Månedens bog:
ANSIGTERNE PÅ GANGEN - ledelsesnoveller af ti forskellige forfattere
I denne måneds bog om ledelse har ti danske forfattere med stor fortælleglæde tænkt sig ind i en række forskellige organisationer og firmaer for at vende, dreje og skildre ledelse. Forkants faste boganmelder har læst de ti noveller. Ledelsesbøger og podcasts anmeldes i FORKANT af journalist og tidligere chefredaktør Tom Ekeroth.

Denne måneds bog:
Ansigterne på gangen – ledelsesnoveller
Forfattere: Martin Glaz Serup, Signe Kierkegaard Cain, Hans Peter Madsen, Jesper Wung-Sung, Pernille Abd-El Dayem, Abita Furu, Ida Marie Hede, Stine Askov, Jens Blendstrup, Nanna Goul
192 sider, 249,95 kr. Akademisk forlag

En af bogens forfattere, Jesper Wung-Sung:
”Når jeg tænker på ledelse, tænker jeg blandt andet på engang, hvor jeg som avisbud smed alle aviser i Marstal Havn i protest mod horribel løn og arbejdsforhold”.
Foto: Jacob Jensen
Af Tom Ekeroth
Vi begynder året blidt og skønlitterært med ”Ansigterne på gangen”: Her er både chefen fra Helvede og medarbejderen fra samme sted i noget så sjældent som en novellesamling om ledelse.
Ti danske forfattere har med stor fortælleglæde tænkt sig ind i en række forskellige organisationer og firmaer for at vende, dreje og skildre ledelse.
Nogle er gået ind i hovedet på medarbejderen, andre skriver lederens oplevelse.
Det er jo ikke fordi ledelsesbøger normalt mangler cases, men fordi det her er skønlitteratur, er det smukt sanset, både det gode og det onde. Det sidste mangler bestemt ikke.
Vi møder den karismatiske chef med de rigtige meninger og en natside, der slår ud som raseri og smadrer medarbejderens privatliv, vi følger sygeplejersken, der skal til at være chef og tackle både patienter, empati, vagtplaner og de tidligere kolleger, topmedarbejderne fra den ministeriet, der mindes den afdøde minister, start-op-kollegerne, den nye pædagogiske leder, der skal rette op på en kultur, der er gået i forrådnelse – i øvrigt et super godt signalement af brokhovedet, der tager sig selv til rette, men også med en god forklaring på, hvad der kan forvandle ildsjæle til skrækindjagende askedynger.
Den er skrevet af Stine Askov, som selv har været pædagog og leder.
Hver novelle har en kort introduktion, hvor forfatterne fortæller om deres forhold til ledelse. Nogle har været mellemledere, men det betyder ikke noget, at der ikke fyldt op med personlige erfaringer.
Det kan du bruge bogen til:
Novellerne er gode til at formidle stemningen, oplevelsen af andre lederes liv, så livet på den fiktive arbejdsplads nærmest springer op i hovedet på læseren.
En af bogens forfattere, Stine Askov:
”Jeg var engang afdelingsleder i et halvt år. Det var forfærdeligt.
Jeg ville gerne gøre alle glade. Det betød, at jeg tog alle lukkevagter og mødte kl. 5 for at vasker hagesmækker. Ledelsen skulle gå tidligt hjem fra fester.
Jeg sandede, at ledelse ikke var noget for mig. Ledere har min dybeste respekt. Alle medarbejderne taler om dem, studerer dem, afventer deres holdning, tigger om deres ros”.

Uddrag fra forfatter Signe Kierkegaard Cains novelle:
"Jeg blev mere og mere overbevist om, at jeg var nødt til selv at blive oversygeplejerske, hvis jeg kunne. At jeg kan blive den første, der faktisk lykkes med at beslutte det, der skal besluttes, og samtidig sørger for, at der flyder ro og tryghed ud på gangen og ind ad dørene til stuerne.
Men også, at det kan være min udvej; hvis jeg skal holde mig til service frem for omsorg, må jeg tvinge mig selv væk, kun være her om dagen, sidde meget på kontoret, bruge mine kræfter på at være de ansattes beskytter.
Jeg har altid omfavnet mere, end jeg burde; et forsøg på at sikre en eller anden grad af blødhed. Laura er ikke den første patient, jeg har sovet hos, men hun bliver den sidste."
Signe Kierkegaard Cain er forfatter, uddannet BA i antropologi og master i retorik og har læst journalistik. PR-foto: Jacob Riis.