Nyhed
Nu kan der søges om midler til forskning i kvinders sundhed
Sundhedsstyrelsen har netop åbnet for ansøgninger til de 160 mio. kr., som den forrige regering afsatte til etableringen af Nationalt Center for Forskning i Kvinders sundhed i oktober sidste år.
Publiceret:
23. juni 2026
Senest opdateret:
30. juni 2026
Foto:
Marie Boye Thomsen
Nu er der gode nyheder for forskning i kvindesygdomme. Med nogle måneders forsinkelser pga. folketingsvalget har Sundhedsstyrelsen netop åbnet for ansøgninger til de 160 mio.kr., som den tidligere regering og et bredt flertal af Folketingets partier i oktober sidste år afsatte til etableringen af Nationalt Center for Forskning i Kvinders Sundhed i perioden 2026-2029.
Som beskrevet i Sygeplejersken nr. 1/2026 skal centret være med til at gøre op med årtiers underprioritering og manglende midler til forskning i kvinders sundhed og kvinderelaterede sygdomme ved at samle forskningsmiljøer på tværs af landet og styrke forskningen på området.
Utilstrækkelig behandling i dag
I den forbindelse udtaler sundhedsminister Ida Auken (S) i en pressemeddelelse:
”Vi bliver nødt til at forstå kvinders biologi og sygdomme lige så godt som mænds. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi nu tager et vigtigt skridt mod større lighed i sundhed og bedre muligheder for de kvinder, der i dag oplever lange forløb og ikke bliver tilstrækkeligt udredt og behandlet.”
Uddannelses-, forsknings- og digitaliseringsminister Christina Egelund (M) tilføjer i samme pressemeddelelse:
”Nu begynder arbejdet med at rette op på en historisk skævvridning i sundhedsvæsenet. Alt for længe har sundhedsforskningen taget udgangspunkt i mandekroppen, og der har ikke været tilstrækkeligt fokus på kvinders sundhed. Det har kvinder mærket den ofte smertefulde konsekvens af. Jeg ser frem til, at dygtige forskere kan komme i gang med opgaven.”
Tværfagligt forskningsfællesskab
Nationalt Center for Forskning i Kvinders Sundhed skal fungere som et nationalt forskningsfællesskab, der skal arbejde tværfagligt og på tværs af landet for at samle forskningsmiljøer og sikre, at ressourcerne målrettes de områder, hvor behovet for ny viden er størst.
Potentielle ansøgere kan f.eks. være universiteter, hospitaler, kliniske forskningsenheder og andre offentlige institutioner med forskningskapacitet. Forskningsfællesskabet skal have én hovedkoordinator, som står i spidsen for centeret og har ansvar for den samlede koordinering af forskningsindsatsen.
Ansøgningsfristen er den 13. september kl. 12 – læs mere her.
Læs også temaet ”Opgør med kvinders smerter” i Sygeplejersken nr. 1/2026 her.
Sundhedsstyrelsen uddyber ansøgningsproces:
Puljen er ikke målrettet enkeltpersoner eller enkeltstående ph.d.-projekter, men skal gå til etablering af ét samlet nationalt forskningscenter.
Det betyder, at en sygeplejerske, forsker eller anden fagperson ikke kan søge puljen alene som enkeltperson. Vedkommende kan derimod indgå som del af en ansøgning, hvis vedkommendes institution – f.eks. et hospital, universitet eller forskningsmiljø – indgår i det konsortium, der søger om at etablere centeret.
Centeret skal etableres som et samarbejde mellem flere aktører. De aktører skal finde sammen i ét konsortium og udpege én hovedansøger/værtsinstitution, som indsender den samlede ansøgning til Sundhedsstyrelsen på vegne af konsortiet.
Det er altså ikke sådan, at flere aktører sender hver deres separate ansøgning som del af samme center. Der indsendes én samlet ansøgning fra konsortiet, og hovedansøgeren har ansvar for den samlede koordinering.
Der kan godt være flere forskellige konsortier, der hver især indsender en ansøgning. Sundhedsstyrelsen vurderer herefter ansøgningerne og udmønter midlerne til ét center.
(Kilde: Sundhedsstyrelsen)
Ansøgningsfristen er den 13. september kl. 12 – læs mere her.
Læs seneste nyt fra Sygeplejersken
Læs mere07. juli 2026
Dygtighed kræver øvelse, viser forskning i talentprogram
Ny forskning viser, at sygeplejestuderende, der følger et særligt talentprogram, opnår markant bedre kliniske færdi...
Afsender
Sygeplejersken
06. juli 2026
Derfor vil Julia og Lea være sygeplejerske
Brandbil og plejehjemsuniform skal nu veksles til sygepleje og nye venner, hvis det står til Julia og Lea. De er to...
Afsender
Sygeplejersken
06. juli 2026
Sygeplejerske begik sit livs fejl - nu deler hun sine råd om overgangsalder
Overgangsalderen har fået Helle Krüger til at lave flere fejl på sit arbejde som sygeplejerske, og af samme grund h...
Afsender
Sygeplejersken
02. juli 2026
De gode historier skal frem: “Hvis vi ikke gør det, hvem gør så?”
Tre sygeplejersker vil gøre op med fordomme og forkerte fortællinger om sygeplejefaget. Der skal fokus på den høje ...
Afsender
Sygeplejersken