Læs, lyt og lær: Lillian og Methe er APN-sygeplejersker med fokus på de små ting, der gør den store forskel

Denne artikel er et uddrag af podcasten ”Midt i sygeplejen” hvor du kan lære meget mere om APN. Klik her for at lytte.

De var på det første danske hold af APN-sygeplejersker, der begyndte uddannelsen i Aarhus i 2019. To år senere var de færdige og blev straks efter ansat i henholdsvis Aarhus og Aalborg kommuner. Podcasten ”Midt i sygeplejen” har sat fokus på APN-sygeplejerskerne, da de er en relativ ny uddannelse, der stadig er i gang med at finde pladsen rundt omkring i sundhedsvæsenet. Sikkert er det dog, at der er brug for kompetencerne som APN-sygeplejerskerne kommer med.

For både Lillan Hejlskov og Methe Elbeck var der én ganske særlig årsag til, at de valgte at starte op på APN-uddannelsen tilbage i 2019. Mette Elbeck fortæller.

• Jeg blev uddannet i sin tid i 2018 fra akut modtageafdeling i Aalborg, hvor det ofte går hurtigt. Der kommer mange patienter ind, og der er mange gengangere. Der er mange multisyge patienter, som jeg ofte oplevede som sygeplejerske, at man længes efter at gøre lidt ekstra for. Og det forsøgte man også at gøre inde på sygehuset. Man forsøgte at lave den ene og den anden aftale med kommunen og alt muligt, og holde lidt ekstra på dem for at sikre sig, at de landede godt ude på den anden side. Og så kunne man sådan blive sådan, sænke skuldrene lidt, når det var, at de så kom igen efter to-tre dage, hvor man tænker, hvad er det, der er gået galt i den her transfer mellem sygehuset og eget hjem og kommunen og den sygepleje, der er derude? Da jeg så, at den her nye uddannelse kom frem, hvor der var en mulighed for at dykke ned i kompleksitetsgraden af lige præcis den her patientgruppe, så tænkte jeg, at det skulle jeg gøre, for nu har jeg fået en mulighed for at bevæge mig på tværs. Jeg kan sætte mig som den her lille tæge på patienten og følge dem frem og tilbage, fortæller Mette Elbeck mens Lillian Hejlskov supplerer.

• De sidste to år forinden, at jeg kommer på uddannelsen, var jeg i det aarhusianske kommunale akutteam, hvor vi fungerer som beredskab, hvor vi træder ind, når det er, at en borger bliver ustabil. Jeg oplevede rigtig tit med de allerskrøbeligste borgere og de allermest svækkede borgere, jamen der var det faktisk rigtig svært at gøre den store forskel, når vi kom som beredskab, når borgeren allerede var ustabil. Det brændte jeg helt vildt meget for at se på, der er jo noget, der skal træde til lang tid før, at vi står her fredag aften, lørdag nat og skal løse det. Der skal ligge en forebyggende plan. Vi skal have set hinanden i øjnene, og vi skal have talt om, hvad er det, der skal ske, hvilken plan skal vi have lagt. Der er en hel masse faktorer, som gjorde, at jeg tænkte, det er simpelthen det jeg skal. Jeg brænder meget for at arbejde med at forebygge, at vi overhovedet kommer til de her ustabile situationer. Selvfølgelig bliver man syg, men skal vi, og hvor meget skal vi indlægge, og hvor meget skal vi behandle? Jeg så rigtig mange uhensigtsmæssige indlæggelser, skrøbelige ældre, som fik en rigtig skidt sidste tid, i stedet for at fokusere på, hvad kan vi gøre inden for rammerne i den bolig, som borgeren allerede opholder sig i, fortæller Lillian Hejskov.

Nu har i begge arbejdet cirka tre år som APN-sygeplejersker, har I så gjort den forskel i drømte om?

• Ja, helt sikkert, og det kommer på mange forskellige planer. Man kan tale om, hvorvidt det er den store forskel man gør. Den forskel jeg oplever, vi gør, det er mange små forskelle, når man snakker om livskvalitet for den enkelte borger. Et begreb vi bruger meget i vores arbejde, når vi snakker forebyggende, og vi forsøger at undgå, at de her borgere unødvendigt kommer ind på sygehuset, hvis det ikke er det de ønsker, så snakker vi om, ”hvad nu hvis-planer”. Og det, vi egentlig kan gøre i de enkelte forløb, når vi snakker forskel, det er jeg har muligheden for ligesom at hæve mig op i en eller anden form for helikopterperspektiv omkring forløbet. Så når man snakker om, at hele forløbet er som en garnnøgle, hvor en hulens masse relevante parter er kommet ind over, fordi at alle har en faglighed at spille ind med, da de godt kan se, at det begynder at skrante for patienten. Vi går ind og spørger borgeren, hvad denne oplever som værende sit største problem? Det kan nogle gange, til stor forbavselse for alle, være noget andet, end hvad vi oplever er problemet. Så hvis man skal rykke noget med lige præcis den her patientgruppe, så skal man gå ind og kigge på, hvad oplever de som det største problem, og hvordan kan vi hjælpe dem igennem det. Så det vi gør med den her garnnøgle, det er, at vi sætter alle relevante samarbejdspartnere omkring et bord og siger, hvad gør I inden for den her indsats? Lad os kalde ham Karsten. Karsten har det her ønske og det her behov, og hvordan kan vi hver især mødes, så vi samlet kan hjælpe Karsten til at få det liv, han ønsker for sig selv. Så man kan kalde os en form for blæksprutte, som har det her helhedsblik på borgeren, hvor vi ikke går ind monofagligt og kigger på én ting, men kigger på alle tingene og deres indvirkning på hinanden. Både med organsystemer, men også når vi snakker medicinske præparater. Vi kigger også ind i, hvor mange afdelinger den her borger er tilknyttet. Har han tre ambulante forløb plus egen læge, der er inde over. Så er det lige pludselig fire læger, som hver især har muligheden for fx at ordinere et præparat, og de snakker ikke altid lige sammen om, hvordan de præparater indvirker på hinanden. Sådan nogle ting kunne det også være, at vi arbejder med for at skabe et bedre forløb og livskvalitet for en borger.

Lillian Hejlskov supplerer.

• Det er det, som kendetegner jobbet, at man kommer ind fordi der er en begyndende ustabilitet, og der er ikke længere nogen, der har det store overblik. Så er det netop det, vi kan. Vi kommer med nogle ressourcer, vi kommer med en faglighed og vi kommer med et overblik og erfaring med lige præcis det her med, at det er blevet lidt mudret, hvor der ikke længere er nogen der har overblikket. Igen tager vi udgangspunkt i hvad er det borgeren ønsker og hvad er det så, der er den rigtige plan. Så det vi kan er at komme med ressourcer, altså at få folk til at tale sammen, få ringet ind til den kardiolog, få ringet til de pårørende, få talt med borgeren og så få det samlet. Ofte er fokus på det team, der er ved borgeren. For det er jo ikke fordi det her er noget nyt. Man har altid forsøgt at prøve at lægge nogle planer, men med den kompleksitet, der er i dag, så er det bare ikke lige noget en sygeplejerske på et plejehjem eller i en hjemmeplejegruppe kan vinge af på den time, som hun har til hver enkelt borger. Nogle gange har jeg brugt hele dagen på ét borgerforløb, hvis kompleksiteten er stor, fortæller Lillian Hejlskov.

En uddannelse med fokus på faglighed og organisering

Når man kigger på fagene på APN-uddannelsen, så er det sådan noget som multisygdomme, organisering, koordinering, som er en del af den to-årige uddannelse. Hvad er det, hvis I skal sætte nogle ord på I kan nu, som I ikke kunne før?

• Den store forskel, som vi bruger i klinisk praksis, det må læne sig op ad det fag, der hedder helhedsvurdering. Det er også det fag, der tæller flest ECTS-point. Her har vi blandt andet lært at anvende et stetoskop. Vi lærer at perkutere, som man kalder det, og palpere, hvor vi simpelthen lærer at lave en top-til-tå undersøgelse af patienten. Det kan være, at det har været en borger, der har haft en specifik klage fra et specifikt område. Det kan være, at han har haft ondt i maven. Det kan også være, at der i længere tid har været en problematik, som man ikke har kunne sætte fingre på, hvor vi går ind og laver en top-til-to undersøgelse. Her går vi ind og tjekker alle hjernenerver af for at se, om der er noget, der afviger. Vi mærker på lymfer, tjekker reflekser, lytter til hjertet, lunger og maven, går helt ned og kigger på deres storetå og ser, om det den, den er gal med? Vi arbejder stadigvæk inden for sygeplejens virksomhedsområde, og det vi så kan er at pege på, hvad der med stor sandsynlighed skal til, for at udrede patienten eller måske igangsætte en behandling, fortæller Mehte Elbeck.

Vil du høre mere om de to sygeplejerskers anderledes arbejdsliv som APN-sygeplejersker, så hør hele afsnittet af ”Midt i sygeplejen” om APN ved at klikke her. Samme sted finder du en række andre podcast med fokus på sygeplejersker og sygeplejefaglighed. God lyttelyst.