Ny centervicedirektør:
Vores patienter skal møde et mere sammenhængende sundhedsvæsen

LEDELSESMAGASINET FORKANT - INTERVIEW
Af Malene Mølgaard, journalist, forkant@dsr.dk
Fotos: Thomas Garlov 

Alt er nyt for Lene Lydia Breum.

”Det er et nyt hus. Det er et nyt niveau og et nyt speciale. Men lidt fancy sagt har jeg jo folk til at være megadygtige til det kliniske – og gudskelov for det,” siger hun med et smil.

1. oktober havde Lene Lydia Breum første arbejdsdag på sin nye arbejdsplads i Rigshospitalets Neurocenter. Hendes stilling som centervicedirektør er på et nyt niveau i forhold til sit tidligere job som chefsygeplejerske for det kirurgiske område på Nordsjællands Hospital, og specialet er nyt for hende. Derfor skal hun finde på plads i alle dele af sin nye rolle.

Men faktisk er det et ret heldigt tidspunkt for Lene Breum, der startede i sit nye job 1. oktober, fordi alting i forvejen er lidt i opbrud, da Rigshospitalets nye hospitalsdirektør Rasmus Møgelvang i starten af året afskaffede et vicedirektørlag og samlede centerdirektørerne i direktionen.

”Så alles roller i de øverste ledelseslag er under redefinition, og på den måde er det lidt heldigt, at jeg kom på det her tidspunkt,” siger hun og fortæller, at lige nu handler det om at finde ud af, hvilke tværgående roller, der skal fordeles.

”Men under alle omstændigheder, så er det en ny rolle for mig at have afdelingsledelser med chefsygeplejerske og cheflæge under mig. Der er jeg jo kommet et niveau op,” siger hun og udbryder med et grin:

”Jamen der er ikke noget at holde fast i overhovedet. Men altså, jeg har været så indbildsk at tro, at det kan jeg godt. Og det er det, jeg er buldret afsted med.”

De første 100 dage

Den første tid bruger hun på møder med rigtig mange kolleger i forskellige funktioner og orientere sig i snitfladerne mellem sit center og Rigshospitalets andre centre. Og på at sætte sig ind i hvem Neurocentrets afdelinger interagerer med på hospitalet, der er så stort, at hvert center varer til et mindre hospital med egne direktører, fordi der er så mange afdelinger i et speciale.

I onboardingperioden, som hun også kalder ’sætte-sig-i-chefstolen-perioden’ på de typiske 100 dage, er Lene Lydia Breum bevidst om at observere og iagttage for at få sig en hel masse indtryk.

”Det er jo en periode, hvor I know noooothing,” siger hun og vifter med hænderne.

Derfor står hendes orange dør på ledelsesgangen på 7. etage altid åben, bogstaveligt talt. Og når nogen kommer og spørger, om hun lige har fem minutter, så lytter hun gerne, men er også opmærksom på, hvad der er deres take på virkeligheden og sandheden, og hvad de gerne vil have, at hun skal præges til at se og nudges hen imod.

”Jeg er tilgængelig og til rådighed og siger i virkeligheden ikke så meget, fordi på nuværende tidspunkt ved jeg slet ikke nok til at have dannet mig tolkninger,” konstaterer hun og beskriver det som at være lidt som en svamp, der suger til sig.

Overblik og detailkendskab

Samtidig er hun meget bevidst om sin rolle på det nye niveau, hvor hun har overordnet ansvar for 1600 medarbejdere og ledere, der spænder over læger, sygeplejersker, neurofysiologiassistenter, lægesekretærer, stabsfunktioner, økonomi. Her er hendes opgave at være mere rådgivende, faciliterende og coachende end at have fingrene nede i driften.

”Jeg skal ikke komme med løsningerne, men meget mere prøve at få dem til selv at finde løsninger i deres afdelinger. Jeg er bevidst om, at jeg er kommet et skridt længere væk fra kerneopgaven. Min opgave er at kende juraen og lovgivningen og de ting, vi skal leve op til, og jeg skal kende vores kapacitet og ressourcer, så jeg kan forstå at få den udnyttet godt, og vores medarbejdere bliver ved med at trives,” siger hun.

”Jeg har selv altid opereret i den boldgade at være meget inviterende og delegerende og give ansvar fra mig, fordi jeg gerne vil have dem til at tage så meget ledelse på sig som overhovedet muligt,” siger hun og peger på et vigtigt greb i sit syn på ledelse:

”Men det kræver også et enormt overblik og detailkendskab, så man kender detaljerne i sin butik og i kerneopgaven og derfor kan komme og hjælpe dem, når de ikke beder om hjælp, men skal have hjælp. Så man dels kender sin besøgstid, hvis de ikke selv kan se det og stå til rådighed, når de kommer og beder om det. Det er egentlig meget sådan, jeg anskuer min ledelsesopgave.”

Værdibaseret sundhed

Apropos kerneopgaven var den nye centervicedirektør allerede ved sin tiltrædelse helt klar på, hvad hun gerne vil udrette – eller i hvert fald gøre sit til at arbejde for i sin nye position.

”Et af mine store fokusområder er, at vores patienter møder et mere sammenhængende sundhedsvæsen, hvor vi som hospital tager ansvar for det fulde patientforløb. Det betragter jeg som kernen i værdibaseret sundhed. Det driver og inspirerer mig at skabe værdi og gode processer for både personale og patienter,” udtalte Lene Lydia Breum i en pressemeddelelse, da hun tiltrådte som vicedirektør i Neurocentret i starten af oktober.

Men hvad er værdibaseret sundhed? For Lene Lydia Breum udspringer det af hendes frustration over, at vi i lang tid er blevet ved med at ’forlænge med brædder’ i sundhedsvæsenet, fordi vi kan alt og derfor skal alt.

”Men skal vi alt, hvad vi kan?” spørger hun retorisk og forklarer baggrunden for det hårde spørgsmål:

”Vi har et sundhedsvæsen, som bare har tilbudt alt muligt, fordi det mente vi var løsningen på alting. Men det har vi ikke råd til. Og nogle gange er den bedste løsning, at vi ikke gør noget,” siger hun og spørger igen:

”Og hvem skal så beslutte, hvad vi skal? Det får vi ikke politikerne til, og det er de nok heller ikke de bedste til. Der er vi simpelthen som fagpersoner og ledere i sundhedsvæsenet nødt til sammen at tage den opgave på os,” slår hun fast om den ændring af mindset, den transformation, sundhedsprofessionelle efter hendes vurdering skal ind på.

”Det skal vi have fundet en eller anden elegant måde at gøre på inden for skiven, fordi vi er jo en politisk styret virksomhed, og det skal vi kunne navigere i. Men der mener jeg, vi har et kæmpe ansvar som ledere i en mega fag-faglig organisation som hospitalsvæsenet. Alle har jo en holdning til sundhedsvæsenet, alle har et eller andet de gerne vil have løst. Men hvis vi selv har opfattelsen af, at alt kan lade sig gøre, så hjælper vi ikke patienterne og borgerne godt nok, hvis vi skal hjælpe patienten til at tage kloge livsvalg og ikke kun livsforlængelse for enhver pris.”

Tal mere om konsekvenser

Ifølge Lene Lydia Breum skal sundhedspersonale i langt højere grad tale om forskellige muligheder med patienter og pårørende. Og ikke mindst konsekvenserne ved at vælge den ene behandling eller en anden behandling – eller slet ingenting.

”I det valg, man foretager som patient, der skal hele retorikken og den måde, vi kommunikerer med vores patienter på, handle om: Hvad er værdien for dig? Hvad betyder noget for dig? Hvordan vil du gerne leve resten af dit liv?” siger hun og uddyber, at der jo er stor forskel på, om patienten er et barn, en 45-årig familiefar eller en 92-årig, som har levet et helt liv.

”Alle behandlinger har bivirkninger, gener, senfølger, omkostninger og tager tid. Og er det bæredygtigt? Den tid man investerer, og den belastning for familien og samfundet, er det den rigtige satsning at bruge så ekstreme ressourcer på? Hvad har håbet været – at blive kureret? Hvis man vælger fx ikke at få en livsforlængende behandling, så er der jo nogle andre ting, vi kan tilbyde, hvor vi optimerer patientens tilstand så meget, som vi overhovedet kan. Har vi stillet det godt nok op?” spørger hun for at tydeliggøre, hvor vigtigt det er at få alle nuancer og dilemmaer med i de svære beslutninger.

Nyt mindset

Her er det vigtigt for den nye vicedirektør at understrege, at livets værdi er forskellig os mennesker imellem og skal opgøres i livskvalitet og ikke i kvantitet.

”Jeg er nødt til, på det niveau jeg sidder nu, at være med til at lave den transformation til et helt nyt mindset. Vi skal ikke bare tage alt, hvad vi har på hylderne og bruge det, indtil der ikke er flere muligheder. Så hænger det simpelthen ikke sammen. Vi skal blive meget mere begavede i at nuancere, hvad det er for nogle konsekvenser, de tilbud, vi har, får for patienten og de pårørende,” siger hun og tilføjer:

” Vi skal også spørge meget mere ind til, hvordan de vil leve resten af deres liv. Hvordan de vil cope med de omstændigheder, de specifikke valg får,” siger Lene Lydia Breum, der med mere end 20 års erfaring som ledende sygeplejerske har været vidne til en udvikling, hvor der gives behandlinger og mediciner, hvor evidens for virkning og resultat mangler i tilstrækkelig grad.

”Jeg kan komme med talrige eksempler på, at det nok ikke var det bedste valg. Sådan noget er vi nødt til at tale om. Og det kan jeg gøre fra min position,” slår hun fast og forudser mange flere svære valg i fremtiden:

”Jeg tror ikke, vi kommer udenom at tage stilling til nogle af de rigtig, rigtig svære ting som for eksempel, om vi skal redde liv for enhver pris? Det er bare rigtig, rigtig svært,” siger hun og giver sin egen vurdering:

”Vi skal gøre det der, hvor det skaber allermest værdi. Det er det, der for mig ligger i værdibaseret sundhed. Det er i virkeligheden at give det bedste tilbud til en borger på netop det tidspunkt i livet i forhold til den givne sygdom,” konkluderer hun.

Bedre sammenhæng

Selvom Lene Lydia Breum nu sidder på chefgangen langt væk fra den daglige planlægning og patienternes konkrete behandling er det, som hun gjorde klart ved sin tiltrædelse, et af den nye centervicedirektørs store fokusområder, at patienter møder et mere sammenhængende sundhedsvæsen.

”Vi skal være meget mere rede til at tage ansvar for det forløb, vi får ind på hospitalet, hvor hoveddiagnosen som udgangspunkt var inden for vores speciale. Og så skal vi tage det ansvar at facilitere resten af forløbet for patienten i stedet for, at vi kaster patienter og pårørende rundt imellem os,” siger hun og trækker på erfaringerne som tidligere chefsygeplejerske på Nordsjællands Hospital, der har succes med sammenhængende patientforløb via et tværsektorielle samarbejde.

”Vi kan kigge ind i en demografisk udvikling, hvor vi i 2030 har en stor befolkningsgruppe over 65. Andelen af 95-årige er steget med 20 procent de sidste fem år! Og det betyder, at de aldersbetingede sygdomme vil komme i vækst. Det er noget, vi skal forberede os på, hvordan vi vil indrette sundhedsvæsenet til,” forudser Lene Lydia Breum og giver sit bud:

”Jeg tror, vi skal have meget mere behandling ud i borgerens hjem i stedet for at indlægge for alt muligt, for med aldersbetingede sygdomme snakker vi jo ikke om helbredelse. Der bliver lidt hjertesvigt, pumpesvigt, dårligt blodomløb og vand i lungerne, og man tisser ikke så godt. Vi skal finde en måde, hvor patienterne har det godt på trods af al den multisygdom, de vil få, når de bliver 85 og 95 år. Vi skal i langt højere grad frisætte vores dygtige klinikere tæt på borgeren til at finde de gode løsninger,” siger hun og tilføjer, at noget vil løses med innovation og teknologi, robotter og digitalisering.

Helt nyt setup

”Man kunne tale for, at den primære pleje, som er hjemmesygepleje og praktiserende læger, skal involveres meget mere. Altså i patientens forløb er de så lang tid på hospitalet,” siger hun over viser få centimeters afstand mellem tommel- og pegefinger.

”Og de er så lang tid ude i deres eget hjem med hjemmesygepleje, egen læge osv.” siger hun og strækker armene langt fra hinanden.

”Så vi skal have flyttet noget af den viden, der er inde på hospitalerne, ud i primærsektoren for at forebygge og forhindre, at især de ældre kommer herind og bliver indlagt, fordi de glemmer at drikke, når det bliver varmt, og så hælder vi lidt vand og blod på dem med en intravenøs adgang, og så får de infektion, og de får en urinvejsinfektion, og så får de delir,” ridser hun op og vender tilbage til, hvor hun vil hen med det skrækeksempel.

”Vi påfører dem utrolig meget lidelse i stedet for at komme ud til dem med udekørende og opsøgende teams og bagefter følger patienterne med et setup, der er forankret på hospitalerne. Der kunne være et fælles regionalt-kommunalt setup med en fælles ledelse og økonomi,” understreger hun, netop for at undgå, at de to enheder kaster borgere og patienter mellem sig, uden at nogen rigtig griber dem.

”Som det er nu, bruger vi en masse ressourcer, og der kommer ingen værdi eller ordentlig kvalitet ud af det. Og vi kan jo heller ikke være tilfredse med, at det ikke fungerer, for patenterne kommer jo igen, så vi har jo ikke løst det, vi skulle samlet set,” konstater hun ærgerligt.

Men hvordan får den nye centervicedirektør for Rigshospitalets Neurocenter så alt det til at ske?

”Jamen, det tror jeg så heller ikke, at jeg gør,” erkender hun.

”Men jeg kan være med til at sætte en transformation i gang. Og selvfølgelig kan det lade sig gøre! Vi tænker og arbejder jo væsentlig anderledes i dag, end vi gjorde for bare 10 år siden og fem år siden,” siger hun optimistisk og peger på, at der skal sættes en fælles forventningsafstemning med samfundet i gang.

”Men jeg starter der, hvor jeg er. Det, jeg og øverste ledelse sender ud igennem mine ledere, der sender det videre til deres ledere og til deres medarbejdere, er jo også en prægning af, hvordan vi løser opgaven her, hvordan vi kommunikerer og taler om patientinddragelse og får stillet de rigtige spørgsmål til borgerne om, hvad betyder noget for dem,” siger hun og konkluderer:

”Det er værdibaseret sundhed på den helt store klinge for mig.”