Nyhed
Sygeplejersken Anita blev ansat til at styrke psykiatrien: Nu gør det en mærkbar forskel
Flere besøg, mere sikkerhed og en højere kvalitet af patientpleje er resultaterne af ansættelse af ekstra sygeplejersker i den retspsykiatriske distriktspsykiatri i Region Syddanmark.
Publiceret:
15. april 2025
Senest opdateret:
15. april 2025

Foto:
Birgitte Carol Heiberg
For lidt over et år siden satte sygeplejerske Anita Oster Sandvej sig i bilen for den udekørende retspsykiatri i Region Syddanmark for første gang. Her dækker hun Faaborg, Svendborg og op til Odense på Fyn. Anita Oster Sandvej er en af de i alt fire ekstra personer, som blev ansat for at styrke psykiatrien.
“Jeg synes, jeg har et fantastisk arbejde. Jeg synes, vi i retspsykiatrien kan gøre en forskel og tackler mange situationer,” fortæller Anita Oster Sandvej til Sygeplejersken.
Som et led i planen “En robust psykiatri” ansatte regionen for et år siden to nye sygeplejersker og to nye socialrådgivere, og her 12 måneder efter er forandringen til at tage at føle på.
Det fortæller Charlotte Borg Beck, der er oversygeplejerske i Retspsykiatrisk Distriktspsykiatri i Psykiatrisk Afdeling Middelfart.
"Vi vælger at køre to, når vi synes, det har en gavnlig eller sikkerhedsmæssig effekt."
Anita Oster Sandvej, sygeplejerske“Jeg synes altid, det er dejligt, når vi får ressourcer til de mennesker, der er nogle af de svageste i vores samfund. Det gør, at vi kan lægge nogle flere besøg ind, og det betyder noget for kvaliteten af patientplejen og vores egen sikkerhed. Det giver os nogle ekstra muligheder. Det giver også lidt mere luft i kalenderen til, at man kan planlægge mere akutte besøg, når der er behov for det,” siger Charlotte Borg Beck.
Læs også: Nyt psykiatriudspil giver håb: Sygeplejerske glæder sig over mulig ekstra finansiering
To sygeplejersker, ét besøg
I den udekørende retspsykiatri dækker teamet alle de ambulante behandlingsdømte i alle 22 kommuner i Region Syddanmark.
Teamet møder oftest dobbeltbelastede patienter, som både har en psykisk lidelse og et misbrug. Derfor kan det være en god idé at køre to sygeplejersker ud til en borger. Og det har ansættelsen af de to ekstra sygeplejersker tilbage i foråret 2024 givet større mulighed for.
"Der er nogle gange, hvor vi vælger at være to, fordi vi ikke altid ved, hvad vi kommer til. Der kan være både patienten eller dennes gæster, som ikke synes, det er så spændende vi kommer," fortæller Charlotte Borg Beck.
At arbejdsmiljøet er mere sikkert, kan mærkes, fortæller Anita Oster Sandvej, der også er glad for den ekstra sygeplejefaglige sparring, som er muligt ved at være to afsted. F.eks. har de altid én bestemt borger, som de vælger at køre to ud til, forklarer hun.
"Det handler om at sikre hinanden. Patienten kan også blive verbal eller fysisk opkørt, så kan det være deeskalerende, at en kollega kan forklare sagen fra en anden vinkel. Så det kan noget, hvis han bliver vred på den ene, så kan man skifte over til den anden. Så bliver rytmen brudt, så vi kan komme videre i forløbet, i stedet for det eskalerer. Vi vælger at køre to, når vi synes, det har en gavnlig eller sikkerhedsmæssig effekt. Vi sikrer både hinanden og sikrer også patienten," siger hun og uddyber:
“I den faglige del kan det være, at man synes, man er kørt lidt fast eller bliver i tvivl, for det er overvejende den samme sygeplejerske, der ser patienten, og der kan man godt blive usikker på, om man bliver blind på noget, så der er det godt at kunne få den faglige sparring ind.”

Anita Oster Sandvej bruger både tiden i bilen på at spise frokost og arbejde mellem sine besøg.
Foto:
Birgitte Carol Heiberg
“I bund og grund er det bare positivt, at man styrker psykiatrien."
Charlotte Borg Beck, oversygeplejerskePositivt at psykiatrien bliver styrket
Både sygeplejersken og oversygeplejersken er enige i, at det er vigtigt i det hele taget at styrke psykiatrien ved at kaste flere ressourcer efter området.
“I bund og grund er det bare positivt, at man styrker psykiatrien,” mener Charlotte Borg Beck.
For personalet har det gjort en forskel at ansætte to ekstra socialrådgivere og to ekstra sygeplejersker. Det betyder, at teamet nu består af 22 sygeplejersker.
Men kan patienterne også mærke en forskel?
"Jeg håber, hvis man spørger patienterne og bostederne, at de vil sige, at vi er mere tilgængelige. På sigt når vi kommer mere ind i misbrugsbehandlingen, er jeg overbevist om, de ville kunne mærke en forskel," afslutter Charlotte Borg Beck.
Læs seneste nyt fra Sygeplejersken
Læs mere16. april 2025
Camilla skal arbejde, til hun er 72 år
Der er 36 år til, at sygeplejerske Camilla Rasmussen kan få sin folkepension som 72-årig. Hun er ét af ansigterne i...
Afsender
Sygeplejersken
15. april 2025
Sygeplejersken Anita blev ansat til at styrke psykiatrien: Nu gør det en mærkbar forskel
Flere besøg, mere sikkerhed og en højere kvalitet af patientpleje er resultaterne af ansættelse af ekstra sygepleje...
Afsender
Sygeplejersken
14. april 2025
Mennesker med demens skal have omsorg frem for medicin
Nye nationale kliniske anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen fastslår, at mennesker med demens som udgangspunkt ikke s...
Afsender
Sygeplejersken
11. april 2025
Prisvindere har skabt kæmpe værdi for unge patienter
Et initiativ, som sikrer en tryg overgang fra børne- og ungeafdelingen og ind i voksenafdelingen, har vundet "Årets...
Afsender
Sygeplejersken