Nyhed
Sådan blev en undren til en peer review-artikel
Der er nu evidens for, at kommunale akutteams forebygger unødige indlæggelser. Det fortæller sygeplejerske og seniorforsker Maria Kjøller Pedersen, der er førsteforfatter på en peer review-artikel i Sygeplejersken Fag&Forskning. Nu håber hun, at den nye viden kommer i spil i takt med, at sundhedsreformen implementeres.
Publiceret:
27. marts 2026
Senest opdateret:
27. marts 2026
Foto:
Ny forskning viser, at akutsygeplejersker forebygger indlæggelser i stor stil. Foto: Michael Drost-Hansen
”De kommunale akutteams, de kan bare noget, men der mangler evidensbaseret viden.”
De ord faldt under en samtale mellem sygeplejerske og seniorforsker Maria Kjøller Pedersen og et par kolleger på Københavns Professionshøjskole for nogle år siden.
Maria Kjøller Pedersen var ansat som docent på sygeplejerskeuddannelsen, og et af hendes forskningsområder var det borgernære sundhedsvæsen.
”Som forsker skal man jo finde ud af hvilket videnshul, man vil være med til at afdække, og der findes jo masser af videnshuller i det borgernære sundhedsvæsen. Her har jeg en lidt ydmyg og undersøgende tilgang. Det er ikke altid mig, der ved, hvor de vigtigste huller er. Derfor spurgte jeg nogle af mine kolleger, bl.a. Anna Merete Müller, som underviser i det nære sundhedsvæsen,” siger Maria Kjøller Pedersen og fortsætter:
”Da jeg spurgte hende om, hvor det var vigtigst at starte, svarede hun ”De kommunale akutteams, de kan bare noget, men der mangler evidensbaseret viden om, hvad det egentlig er de kan.”
Blæst bag over
Vi skriver 2024, og Maria Kjøller Pedersens nysgerrighed var vakt. Det fortæller seniorforskeren, der i denne artikel sætter flere ord på, hvordan en undren for to år siden blev til ny evidensbaseret viden og peer review-artiklen 'Indlæggelse eller ej? En Mixed Methods-Analyse af Akutteams' Effektivitet og Udfordringer (2022-2024)', som netop er blevet publiceret i Sygeplejersken Fag&Forskning nr. 1/2026 (læs den her).
Nogle måneder efter snakken med Anna Merete Müller fik Maria Kjøller Pedersen mulighed for at snuse mere til emnet, da hun gennem en samarbejdspartner i Albertslund Ældrepleje fik kontakt til det kommunale akutteam i Albertslund Kommune.
”Jeg blev hurtigt henvist videre til en af de andre medforfattere på artiklen, Sheima Afrisham, som er sygeplejerske og daglig leder af FAF – Fællesakutfunktionen, som dækker akutfunktionen i Albertslund, Glostrup, Høje-Taastrup og Vallensbæk kommuner. Hun var frisk på besøg, og så tog jeg egentlig bare af ren nysgerrighed ud for at finde ud af, hvad der foregår i de her kommunale akutteams.”
Maria Kjøller Pedersen mødte ind samtidig med sygeplejerskerne og fulgte dem hele arbejdsdagen i nogle dage.
”Jeg deltog på deres møder og tog med på akutbesøg. Og jeg må bare sige, at jeg som sygeplejerske blev blæst bagover af deres kompetencer, og hvor dygtige de er – hvordan de rykker ud på de her akutbesøg og hurtigt, men præcist laver en klinisk vurdering af borgeren for at vurdere, om der er behov for indlæggelse eller ej.”
Hun lagde også hurtigt mærke til, hvordan FAF systematisk dokumenterede deres arbejde og indsamlede data.
”Min forskerhjerne er hele tiden på udkig efter muligheder for at udvikle ny, evidensbaseret viden, og da jeg fik øje på den systematik, der er i FAF i forhold til at indsamle data om deres besøg, hvilke aktiviteter iværksætter de, hvad resulterer de i etc., så jeg et stort uudnyttet potentiale, som jeg kunne bedrive forskning ud fra. Og Sheima Afrisham var heldigvis klar til at indgå et samarbejde om et længerevarende forskningsprojekt."
Kræver et dygtigt team
Maria Kjøller Pedersen vidste dog, hun havde brug for flere kræfter og kompetencer for at skulle lykkedes. Hun allierede sig derfor med sygeplejerske, ph.d. og lektor ved sygeplejerskeuddannelsen på Københavns Professionshøjskole, Rikke Agnete Petersen, der ifølge Maria Kjøller Pedersen er ”rigtig skrap” til kvantitative undersøgelser og statistik.
Fra selvsamme sted kendte hun sygeplejerskerne Parvin Sølvsteen og Maria Brøndsted Lodahl Thygesen, begge cand.cur. og adjunkter, som hun vidste især er dygtige til at indsamle og analysere kvalitative data.
Og hun spurgte også sygeplejerske, ph.d. og lektor ved sygeplejerskeuddannelsen på UC Diakonissestiftelsen, Annette Mollerup, samt sygeplejerske, MPH og lektor ved sygeplejerskeuddannelsen på Københavns Professionshøjskole, Anna Merete Müller, om de ville være med i forskningsprojektet.
”Anna var jo den, der lige som havde ansporet mig til at kigge nærmere på de kommunale akutteams, og både hun og Annette underviser i det borgernære sundhedsvæsen og ved rigtigt meget om det indholdsmæssigt. Det er også vigtigt i et forskningsprojekt,” siger Maria Kjøller Pedersen.
Hun fortsætter:
”Jeg fik ret hurtigt samlet mig et dygtigt team, og uden dem og deres stærke kompetencer og det tætte samarbejde, vi havde med FAF, kunne jeg ikke have gennemført den her mixed-methods-analyse af de kommunale akutteams’ effektivitet og udfordringer,” siger hun og uddyber:
”Mixed methods kombinerer analyser af kvalitative og kvantitative data. De to forskningstraditioner kan indfange helt forskellige ting, og kombinerer man de to typer viden, synes jeg, at man finder flere nuancer og opnår en dybere forståelse af den praksis, man undersøger.”
Sygeplejerske og seniorforsker Maria Kjøller Pedersen har sammen med sit forskerteam bl.a. undersøgt, hvor mange indlæggelser akutsygeplejersker forebygger og kvalificerer ved deres besøg hos borgerne.
Foto:
Anders Rasmussen/Nordsjællands Hospital.
Massivt datagrundlag
Med teamet samlet var det bare at gå i gang med både de kvantitative og kvalitative undersøgelser og analyser. De kvantitative data stammer som tidligere nævnt fra FAF’s egen dataindsamling, mere præcis i perioden 2022-2024, hvor akutsygeplejerskerne rykkede ud til ca. 2.700 borgere i alt 7.000 gange.
”Nogle borgere får jo flere besøg, og kvantitativt var der faktisk tale om et ret massivt data-grundlag, hvilket giver et rigtigt godt billede af, hvad der konkret er foretaget hos borgerne.”
For at få flere nuancer af, hvad der sker ved besøgene, blev der indsamlet kvalitative data gennem dybdegående interview med 10 akutsygeplejersker om bl.a. effekt, gevinst og barrierer ved IV-hjemmebehandling.
”Kort fortalt undersøgte vi hvilke faktorer, der er afgørende for, om akutsygeplejerskerne enten kan forebygge eller kvalificere indlæggelser. Og derudover undersøgte vi også muligheden for IV-behandling i borgernes hjem.”
Forebygger og kvalificerer indlæggelser
Peer-review-artiklen ’Indlæggelse eller ej? En Mixed Methods-Analyse af Akutteams’ Effektivitet og Udfordringer (2022-2024)’ var færdigskrevet i januar 2026 og blev som sagt publiceret i Sygeplejersken Fag&Forskning nr. 1/2026, der udkom i begyndelsen af marts 2026 (læs den her).
Her kan man læse mere om både baggrunden for undersøgelsen, metode og ikke mindst resultater og konklusion. Men Maria Kjøller Pedersen vil gerne løfte lidt af sløret for nogle af de vigtigste fund set med hendes øjne.
”I over halvdelen af de her akutbesøg forebygger akutsygeplejerskerne indlæggelser. Det er rigtigt mange indlæggelser gennem årene, og i mange af tilfældene var det faktisk helt fundamentale behov hos borgerne, der var i spil, f.eks. væskeubalancer eller komplikationer med sonder og katetre, som hjemmeplejen ikke kunne håndtere selv,” siger hun og fortsætter:
”Her er det en gave, at akutsygeplejerskerne kan tage blodprøver og vitale værdier on the spot og vurdere, hvad der er på spil - er det en infektion eller ej? Det er afgørende for at kunne forebygge de her indlæggelser.”
Lige så vigtigt er det, at akutsygeplejerkerne i 10-12 pct. af tilfældene er med til at kvalificere en indlæggelse.
”De kan jo ikke stille en diagnose, men de er dygtige og kan også hurtigt vurdere, at den her borger faktisk skal indlægges. Og lægerne tog deres vurderinger alvorligt. Borgerne blev som oftest indlagt, og det synes jeg er enormt effektivt og vidner om et virkeligt prisværdigt tværsektorielt og tværprofessionelt samarbejde.”
Færre får IV-behandling hjemme
I forhold til mulighed for IV-behandling i borgernes eget hjem, viser undersøgelsen, at færre borgere får tilbuddet.
”Det er ærgerligt, især set i lyset af, at det har været en SKAL-opgave de senere år, og fordi akutsygeplejerskerne rigtig gerne vil hjemmebehandle borgerne, der også helst vil være hjemme og slippe for at køre frem og tilbage for at få behandling. Vores kvalitative interviews viser, at det bl.a. skyldes nogle organisatoriske og logistiske barrierer – akutsygeplejerskerne kan f.eks. ikke blande medicin selv,” siger Maria Kjøller Pedersen og tilføjer:
”Det er vigtigt at have i tankerne, når sundhedsreformen skal implementeres, og endnu flere opgaver efter planen skal løftes i det nære sundhedsvæsen, hjemme hos borgerne.”
Maria Kjøller Pedersen håber netop, at den evidens og viden, hun og hendes forskerteam har skabt omkring de kommunale akutteams, kommer i spil, når politikere og arbejdsgivere skal beslutte, hvordan akutfunktionerne bedst organiseres fremover, hvor ansvaret overgår til regionerne.
”Jeg håber jo, at den evidensbaserede viden, vi har været med til at generere, bliver inddraget i de beslutninger, der bliver taget fremover,” siger hun og fremhæver samtidig vigtigheden af at bevare de styrker, der allerede findes i de kommunale akutteams.
”De her teams kan noget helt særligt. Især når de er tværkommunale og bemandet med meget erfarne sygeplejersker fra akutte specialer.”
Ikke færdig med det nære sundhedsvæsen
Forskning skal jo altid formidles, og i forskningsgrupper diskuteres ofte hvor. Maria Kjøller Pedersen og hendes team blev ret hurtigt enige om, at deres målgruppe er danske sygeplejersker og beslutningstagere, hvorfor valget faldt på Sygeplejersken Fag&Forskning.
”Da vi begyndte vores projekt, var Fag&Forskning ikke relanceret endnu, Men det blev det, og da vi så det, var vi ikke i tvivl om, at vi skulle publicere artiklen her, og det var der heldigvis interesse for.”
Maria Kjøller Pedersen er langt fra færdig med at forske i det nære sundhedsvæsen, selvom hun nu er ansat i Forskningsafdelingen på Nordsjællands Hospital.
”Vi er i høj grad et udadvendt hospital, som har etableret en forskningsklynge af dygtige forskere - både læger, sygeplejersker og andre faggrupper - som går sammen om at forske i det nære sundhedsvæsen. Man behøver ikke at være ansat i en kommune for at forske i det nære sundhedsvæsen,” siger hun og tilføjer:
”Som forsker har jeg under det her projekt lært, at det er vigtigt at være udadvendt og række ud og spørge, om der er nogle videnshuller, jeg kan være til at udfylde. Aktørerne i det nære sundhedsvæsen vil rigtig gerne samarbejde og har noget viden, vi som forskere har kompetencer til at undersøge og omsætte til evidens. Det er et rigtig smukt partnerskab.”
Læs peer review-artiklen 'Indlæggelse eller ej? En Mixed Methods-Analyse af Akutteams’ Effektivitet og Udfordringer (2022-2024)' her.
BLÅ BOG: Maria Kjøller Pedersen
- 2008: Uddannet sygeplejerske og fik job som sygeplejerske på Kardiologisk Afdeling på Nordsjællands Hospital.
- 2011-13: Er med egne ord en nørd, så læste en master i Folkesundhed på Københavns Universitet.
- 2014-17: Tilbage på Kardiologisk Afdeling på Nordsjællands Hospital som ph.d.-studerende, hvor hun forskede i social ulighed i hjerterehabilitering
- 2018-25: Ansat på Københavns Professionshøjskole, først som adjunkt, så lektor og endelig som docent, hvor hun bl.a. skulle forske i det borgernære sundhedsvæsen.
- 2025-nu: Ansat som seniorforsker i Forskningsafdelingen på Nordsjællands Hospital, hvor hun er med til at udvikle sygeplejeforskningen. Primære forskningsområder er pt. det nære sundhedsvæsen, social ulighed, peer-støtte og Fundamentals of Care, som er ved at blive udrullet på hele hospitalet.
Læs seneste nyt fra Sygeplejersken
Læs mere27. marts 2026
Ny kompetencefond skal give medvind til videre- og efteruddannelse
Kommunalt ansatte sygeplejersker får lettere adgang til at søge økonomisk støtte til videre- og efteruddannelse. De...
Afsender
Sygeplejersken
Emneord
27. marts 2026
OK26: Hvad betyder det for DIG, der er studerende eller nyuddannet?
OK26-aftalen byder på nye vilkår for dig, der er studerende eller i starten af dit arbejdsliv. Her kan du se, hvad ...
Afsender
Sygeplejersken
Emneord
27. marts 2026
Sådan blev en undren til en peer review-artikel
Der er nu evidens for, at kommunale akutteams forebygger unødige indlæggelser. Det fortæller sygeplejerske og senio...
Afsender
Sygeplejersken
27. marts 2026
OK26: Hvad betyder det for DIG som leder?
For dig, der er ledende sygeplejerske, er der nogle nye vilkår, der gælder. Få dit overblik her.
Afsender
Sygeplejersken
Emneord