Nyhed
Nattevagter øger risikoen for hovedpine med 30 pct.
I et nyt studie fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har forskere analyseret data fra mere end 500 kvindelige ansatte i regionerne – herunder sygeplejersker. Data stammer fra deres arbejdsdage over en periode på to uger.
Publiceret:
2. oktober 2025
Senest opdateret:
9. oktober 2025
Foto:
Mathias Nygaard Justesen
Der er større risiko for at være plaget af hovedpine, når du arbejder om natten. Det fastslår et nyt forskningsprojekt fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Her fremgår det, at nattevagter øger risikoen for hovedpine med 30 pct.
Projektet tager udgangspunkt i over 500 kvinder, ansat i regionerne, og resultaterne viser, at kvinderne havde hovedpine 28 pct. af de dage, hvor de havde nattevagt, mens det blot var 22 pct. af dagene med dagvagt. Det svarer til ca. 30 pct. højere forekomst af hovedpine i forbindelse med nattevagter.
Døgnrytmeforstyrrelser øger risikoen for hovedpine
Risikoen for hovedpine var størst, når kvinderne havde to nattevagter i træk, hvorefter den begyndte at falde.
”Resultaterne peger på, at det er natarbejdet i sig selv, der øger risikoen for hovedpine, og at løsningerne derfor potentielt skal findes gennem f.eks. ændringer i vagtplanen,” fortæller Kirsten Nabe-Nielsen, der er seniorforsker på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og en af forskerne bag studiet, i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen er den første af sin slags, der undersøger sammenhængen mellem natarbejde og hovedpine, samtidig med at forskerne tager højde for både søvn og de fysiske samt psykosociale krav under vagten. De psykosociale krav dækker over, hvor følelsesmæssigt belastende og travl vagten blev oplevet af deltagerne.
Forskerne bag studiet er i gang med yderligere at undersøge mulige forebyggende tiltag ift. de akutte og kroniske helbredseffekter og gener, der kan være forbundet med nattevagter. I det aktuelle forskningsprojekt ”iwish” ser de bl.a. nærmere på, hvilken betydning medarbejdernes indflydelse på egen arbejdstid kan have.
”Dette studie peger ikke på en mirakelkur, men individuelle tilpasninger af vagtplanen kan måske være et sted at starte for medarbejdere, der døjer med hovedpine i forbindelse med natarbejde,” udtaler seniorforsker Kirsten Nabe-Nielsen i pressemeddelelsen.
Forskerne bag studiet konkluderer, at risikoen ikke alene kan forklares af blot søvnproblemer eller arbejdspres, men at døgnrytmeforstyrrelser spiller en central rolle.
Undersøgelse fra DSR bekræfter problem
Studiet, som belyser hyppigheden af hovedpine forbundet med nattevagter, vækker ingen undren i Dansk Sygeplejeråd:
”Det er desværre ikke nyt for os, at natarbejde kan udløse hovedpine. Vi har tidligere lavet en undersøgelse, som viser, at halvdelen af de sygeplejersker, der arbejder om natten, lider af hovedpine i forlængelse af en vagt,” siger Harun Demirtas, der er 1. næstforperson i Dansk Sygeplejeråd (DSR).
I en spørgeskemaundersøgelse fra 2023, gennemført af DSR Analyse og MEGAFON, svarede 48 pct. af de regionalt ansatte sygeplejersker, at de oplevede hovedpine i forlængelse af en nattevagt. For sygeplejersker ansat på en sengeafdeling var tallet 52 pct. I alt medvirkede 1.670 i undersøgelsen fra Dansk Sygeplejeråds medlemspanel.
”Hovedpine er ikke den eneste negative konsekvens ved at arbejde om natten. Det giver også søvnbesvær og påvirker balancen mellem arbejdsliv og privatliv, og vi ved fra forskning, at risikoen for brystkræft, hjertekarsygdomme, angst og depression stiger med natarbejde. Den nye forskning understreger endnu engang, at der skal gøres endnu mere for at forebygge de gener, der er forbundet med natarbejde,” ifølge Harun Demirtas.
I samme spørgeskemaundersøgelse fra 2023 svarede 61 pct., at de blev påvirket negativt i arbejdslivs- og privatlivsbalancen, som følge af nattearbejde. Det tal var 65 pct. for ansatte på en sengeafdeling.
Simple tiltag kan gøre en forskel
I Dansk Sygeplejeråd ser man med alvor på problematikken og peger på forholdsvis simple tiltag, som kan være med til at forebygge de negative effekter ved natarbejdet.
”Natarbejdet forsvinder jo ikke, men arbejdsgiverne kan faktisk gøre noget for at forebygge. F.eks. ved vi, at muligheden for hvile og powernaps samt tilpasning af arbejdspladsen lysmiljø kan mindske belastningen ved natarbejde. Vi er meget opmærksomme på, at natarbejde er belastende. Derfor indgik vi ved OK24 også en aftale med arbejdsgiverne om, at natarbejde skal tilrettelægges med færrest mulige nattevagter og højst tre nattevagter i streg,” siger Harun Demirtas.
Læs her, hvis du arbejder om natten og ønsker gode råd om, hvordan natarbejdet kan tilrettelægges, så søvn og kroppens døgnrytmer forstyrres minimalt.
Læs også: Fik 790.680 kr. i erstatning. Brystkræft var en arbejdsskade
Læs seneste nyt
17. december 2025
Arbejdsgiverkrav kredser om fastholdelse, lokalløn og arbejdstid
OK26-parterne har udvekslet krav, og fra arbejdsgiverside vil man ved kommende forhandlinger have fokus på fasthold...
Afsender
Sygeplejersken
Emneord
16. december 2025
OK26 på statens område: Sygeplejerskerne skal have en reel lønstigning
Mandag blev forhandlingerne om en ny overenskomst for de statsansatte sygeplejersker skudt i gang med udvekslingen ...
Afsender
Sygeplejersken
Emneord
16. december 2025
Her er sygeplejerskernes krav til OK26-forhandlingerne
Dansk Sygeplejeråd går til forhandlingerne med fokus på reelle løn- og pensionsstigninger, større indflydelse på eg...
Afsender
Sygeplejersken
Emneord
15. december 2025
Realløn, fritvalg og fleksibilitet på OK26-dagsordenen
Bæredygtig og fleksibel løndannelse samt frihed og fritvalgsordning bliver vigtige ingredienser i de kommende overe...
Afsender
Sygeplejersken
Emneord