NÅR FRIVILLIGHED MØDER FAGLIGHED

LEDELSESMAGASIN FORKANT - AKTUELT
Tekst: Journalist Thomas Davidsen, forkant@dsr.dk 

Gevinsten ved at have mange frivillige på plejehjemmet Åbyhøj er ikke bare hyggelige afbræk for beboerne i en travl hverdag.

Der opstår nogle helt særlige øjeblikke og aktiviteter, som ellers ikke altid ville være mulige, fortæller forstander Marlene Ravn Wegener.

”Vi kan se, at vores beboere bliver gladere, fordi de får nogle ekstra stjernestunder, når vi er flere til at skabe de stunder sammen. Deres dage bliver mere spændende, for der er noget at glæde sig til. I nogle tilfælde opdager vi endda andre sider af dem, når frivillige introducerer nye aktiviteter. Så vi går højt op i at få samarbejdet til at fungere godt. 

Men det kommer ikke af sig selv, for det er et stort arbejde at få tingene til at gå op i en højere enhed, når frivillighedskulturen møder den fagprofessionelle kultur.”  

Der er mange, der gerne vil bidrage men færre, der kan binde sig fast, fortæller Marlene Ravn Wegener.

”Førhen havde vi måske én, der kom og spillede guitar hver mandag, en anden kom hver anden tirsdag og arrangerede noget kaffe, og kirken kom en gang om måneden. Sådan kan det stadig være, men især de unge fungerer anderledes i dag. De har fritidsjob, træning, venner, og de er mere lystbetonede."

"Derfor tilbyder vi fleksible løsninger med aktivitetsplaner, hvor de kan melde sig til enkeltstående arrangementer med kort varsel, når det passer ind. Vi er nødt til at møde dem på deres præmisser,” siger Marlene Ravn Wegener, som har prioritet frivillighed så højt, at halvdelen af hendes viceforstanders stillingsbeskrivelse er at være tovholder på aktiviteterne samtidig med, at hun selv bruger en del tid og energi på at engagere sig.

Skab det gode match

Et plejehjem er et komplekst sted, hvor der som bekendt bor mennesker med demens, kroniske sygdomme, funktionsnedsættelser og sårbarheder. Det er hverken ansvarligt eller respektfuldt uden videre at sætte en frivillig til at stå for et arrangement alene, mener Marlene Ravn Wegener.  

”Samarbejdet skal begynde med en god samtale. Hvem er du? Hvad interesserer dig? Hvad giver dig energi? Hvad forestiller du dig selv, at du kan bidrage med? Det handler om at skabe det gode match, der giver mening – også på længere sigt.”    

Hvis man bare trækker opgaver ned over hovedet på frivillige, risikerer man at miste dem, før de overhovedet er kommet i gang, understreger Marlene Ravn Wegener.  

”Hvis jeg beder Else om at stå for bankospil – en opgave, der kræver at man er i centrum, taler højt og kender spillet – og det slet ikke matcher hendes temperament eller interesser, så har jeg mistet hende. 
Men hvis hun derimod får lov at bringe sine egne kompetencer i spil – for eksempel håndarbejde, kreativitet eller nærvær i små grupper – så kan der opstå noget helt andet. En strikkeklub. En ny aktivitet. Et nyt fællesskab, som ellers ikke ville have haft plads i hverdagen.”

Medarbejderne er nøglen

Om samarbejdet med de frivillige bliver en succes afhænger i høj grad også af mødet med medarbejderne, understreger Marlene Ravn Wegener.

”Hvis en medarbejder bliver bedt om at være med i en aktivitet uden at have lyst, tid eller forståelse for opgaven, kan det gå galt meget hurtigt. Den frivillige mærker det med det samme. 
Når folk ikke får løn for deres indsats, så vil de have nærvær til gengæld. Så fra medarbejdernes side må der ikke være antydninger af uvilje, stress eller blikke på uret.
Først når det bliver noget, ’vi gør sammen’, og ikke noget, ’nogen har besluttet’, så opstår der et fælles ejerskab.”

Frivillige skal mødes som nye familiemedlemmer, mener Marlene Ravn Wegener.

”De skal føle sig velkomne. De skal have lov til at tage kaffe i køleskabet, og man skal ikke møde dem med regler, forbud og formelle barrierer. Og samtidig kommer man jo ikke uden om, at der er nogle rammer og aftaler, vi skal kunne regne med, så det er en fin balance. 
Hvis det skal lykkes, skal det være tydeligt for alle medarbejdere, hvorfor frivillighed er vigtig – ikke bare som ekstraarbejde, men som en anden måde at være sammen med beboerne. Plejehjemmet bliver mindre institution og mere et levende sted, hvor relationer krydser hinanden.” 

Gode idéer værdsættes

Marlene Ravn Wegener vil gerne give de frivillige en fornemmelse af at kunne komme med gode idéer – og også at komme igennem med dem, hvis det kan lade sig gøre. Fx fik ægteparret Eva og Hans Bloch, der tager beboere med ud på cykelture, en idé, som straks blev ført ud i livet.

Det kom sig af, at de i nogle uger måtte aflyse turene og tage bussen i stedet, fordi det var for koldt udenfor, fortæller Eva Bloch.

”Beboerne kommer nemt til at fryse, fordi de færreste af dem har noget rigtig varmt vintertøj. Det tror jeg, mange er holdt op med at tænke på i den alder, for hvad skal man også ud for i den kulde?
Men det synes jeg jo absolut, man skal, hvis man kan. Så jeg foreslog Marlene, om man ikke kunne opfordre de pårørende til at give noget varmt tøj i julegave. Hun er meget lydhør overfor den slags, så hun skrev med det samme rundt til dem alle sammen, om det ikke var en god gaveidé,” siger Eva Bloch. 

En del af lokalsamfundet

I mange år har plejehjem været organiseret som institutioner, der var lidt på afstand af det omkringliggende samfund. Det skal der gøres op med, hvis flere frivillige skal tiltrækkes, mener Marlene Ravn Wegener.

”Selvfølgelig har der længe været samarbejde med kirker, børnehaver og foreninger. Men ambitionen i dag er større. Plejehjemmet skal ikke blot samarbejde med lokalsamfundet – det skal være en del af det.
Men hvordan kan man være det, hvis man fastholder centrale indkøbsaftaler, samtidig med at man gang på gang spørger de lokale, om de har lyst til at sponsorere arrangementer? Det vil de gerne de første par gange, men hvis de skal give noget mange gange uden at få noget igen, så stopper samarbejdet på et tidspunkt. Så vi er meget glade for, at vi har fået muligheden for at handle lokalt i dag.” 

Når man selv er kunde i det lokale supermarked, så opstår der relationer, understreger Marlene Ravn Wegener. 

”Lokalt medborgerskab er ikke noget, man kan ’erklære’. Det er noget, man kan praktisere – bl.a ved at give noget igen.
Hvis det omkringliggende lokalsamfund opfatter, at man gerne vil samarbejde gensidigt, så vender kontakten over tid. Hvor plejehjemmet tidligere selv måtte opsøge foreninger og organisationer for at tiltrække frivillige, så begynder henvendelserne at komme den anden vej. ’Kan vi hjælpe jer med noget?’ 
Hvis man får det spørgsmål, er det et tegn på, at man er blevet en del af fællesskabet,” siger Marlene Ravn Wegener.