Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Sundhedsplejersker skal med i vuggestuen

Ny forskning anbefaler et tættere samarbejde mellem sundhedsplejersker og pædagoger. Ifølge Jeanne Vetterstein, forperson i Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, kan det styrke både børnene og samarbejdet med forældrene.

Publiceret: 

8. oktober 2026

Senest opdateret: 

19. oktober 2026

Af:

Emma Holm Haugaard

ehh@dsr.dk
Jeanne Vetterstein 73268061

Foto:

Brage Borup. Jeanne Vetterstein er forperson i Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker.

Mens sundhedsplejersker møder børnene allerede få dage efter, de er kommet til verden, og så følger dem gennem de første mange måneder af livet, så lærer pædagogerne først børnene at kende, når de starter i vuggestue. I overgangen fra hjem til daginstitution kan sundhedsplejerskerne sidde med vigtig viden om barnets trivsel, udvikling og familiens situation, som nemt kan gå tabt.

Ny forskning viser, at et tidligt og tæt tværfagligt samarbejde mellem sundhedsplejersker, pædagoger og forældre kan give børn i udsatte positioner et bedre udgangspunkt i vuggestuen, fordi pædagogerne dermed får mere indsigt i barnets behov og familieforhold allerede fra start.

Jeanne Vetterstein er forperson i Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, og hun ser især, at sundhedsplejersker kan være med til at skabe en fælles forståelse af barnet.

”Hvis barnet har en periode, hvor det er lidt anderledes i sin adfærd, så kan pædagogerne måske nemmere spørge ind til det, og de kan bedre tage hånd om barnet, hvis de har information om barnet fra barnets sundhedsplejerske. Det kan jo være, at der er en bagvedliggende årsag til den ændrede adfærd,” fortæller hun og påpeger samtidig, at vidensdeling altid skal ske i samarbejde med forældrene.

Nogle gange kan det være svært for familier at få udtrykt sig på en måde, som bliver forstået

Jeanne Vetterstein, forperson i Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker

Sundhedsplejerske som brobygger

Ifølge forskningen kan sundhedsplejerskerne være med til at skabe tryghed hos både børn og forældre i forbindelse med overgangen. Det skyldes, at pædagogerne får et godt kendskab til familien og barnet, som så kan danne grobund for at få etableret et gensidigt og ligeværdigt samarbejde med forældrene.

Jeanne Vetterstein oplever også, at sundhedsplejersker ofte kan være med til at bygge bro mellem familier og daginstitutioner.

"En af gevinsterne ved et tættere samarbejde vil være i forbindelse med samarbejdet mellem forældre og pædagoger. Nogle gange kan det være svært for familier at få udtrykt sig på en måde, som bliver forstået,” fortæller hun.

I nogle kommuner holder sundhedsplejerskerne overgangssamtaler med daginstitutionerne, hvis et barn er i en udsat position. Ifølge Jeanne Vetterstein handler det ikke kun om at dele viden, men også om at skabe forståelse mellem familie og daginstitution.

”Sundhedsplejerskerne oplever at være formidleren i de samtaler. Den, der kender familien og kan sørge for, at der ikke opstår misforståelser om det, forældrene forsøger at fortælle. Det kan også være forældrene, der forstår daginstitutionen på en anden måde. Her kan man hjælpe med at forklare, hvorfor institutionen gør, som den gør, og hvorfor det er betydningsfuldt," fortæller Jeanne Vetterstein.

Ressourcer og travlhed

Forskningen peger konkret på, at pædagogerne kan møde barnet i eget hjem før opstart, og at sundhedsplejersker i højere grad kan følge barnet efter opstarten.

Men hvis det skal lykkes i praksis, så kræver det flere ressourcer, mener Jeanne Vetterstein.

"Hvis vi ikke får ekstra midler, betyder det, at der er noget andet, der skal prioriteres fra. For de flestes vedkommende i hvert fald. Så for mig er det et spørgsmål om ressourcetilførsel. Og det er jo ikke kun sundhedsplejen, der skal have ressourcer til det. Det er jo bestemt også institutionerne, som er meget pressede," siger hun.

Grethe Kragh-Müller er forskeren bag forskningsrapporten, og hun stemmer i med forpersonen.

”Vores forskning viser, at når det tværfaglige samarbejde fungerer, får man understøttet børnene bedre. Men vi kan også se, at det er svært at få et tværfagligt samarbejde i gang, fordi sundhedsplejerskerne og pædagogerne har travlt. Der er jo ingen af dem, der sidder og triller tommelfingre,” udtaler hun til en artikel på BUPL.dk.

Vi ville elske at komme på halvandet års- eller treårsbesøg i hjemmet. Det er nogle ret betydningsfulde besøg, fordi udfordringer ofte bliver mere synlige på det tidspunkt

Jeanne Vetterstein, forperson i Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker

Drømmer om flere besøg

Selvom nogle kommuner allerede har gang i et samarbejde mellem sundhedsplejersker og pædagoger, når det gælder børn i udsatte positioner, så er det meget forskelligt fra kommune til kommune, hvordan man samarbejder på tværs, fortæller Jeanne Vetterstein.

Derfor mener hun også, at kommunerne ville kunne styrke overgangen, hvis der kom et fælles udgangspunkt for samarbejdet.

”Der skal skabes en eller anden form for struktur, så der kommer en fælles ramme og et fælles sprog. Det kan evt. være en rettesnor, så det bliver tydeligt for begge faggrupper, hvad vi skal med sådan en indsats,” siger hun og fortsætter:

"Det her drejer sig om, at vi har et barn, som skal have de bedste betingelser for udvikling og læring. Det betyder, at de rammer, vi tilrettelægger omkring barnet, bør være på plads."

Og for at hjælpe børnene og forældrene mest muligt i de første år af børnenes liv, drømmer Jeanne Vetterstein også om at kunne følge børnene længere ind i livet. Helt ligesom forskningen også anbefaler, sundhedsplejerskerne kunne gøre:

"Vi ville jo elske at komme på halvandet års- eller treårsbesøg i hjemmet. Det er nogle ret betydningsfulde besøg, fordi udfordringer ofte bliver mere synlige på det tidspunkt. Kravene til forældreskabet bliver større, og forældrene bliver udfordret på, hvordan de håndterer børnene, når deres vilje og temperament for alvor begynder at træde frem.”

Læs forskningsrapporten her.

Læs mere om Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker her.

Dansk Sygeplejeråd anbefaler treårsbesøg

  • DSR anbefaler, at alle børn tilbydes et besøg af sundhedsplejersken som treårige.

  • Baggrunden er, at de første 1.000 dage af et barns liv har stor betydning for barnets udvikling og trivsel.

  • Besøget skal bl.a. have fokus på familierådgivning om f.eks. kost, søvn, opdragelse og skærmbrug.

  • Derudover skal besøget bygge bro til barnets vuggestue- og børnehaveliv samt udføre en mental screening af barnet ved behov.

Læs mere om Dansk Sygeplejeråds sundhedspolitiske udspil om sundhedsplejersker her.