DER ER ALTID MAGT I RUMMET
Hvis magten ikke udøves åbent, viser den sig i mikrohandlinger, prioriteringer og i det, der ikke bliver sagt. Tidligere forskningsleder Mette Kjerholt opfordrer til, at man i sundhedsvæsnet tager nogle modige dialoger om hvem, der har magten, og hvordan den udøves.
LEDELSESMAGASIN FORKANT - INDSIGT
Tekst: Journalist Thomas Davidsen, forkant@dsr.dk
Fotos: prv. + colourbox.
”Jeg ved aldrig helt, hvornår du står med en notesblok og observerer mig – og det kan godt føles lidt utrygt”, sagde en af talerne til forskningsleder Mette Kjerholt, da hun holdt afskedsreception som praksisforsker på Sjællands Universitetshospital.
Det var sagt med et glimt i øjet. Men 68-årige Mette Kjerholt selv har aldrig været i tvivl om, hvor provokerende praksisforskere som hende kan være for dem, der står med ansvaret for at få det hele til at fungere i en presset hverdag. Med hensyn at tage på kryds og tværs i et sundhedsvæsen, hvor strukturer, budgetter og krav om effektivitet betyder, at man ikke altid kan handle i overensstemmelse med de faglige idealer.
Der er det noget mere taknemmeligt at være fluen på væggen, som ’bare iagttager’, hvordan arbejdskulturen folder sig ud på godt og ondt. Det er ofte holdningen til praksisforskere, har Mette Kjerholt erfaret gennem et langt arbejdsliv.
”Jeg forstår det sådan set godt, for jeg har jo netop kunnet observere, hvor meget det kræver af en leder at stå med magten i krydsfeltet mellem humanistiske ledelsesteorier og stramme budgetter. Det er ikke spor nemt,” indrømmer Mette Kjerholt, da ledelsesmagasinet Forkants reporter opsøger hende for at snakke om noget, som mange undgår at snakke om ... magt.
I hendes yngre dage var hun noget mere oprørt over de ting, der stod på hendes notesblok. Fx var det helt tilbage i slutningen af 1990’erne, at hun publicerede rapporten ’Dialogen der blev væk’ – om medarbejdere, der ikke siger, hvad de oplever og ledere, der ikke siger, hvad de reelt mener. Med det resultat, at der opstår en tavshedskultur, hvor kritik og uenighed bliver dæmpet eller pakket ind.
Hun har fået et mere rundt syn på tingene i dag, men mener stadig, problemerne er der.
”Hvis vi vil skabe mindre afstand mellem vores høje idealer om psykologisk tryghed på arbejdspladsen og den oplevelse, medarbejderne reelt har af at blive inddraget og taget alvorligt, så tror jeg vi bliver nødt til at tale på en mere direkte måde om elefanten i rummet: magten.”
"Vi bliver nødt til at tale på en mere direkte måde om elefanten i rummet: magten," synes Mette Kjerholt, der som praksisforsker har betragtet og undersøgt sundhedsområdet indgående.
Fyordet
Magt er et fyord i sundhedsvæsenet, mener Mette Kjerholt.
”Lederne er i høj grad præget af en kultur, hvor værdier som omsorg, empati og relationer står centralt. Det opleves mere legitimt at tale om dialogmøder, medledelse og trivsel end om magt, beslutningskraft og styring.
Hvis man overhovedet anerkender, at magten er til stede, pakker man den gerne ind i et sprog, der gør den mere spiselig og mindre synlig. Derfor er magten ikke umiddelbart til at få øje på medmindre, man har et særligt blik for, hvordan den kryber langs panelerne.”
Det får nogle uheldige konsekvenser, hvis man kun kan italesætte de bløde værdier, mener Mette Kjerholt.
”Når den reelle magt – magten til at styre og beslutte - ikke bliver italesat, så forsvinder den jo ikke af den grund. Den bliver blot mere uigennemsigtig. Alle kan mærke, at der er noget på spil, men ingen sætter ord på det. Med det resultat, at man ikke rigtig ved, hvad der er til forhandling, og hvad der ikke er.”
Den udbredte brug af ord som ’dialogmøder’ og ’inddragelsesprocesser’ risikerer at fungere som en slags glasur, der erstatter reel indflydelse, mener Mette Kjerholt.
”Dialog er vigtig – men dialog i sig selv er ikke det samme som indflydelse. Hvis rammerne allerede er lagt, og beslutningerne i praksis er truffet, så bliver dialogen let en form for iscenesættelse. Og det kan medarbejderne godt mærke. Jeg har ofte hørt dem give udtryk for, at det er spil for galleriet.”
Det er ikke et argument imod dialog, men et argument for større tydelighed, understreger hun.
”Vi skal have en mere ærlig dialog. Det kræver, at ledere står ved den magt, de har og gør det klart, hvornår de lytter, hvornår de beslutter og på hvilket grundlag. Det skal være synligt og legitimt, hvem der bestemmer.”
Det opleves mere legitimt at tale om dialogmøder, medledelse og trivsel end om magt, beslutningskraft og styring, konstaterer Mette Kjerholt.
Ledere skal kunne skære igennem
’Den her besparelse er besluttet ovenfra, så den står ikke til diskussion. Men jeg vil rigtig gerne høre, hvad I mener om den alligevel. Kan vi kan finde på nogle kreative løsninger sammen, som fungerer for jer? I øvrigt så er der dele af den nye aftale, som faktisk er til forhandling – nu skal I høre …’
Det kunne være et eksempel på, hvordan den gode leder kan stå ved sin magt, være åben omkring den og samtidig indstillet på at inddrage medarbejderne der, hvor det kan lade sig gøre, mener Mette Kjerholt.
”Ledere skal være klar til at skære igennem overfor deres medarbejdere. Og her får vi et andet problem, hvis magten ikke er fremme i lyset. For der er mange ledere i sundhedsvæsnet, der har svært ved at tage magten. Deres intentioner er gode, men de bliver utydelige i hverdagen, og deres medarbejdere bliver i tvivl om retningen, fordi lederne ikke vil vise, at de bestemmer - men alligevel gør det.”
Ifølge Mette Kjerholt er det i spændingsfeltet mellem magt og dialog, at mange af sundhedsvæsenets udfordringer opstår.
”Magten er altid til stede i rummet. Hvis den ikke udøves åbent, viser den sig i mikrohandlinger, prioriteringer og i det, der ikke bliver sagt eller gjort. Så jeg vil gerne opfordre til nogle gode og modige dialoger om hvem, der har magten og på hvilket grundlag den udøves.”
Den kulturelle magt
Magt virker gennem sprog og adfærd, mener Mette Kjerholt.
”Det handler ikke bare om, hvem der tager beslutningerne. Magt er også et kulturelt fænomen, som udøves gennem det, vi opfatter som legitimt.
Hvilken praksis regnes som den rigtige? Hvilke vidensformer tillægges særlig vægt, og hvilke får mindre plads? Har biomedicinske og økonomiske logikker for eksempel en højere status end humanistiske logikker?
Det er ikke sikkert, der findes et entydigt svar på de spørgsmål. Men en åben og nysgerrig samtale om kulturen kan være både relevant og frugtbar.”
Magten formes også i måder, vi arbejder sammen og taler på, pointerer hun.
”I praksis kan der være en vis tilbageholdenhed i forhold til at udfordre hinanden. Arbejdspres, eller ønsket om at bevare et gnidningsfrit samarbejde, fylder.
Vaner, strukturer og etablerede forståelser spiller ind og kan gøre forandringer umulige at gennemføre. Dermed kan nogle uhensigtsmæssige mønstre få lov at bestå over tid, uden at de bliver gjort til genstand for egentlig drøftelse.
Der findes allerede meget viden om de dilemmaer, sundhedsvæsenet rummer. Der er brug for at al den viden finder vej ind i hverdagen. Det sker kun, hvis vi tør tale højt om det hele,” siger Mette Kjertoft.