Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

På besøg i nej-land: En lille følelse af afmagt

Det endte med at blive et massivt ja til OK24-aftalerne, men der var trods alt nogle der stemte nej. Sygeplejersken har talt med to af de sygeplejersker, der stemte nej til overenskomstaftalen. De fortæller, at de ikke er begejstrede for aftalen, men at de alligevel ikke er overraskede over resultatet.

Publiceret: 

26. april 2024

Senest opdateret: 

26. april 2024

Af:

Josephine Stær

Jst@dsr.dk 
20240418, Michael, Nej til OK24, Sygeplejersken, 04.JPG

Foto:

Brage Borup

Det er ugen derpå for resultatet af overenskomsten 2024.

Alle sagde samlet ja, ingen skal i strejke, alt er godt.

Eller er det?

Trods det massive flertal hvor mere end 9 ud af 10 sygeplejersker stemte ja til aftalen, findes de stadig derude, nej-stemmerne. 

Sygeplejersken satte to af dem i stævne i dagene efter resultatet for at høre, hvordan det er at være en del af det mindretal, der stemte imod og stadig ikke mener, det er en god aftale.

En af dem er sygeplejerske Karen Vibeke Gerhard Jensen. Hun sidder i frokoststuen på plejecenteret i Silkeborg Kommune, hvor akutteamet hører til, når de ikke er ude hos borgerne. Hun kigger ud af vinduet på det hejste flag, der flagrer let i forårsvinden

”Det var jo ikke uventet, men det gav en lille følelse af afmagt. Jeg vidste godt, at den nej-stemme, jeg gav, ikke havde nogen virkning i sidste ende. Men det var et valg, jeg tog,” siger Karen Vibeke Gerhard Jensen. 

Cirka 230 kilometer østpå sidder Michael Avernakke Langdorf-Jørgensen på sit kontor på anden sal i det gamle Sankt Josephs Hospital på Nørrebro i København. Michael er Cand.cur. og sygeplejerske i botilbudsteamet under Psykiatricenteret, og han er enig med Karen i, at resultatet ikke var uventet.

”Jeg var ikke overrasket over, at det blev et ja til aftalen, for der har været en stor ja-kampagne siden treparten landede i efteråret sidste år. Men jeg var overrasket over, at det var et så massivt flertal. Det er et overbevisende resultat, det kan man ikke komme udenom. Så det må vi bakke op om,” siger han, mens han laver fagter med hænderne, der understøtter hans pointe. 

Nej-stemmere 

Både Karen Vibeke Gerhard Jensen og Michael Avernakke Langdorf-Jørgensen har stemt nej til OK24-aftalen. 

”Med den baggrund, jeg har som kommunalt ansat sygeplejerske, så er jeg ikke begejstret for OK24 og trepartsaftalen. Det er dog vigtigt for mig at sige, at jeg bakker fuldstændig op om den lønforbedring, som de regionalt ansatte sygeplejersker har fået, fordi de knokler på hospitalerne,” fortæller Karen Vibeke Gerhard Jensen.

”Denne gang besluttede jeg mig for at stemme nej, og det var mere som et statement. Jeg vidste godt, at min stemme ikke ville have nogen effekt, fordi jeg godt kunne fornemme, hvilken vej det bar hen. Særligt fordi vi stemte sammen med alle de andre faggrupper, siger hun.” 

Selvom Michael Avernakke Langdorf-Jørgensen er regionalt ansat og dermed får en større bid af kagen i forhold til trepartsmidlerne, har han også stemt nej.

"Jeg stemte nej, fordi jeg synes, at aftalen er dårlig. OK24-aftalen dækker overhovedet ikke tilnærmelsesvis reallønstabet – tager man treparten med, er det næsten dækket, for de sygeplejersker, der får den største bid af kagen. Trepartsaftalen er blevet argumentet for den her OK-aftale. Og jeg er ikke så glad for, at treparten bliver blandet så meget sammen med OK. Det synes jeg ikke er optimalt,” siger Michael Avernakke Langdorf-Jørgensen. 

Han slår også fast, at han mener, at de betingelser der er blevet givet i den sammenkædede afstemning, er en vej man bør passe på med at gå nedad. 

”Nu var det jo et ret overbevisende ja. Der var enkelte små faggrupper, der havde et nej. Men de kan ikke selv komme ud og forsvare deres nej, så de har været dybt afhængige af alle de andre,” siger han. 

Selvom Michael Avernakke Langdorf-Jørgensen stemte nej, så har han alligevel haft en tvivl, om hvad han skulle stemme. 

”Jeg har været i tvivl, for hvis jeg kigger på det procentmæssigt, ser det jo fornuftigt ud. Så jeg kan godt forstå, at folk har stemt ja på baggrund af treparten og OK sammen. Men hvis det udelukkende var OK i sig selv med den ramme, der var blevet sat på 8,8 vil jeg aldrig have overvejet at stemme ja til aftalen,” siger han. 

KarenGerhardJensen0002.JPG

Karen Vibeke Gerhard Jensen, der er sygeplejerske på 38. år, tror ikke på, at hun i sit arbejdsliv når at få en stor lønfremgang. Men hun ser det trods alt som et skridt i den rigtige retning, og hun er glad på sine yngre kollegaers vegne.

Foto:

Tor Birk Trads

Gode forhandlere 

Michael Avernakke Langdorf-Jørgensen slår fast, at ved han, at forhandlerne har gjort deres bedste for at forhandle sig frem til den bedst mulige aftale. 

”Når Dorthe Boe Danbjørg går ud og siger, at det her var den bedste aftalte de kunne komme ud med, er jeg både tryg ved og overbevist om, at det er fuldstændig rigtigt. Vores forhandlere har knoklet røven ud af bukserne for at få det her resultat,” siger Michael Avernakke Langdorf-Jørgensen og tilføjer: ”Når jeg stemmer nej, så er det et nej til arbejdsgiver.” 

Karen Vibeke Gerhard Jensen er enig i, at Dorthe Boe Danbjørg og de andre forhandlere har gjort, hvad de kunne i forhandlingerne. Så det er ikke en kritik rettet mod dem, men det er mere en generel kritik. 

Vi som sygeplejersker i den primære sektor er blevet glemt i det her. Jeg ved jo, at det var nogle benhårde forhandlinger i Finansministeriet i efteråret 2023, og at Dorthe Boe Danbjørg helt sikkert har gjort, hvad hun kunne. De trepartsmidler, der blev uddelt, var øremærkede, så der var nogle der fik, mens andre ikke fik. Men jeg har virkelig forståelse for, at det er megasvært at trænge igennem i det politiske system,” siger Karen Vibeke Gerhard Jensen. 

A-hold og B-hold 

Trepartsmidlerne og særligt fordelingen af dem har skabt en del fortvivlelse – særligt i blandt de kommunale sygeplejersker, som ikke er blevet tilgodeset i lige så høj grad som de regionale sygeplejersker er. Karen Vibeke Gerhard Jensen beskriver det som en opdeling med et A-hold og et B-hold og en splittet faggruppe. 

”Når jeg taler om et A-hold og et B-hold, er det ikke min egen opfattelse af værdien af sygeplejersker. Men det er politisk, at man prioriterer de hospitalsansatte frem for de kommunalt ansatte sygeplejersker,” slår Karen Vibeke Gerhard Jensen fast og tilføjer:

”Der er i min optik en manglende viden i det politiske system om de forskellige faggruppers kompetencer i sundhedssystemet, herunder sygeplejersker.” 

Karen Vibeke Gerhard Jensen har haft brug for at lufte nogle af sine frustrationer, og det har hun gjort på Facebook. 

”Jeg har delt nogle af mine tanker i en kommentar på Facebook, fordi jeg tænkte, at det havnede et sted, hvor nogen i Dansk Sygeplejeråd måske så det. Jeg ville gerne vise, at det ikke er alle der er glade for resultatet. Dermed ikke sagt, at jeg ikke forstår andres glæde, for det gør jeg, men det var vigtigt at slå fast, at man altså skal huske os sygeplejersker i den primære sektor,” fortæller hun. 

Fremadrettet 

Nu er OK24 aftalen trådt i kraft. Både Karen Vibeke Gerhard Jensen og Michael Avernakke Langdorf-Jørgensen håber dog på, at OK26 byder på en bedre aftale.  

”Nu har vi en forhandling igen om to år, og den ser jeg meget frem til. Bliver det modus operandi fremover at gøre det på den her måde, hvor man er sammenkædet? Hvis det bliver det, så har OK24 sat store historiske spor,” fortæller Michael Avernakke Langdorf-Jørgensen. 

Karen Vibeke Gerhard Jensen, der er sygeplejerske på 38. år, tror ikke på, at hun i sit arbejdsliv når at få en stor lønfremgang. Men hun ser det trods alt som et skridt i den rigtige retning, og hun er glad på sine yngre kollegaers vegne, og hun håber på, at de kommer til at kunne se frem til en løn, der er tilsvarende uddannelsesniveauet og ansvar sammenlignet med andre sammenlignelige faggrupper. 

Michael, sygeplejerske

Michael Avernakke Langdorf-Jørgensen er både tryg ved og overbevist om, at det er rigtigt, at man ikke kunne forhandle en bedre aftale hjem. ”Vores forhandlere har knoklet røven ud af bukserne for at få det her resultat. Når jeg stemmer nej, så er det et nej til arbejdsgiver, siger han.

Foto:

Brage Borup