Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Månedens nog om ledelse:
SMÅ SKRIDT KAN FØRE LANGT

Ledelsesmagasinets faste boganmelder, Tom Ekeroth, kalder månedens bog for tankevækkende, For den handler om både små greb og mikrohandlingernes muligheder.

bog april 26

Denne måneds bog om ledelse:
Mikroforandringer - Små Greb til Organisationsforandringer

Forfatter:
Signe Bruskin
190 sider. 299,95 kr. - Dansk Psykologisk Forlag

At en kaffeordning bliver fjernet, er en af den slags forandringer, der sjældent får meget opmærksomhed, hverken i litteraturen eller i praksis. Tværtimod vil den typisk blive fortiet, for hvem har lyst til at påpege, at netop den forandring fylder mere end den digitale transformation, alle afdelingsmøderne handler om?

Citat fra bogen "Mikroforandringer"

Af journalist Tom Ekeroth

Små skridt kan føre langt

Når man i en organisation præsenterer nye strategier, ligner det nogle gange planen for at erobre et fremmed land, så stort og omvæltende er det.

Men det er sjældent det, som betyder noget for andre end topchefen.

For medarbejderne er det mikroforandringerne, der betyder mest. De kan virke små og ubetydelige, men i realiteten oplever medarbejdere og ledere dem som mere radikale end de større organisationsændringer med konferencer og powerpoints.

Signe Bruskins bog om mikroforandringerne giver gennem cases, refleksionsøvelser, beskrivelser og analyser en god indføring i de små grebs muligheder. Det er ofte tankevækkende.

Store organisationer kan også bruge mikroforandringer. I 2010’erne igangsatte Maersk en kulturel transformation i et firma med en stærk organisationskultur, der som beskrevet ”sad i væggene”. Men man kunne også se, at den var forældet og overså, at det i sidste ende er mennesker, der er det vigtigste. En symbolsk forandring var at ændre dresscoden, som formodentlig var den mest markante i landet. Som opgør med det mørke jakkesæts dominans mødte HR-direktøren ved det næste fællesmøde i jeans og hvide sneakers. Et andet af de små skridt var at deltage i Copenhagen Pride.

Det kan du bruge bogen til:

Den giver dig råd og redskaber til at lykkes med organisationsændringer ved at arbejde strategisk med de små forandringer, de små greb og mikrohandlinger.

Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen”. Og netop derfor er det afgørende, at lederen har en forståelse for, hvad den enkelte medarbejder sætter pris på i hverdagen”.

Dan Turéll fra i sit digt "Hyldest til hverdagen"

Oversygeplejersken og de små greb

På et af landets store sygehuse haltede det med det psykiske arbejdsmiljø på en afdeling. En ny ledende oversygeplejerske oplevede hvordan teamet var hårdt psykisk belastet og presset. De  var for få sygeplejersker, der havde været mange opsigelser, og det var svært at rekruttere fordi afdelingen havde et dårligt ry. Medarbejderne var pressede, stressede og udbrændte.

Efter at have observeret i nogen tid besluttede den ledende oversygeplejerske at sætte gang i flere mikroforandringer. Som en af dem indførte hun et ekstra punkt på dagsordenen til det ugentlige teammøde. Det lød ganske enkelt ”Hvordan går det?”

På de første møder var der helt stille, da de nåede til punktet. Ingen ville dele noget. Men den ledende oversygeplejerske gik selv forrest og opretholdt punktet. Så skete der stille og roligt en udvikling: Sygeplejerskerne begyndte at dele, hvordan de reelt havde det, både udfordringer og gode oplevelser.

Det rakte ud over teammøderne, og ideen blev en positiv spiral, hvor det psykiske arbejdsmiljø blev vendt fra dårligt til godt.

Om forfatteren

Signe Bruskin er stifter af enlighten, forfatter og foredragsholder. Hun har en ph.d. fra Copenhagen Business School (inkl. forskningsophold på Stanford University og Frankfurt School of Finance & Management).

Før hun stiftede enlighten i 2021, arbejdede hun med organisations- og lederudvikling som medarbejder og leder i mere end ti år.

Udover at være en populær forfatter og foredragsholder er hun ekstern lektor på CBS, censor på Forsvarsakademiet og har været gæsteforelæser på de fleste danske universiteter.

Hun bruger samtidig en del tid på bestyrelses- og udvalgsarbejde bl.a. i Mødrehjælpen og Innovationsfonden.