på de midlertidige pladser. Det er en god udvikling, der sikrer et bæredygtigt sundhedsvæsen og kan lette borgerens hverdag.
Kilde: Dansk Sygeplejeråds sundhedspolitiske udspil "Sygeplejersker for et sundere samfund".
Læs seneste nyt
13. oktober 2026
Sygeplejerske modtager stor forskningspris
Med patienternes erfaringer som kompas har sygeplejerske og professor Jette Primdahl skabt ny viden om livet med gi...
Afsender
Sygeplejersken
12. oktober 2026
Disse sygeplejersker er i spil til næstforpersonsvalget
Sidste frist for at indsende sit kandidatur til næstforpersonsvalget i Dansk Sygeplejeråd 2026 er lukket. Tre kandi...
Afsender
Sygeplejersken
12. oktober 2026
Vi træner i fredstid, så vi er klar til krisen
Ved du hvor nødkassen er, hvis strømmen går? Er der strøm i FM-radioen? Hvordan opbevarer man medicinen? Aarhus Kom...
Afsender
Sygeplejersken
09. oktober 2026
Det betyder sundhedsreformen for dig
Hvad sker der med din løn, pension og arbejdstid, når du som kommunalt ansat sygeplejerske skal arbejde i en region...
Afsender
Sygeplejersken