Det unge hul i systemet

Forestil dig, at du er ung og har været svært påvirket. Så svært påvirket, at du er endt på hospitalet til afrusning. Men hvad afslutter behandlingen? Hvem griber dig?

Kort tid efter, at Sussie Bratbjerg Israelson startede som ledende oversyge­plejerske i afdelingen for børn og unge på Herlev Hospital, opdagede hun et tydeligt hul i sundhedsvæsenet lige foran hende.

„Vores procedure var sådan set rigtig nok. Vi afrusede det unge menneske, skrev en underretning og kunne så udskrive, når vedkommende var ovenpå igen. Men vi slap jo så et ungt og sårbart liv uden at vide, hvem der greb det efter­følgende. Der var simpelthen et hul i systemet mellem hospital og kommune eller det tilbud i kommunen, som kunne gribe personen,“ forklarer Sussie Brat­bjerg Israelson.

Beskrivelsen af behandlingen af de sår­bare børn og unge på Herlev Hospital er formentlig slet ikke enestående. Og den ledende oversygeplejerske frygter, at hul­let findes på de fleste af landets hospitaler.

Men på Herlev og Gentofte Hospital er hullet lukket. Via midler i Region Hovedstaden til at styrke det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, har børne­ og ungeafdelingen nu ansat lan­dets formentlig to første socialsygeplejer­sker, der er målrettede til en ekstra indsats over for de sårbare børn og unge.

En sløjfebinder

Katrine Buhl Jeppesen er en af de to nye børne­ og unge­socialsygeplejersker. Hun har en hel håndfuld små emblemer tydeligt foran på sin arbejdskittel. Et af emblemerne er et regnbue­symbol.

„Jeg skal sikre den unges tillid, så ved­kommende mærker, at her er en voksen, som man kan stole på. Mine emblemer er helt bevidst en del af mine signaler om, at jeg respekterer alle mennesker, også et ungt menneske, der måske er i tvivl, eller som føler sig anderledes og naturligvis gerne alligevel vil respekteres,“ siger hun.

Som børne­ og unge­socialsyge­plejerske skal Katrine Buhl Jeppesen hur­tigt skabe en relation til den unge patient.

„Jeg er en form for sløjfebinder. Målet er, at jeg kan binde vedkommende til det naturlige sted videre efter den akutte behandling. Jeg kender folk rigtig mange steder rundt om i kommunerne. Der er også mange andre relevante steder som f.eks. Livslinjen, Børnetelefonen og Headspace. Jeg knytter kontakter alle de steder, hvor de unge kan få hjælp. Men også de steder, hvor vi ved, at de unge færdes. Jeg er f.eks. lige nu ved at skabe kontakt til Joannahuset.“

Forebygger et liv med problemer

For Sussie Bratbjerg Israelson handler det ikke kun om at hjælpe det unge menneske godt videre. Hun tror på, at den nye model fremover vil forebygge, at en lang række mennesker havner mere perma­nent som sårbare liv som voksne.

„De to børne­ og unge­socialsyge­plejersker skal bygge bro mellem indsat­sen her på hospitalet og den kommune, der efterfølgende skal sikre, at det unge menneske kommer fint videre i livet. Det pudsige er, at ingen jo synes, at det er hverken underligt eller overflødigt. Man kan undre sig over, at der ikke er lavet dette arbejde tidligere. Vi forebygger jo, at den sårbare tid vokser og bliver et permanent problem,“ siger den ledende oversygeplejerske.

Også for afdelingssygeplejerske Nicole Mönkemöller, der skal lede ind­satsen sammen med de to nye børne­ og unge­socialsygeplejersker i dagligdagen, giver modellen masser af mening.

„I børnemodtagelsen møder vi mange unge med ondt i sjælen. Det kan vise sig ved, at den unge har forsøgt selvmord, eller måske har haft et meget voldsomt alkoholindtag på en gang, ondt i maven eller måske noget helt tredje. De skal hjælpes videre på bedste vis og ofte på forskellige måder. Hvert enkelt unge menneske har forskellige behov for støtte og vejledning. Det er dét, som den nye funktion skal aflæse og se lynhurtigt. Ka­trine er tæt på og vil ofte møde den unge, når vedkommende er mest sårbar og vil derfor kunne være en rigtig god støtte og hjælp med at finde den bedst mulige løsning for den enkelte,“ forklarer afde­lingssygeplejerske Nicole Mönkemöller.

Hun suppleres hurtigt af Katrine Buhl Jeppesen:

„Ja, jeg beskriver det nogle gange som, at min funktion også er at kunne tale ’jyde til jyde’. Jeg er jo ikke psykolog. Men jeg er sygeplejerske, og jeg ser altså bare ofte noget, som SSP eller politiet jo måske ikke lige ser ved første øjekast. Der kan jeg så blive det gode bindeled.“

Håber at modellen spredes

Det er ikke en dyr løsning at lukke hullet i systemet. Ordningen med de to særlige sygeplejersker koster rundt regnet en million kroner årligt, som nu er bevilget permanent for Herlev og Gentofte Hospi­tal.
Men Sussie Bratbjerg Israelson kender ikke lignende eksempler fra andre børne­ og ungeafdelinger.

„Det burde jo være helt naturligt, at vi griber, når vi ser et ungt menneske mistrives. Når hullet har kunnet eksistere, handler det nok om, at de unge havner midt mellem to stole. De hører jo ikke til i psykiatrien – en del af dem risikerer også at skifte hylde i vores system, fordi de bliver registrerede som voksne, når de fylder 18 år. Men ofte bunder et stort misbrug eller et selvmordsforsøg jo i en eller anden mistrivsel,“ siger hun.

Nicole Mönkemöller og børne­unge socialsygeplejerske Katrine Buhl Jeppesen peger også på sundhedssystemets opbyg­ning som kilde til en del af problemet:

„Når den unge bliver 18 år, så tror systemet, at man automatisk er voksen. Men det er vi jo ikke. Der er masser af udfordringer. Selv de bedst fungerende unge får jo heller ikke bestilt tid hos tand­lægen. Alligevel starter systemet nærmest helt forfra. Jeg håber, at vi kan medvirke til at lave en mere glidende overgang. Nu skal jeg f.eks. møde en 17­årig dreng – og ham følger jeg så videre. Og det nytter da ikke at stoppe den hjælp, bare fordi han snart fylder 18 år. Han skal da sendes godt videre,“ siger den nye børne­ og unge­socialsygeplejerske.

Ikke behandling

Den nye funktion med en ekstra børne­ og unge­socialsygeplejerske skal ikke indgå i selve behandlingen, pointerer ledende oversygeplejerske Sussie Bratbjerg Israelson.

„Vi skal ikke behandle. Vi skal holde i hånden videre hen til det rigtige sted, der kan overtage indsatsen. Det kan være en socialrådgiver i kommunen eller en form for misbrugsbehandling. Men det kan også være en opfølgende snak i en skoleklasse eller noget helt tredje, der kan hjælpe den unge videre. Hver kommune har opbygget sit helt eget system, som vi naturligvis skal respektere og samarbejde med. Vores rolle er at understøtte, at det i højere grad opleves som et sammenhæn­gende patientforløb, siger Sussie Bratbjerg Israelson, og tilføjer:

„Jeg påstår ikke, at denne model kan kopieres 100 pct. af alle andre hospi­taler. Verden ser jo anderledes ud i f.eks. Nordjylland. Men jeg håber, at konceptet kan inspirere. Risikoen er ellers, at unge falder gennem hullet og ind i et voksenliv med masser af problemer, hvis vi ikke gør noget.“