Nyhed
Uddannelsesminister Christina Egelund: "Vi har ikke kunnet finde penge til det inden for rammerne"
Dansk Sygeplejeråd ønsker at få indført refusionstaxameter på sygeplejerskeuddannelsen, men det er ikke en økonomisk prioritering for regeringen i deres udspil til en uddannelsesreform, lyder det fra ministeren.
Publiceret:
22. oktober 2024
Senest opdateret:
23. oktober 2024
Foto:
Dansk Sygeplejeråd
De sidste spørgsmål til uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) var blevet stillet på et virtuelt medlemsmøde mandag aften omkring regeringens udspil til uddannelsesreform, da forkvinden for Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg, fik det sidste ord.
”Der kan indføres refusionstaxameter, så man er sikker på, der bliver kanaliseret nogle penge ud til at styrke indsatsen i praktikken,” konstaterede hun spørgende.
Netop snakken om refusionstaxameter, der betyder, at praktikstederne direkte får penge per de studerende, man har, har været et fokuspunkt for Dansk Sygeplejeråd i arbejdet for at skabe bedre rammer og vilkår for sygeplejerskeuddannelsen. I dag bliver praktikken på sygeplejerskeuddannelsen finansieret gennem kommuner og regioners rammebudget.
Men decideret at indføre refusionstaxameter, som der f.eks. i dag gives på jordemoder-, ergo- og fysioterapeutuddannelserne, kommer ikke til at ske. Det gjorde ministeren klart på et møde med Dansk Sygeplejeråds medlemmer mandag aften, hvor over 100 deltog.
”Jeg ved godt, det står højt på jeres ønskeliste, og det er heller ikke første gang, du (Dorthe Boe Danbjørg, red.) rejser det. Vi har ikke prioriteret det. For at være helt ærlig, er det ret dyrt. Så vi har valgt at prioritere de midler, vi har, som er 2,1 milliarder kroner – selvfølgelig fordelt på mange uddannelser – ind i selve uddannelse, udstyr, flere timer, mere vejledning og nærhed i studiet.”
”Det er klart, at der ligger noget ude på praktikstederne, som er vigtigt. Jeg synes, I skal blive ved med at rejse det her alle de steder, hvor I kommer. Vi har ikke kunnet finde penge til det inden for rammerne, selvom vi havde over to milliarder,” lød det fra uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M).
Danske Regioner: Et stort, fælles ønske
Dansk Sygeplejeråd anbefaler, at der skal indføres refusionstaxameter på sygeplejerskeuddannelsen som en direkte finansiering af praktikken. Formålet er, at man blandt andet skal mindske frafaldet på sygeplejerskeuddannelsen samt f.eks. skabe bedre økonomiske muligheder for kompetenceudvikling og tidsmæssig prioritering af vejledningsopgaven.
I medlemsmødet deltog også Anders Kühnau, formand for Danske Regioner. Han bakker op om refusionstaxameteret på sygeplejerskeuddannelsen.
”Der har vi et meget stort, fælles ønske med DSR om at få refusionstaxameter. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi holder fast i, at det er så væsentligt en del af uddannelsen, så det er helt nødvendigt, at vi også har stort fokus på kvaliteten af praktikforløbene,” sagde Anders Kühnau.
På medlemsmødet var der også spørgsmål og debat om især afkortning af uddannelsen og mindre undervisning i videnskabsteori, hvilket også har fyldt på et tidligere møde om regeringens udspil.
Læs mere om uddannelsesreformen
13. december 2024
Bedre praktik kræver flere penge
Flere uddannelseshospitaler, hvor studerende kan komme i praktik i særligt studievenlige rammer, kan løfte kvalitet...
Afsender
Sygeplejersken
Emneord
09. december 2024
På egne ben i praktikken
På Uddannelseshospital Amager har sygeplejerskestuderende i praktik deres egne stuer og egne patienter. Projektet e...
Afsender
Sygeplejersken
Emneord
22. oktober 2024
Uddannelsesminister Christina Egelund: "Vi har ikke kunnet finde penge til det inden for rammerne"
Dansk Sygeplejeråd ønsker at få indført refusionstaxameter på sygeplejerskeuddannelsen, men det er ikke en økonomis...
Afsender
Sygeplejersken
Emneord
09. oktober 2024
Sygeplejersker er bekymrede over afkortning af uddannelse
På et virtuelt medlemsmøde onsdag aften delte flere sygeplejersker deres bekymringer om regeringens udspil til udda...
Afsender
Sygeplejersken
Emneord