Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Region Sjælland tages af landkortet i ny sundhedsreform

Kredsforkvinde Michelle Servé advarer: Sygeplejerskerne er rygraden i vores sundhedsvæsen - et godt sundhedsvæsen kan derfor ikke alene basere sig på antallet af læger

Publiceret: 

18. september 2024

Senest opdateret: 

18. september 2024

Af:

Lis Mortensen

lm@dsr.dk

Regeringen har i dag præsenteret sit bud på en sundhedsreform. Som en del af reformen bliver Region Sjælland og Region Hovedstaden lagt sammen til én ny mastodont, Region Østdanmark, som vil dække tæt på 50 % af Danmarks befolkning.

Regionerne skal dermed fortsat styre sundhedsvæsnet, men fremover i samarbejde med 17 sundhedsråd, bestående af lokalpolitikere og regionsrådspolitikere. Disse råd skal arbejde på tværs af kommunerne i de fire regioner.

På pressemødet d.d. blev det pointeret, at formålet med reformen er at sikre mindre ulighed i sundhed, mere nærhed i sundhedstilbuddene og flere læger i yderområderne.

Regeringen nævnte ikke sygepleje og sygeplejersker en eneste gang.

Kredsforkvinde Michelle Servé udtaler:

”Jeg er enig med regeringen i, at der er behov for at fremtidssikre vores sundhedsvæsen, så det matcher demografi, ulighed i sundhed, nye behandlingsmetoder, økonomi og efterspørgslen på arbejdskraft.

Jeg håber inderligt, at der med denne reform ikke blot er tale om en ”skrivebords-øvelse”, som på papiret får tal og statistikker til at tage sig godt ud på glittet papir. Vi vil følge det nøje, når regeringen i den kommende tid udfolder reformen yderligere – og ser frem til at der i den forbindelse bliver klarhed over sygeplejerskernes rolle.

Med det foreliggende udspil kan jeg dog være bekymret for om den nærhed, der italesættes, alene omhandler nærhed i forhold til alment praktiserende læger. Der er jo det samme behov for nærhed til de sygeplejersker, der er patienters og borgeres allernærmeste samarbejdspartnere i forhold til sygdom og sundhed.

Kreds Sjælland ser frem til at samarbejde med Kreds Hovedstaden og alle øvrige relevante parter for at sikre et sundhedsvæsen i den nye store region, som tilgodeser patienter og borgere; men vi vil selvsagt særligt have fokus på, at sygeplejen får den nødvendige prioritet, at medarbejderne inddrages og høres – og at ingen sygeplejersker flyttes imod deres vilje.”

Følg også med på DSR.dk, hvor der løbende vil være nyt om sundhedsreformen.