Sommerrefleksion:
DET, JEG FORSTOD ENDNU BEDRE, DA JEG HAVDE FRATRÅDT MIT LEDERJOB

Da Josephine Helbo sagde sit job som oversygeplejerske på Nyremedicinsk Afdeling på Odense Universitetshospital op, fordi hun med sine egne ord var "brændt ud", skrev hun om sin fratrædelse på LinkedIn.

Her fik hun en reaktion, hun ikke havde forventet. Hun blev ganske enkelt overvældet af sympati og forståelse.

658 likes og hjerter. 104 støttende kommentarer.

Mennesker fra nær og fjern gav et virtuelt skulderklap til den fynske oversygeplejerske, der havde besluttet sig for at trække sig fra det lederjob, hun i starten havde været så glad for.

-Jeg blev meget overvældet over reaktionerne, og de bekræftede min tro på det gode i mennesker. Men det var også tankevækkende og sørgeligt, at så mange kunne genkende den situation, jeg stod i. Og jeg blev bekræftet i, at min situation var mere end et personligt og professionelt nederlag, siger Josephine Helbo og tilføjer:

-Det, der var sket mig, var også et resultat af en uhensigtsmæssig struktur, og den må ændres, hvis vi fremover skal undgå, at endnu flere forlader ledelsesgangen i det danske sundhedsvæsen.

Den tidligere oversygeplejerske er nu på udkig efter et nyt job, og sommeren 2026 skal gå med at finde en god, ny arbejdsplads, og så skal hun fortsat reflektere lidt over, hvordan det lederjob, hun til at starte med var så begejstret for, endte med at blive en tyngende belastning.

En start på lyserøde skyer

-I begyndelsen var jeg så glad for mit lederjob, at det var nærmest pinligt, fortæller hun:

-Jobbet som oversygeplejerske var i en afdeling, jeg havde arbejdet i for nogle år siden. Alt ved den var superspændende, og da jeg fik stillingen, var jeg ovenud lykkelig.

Josephine Helbo holder en kunstpause og fortsætter:

-Jeg har virkelig været glad for mit arbejde. Det har været så fedt, og nogle gange har jeg næsten haft dårlig samvittighed over, at jeg har været så glad for jobbet. Jeg har indimellem nærmest skulle minde mig selv om, at jeg også skulle hjem igen. Jeg kunne sagtens køre igennem i 10-12 timer og stadig have lyst til at blive.

Der er en kerne i ledelsesfaget, som passer rigtig godt til Josephine Helbos gemyt.

-Ledelse er spændende, og det er så givende at få lov til at være en del af beslutningerne og få mulighed for at påvirke mennesker. Jeg er helt på linje med filosoffen og teologen K. E. Løgstrup, når han siger, at man ikke kan have noget at gøre med et andet menneske uden at holde noget af menneskets liv i sine hænder. Der er en kæmpe tillid og et kæmpe ansvar, man skal evne at håndtere som leder. Og når man lykkes med en ledelsesopgave, er det megafedt, siger hun og nævner, at hun holder af mange forskellige lederopgaver:

-Jeg holder af, når jeg hjælper en sygemeldt medarbejder godt tilbage til jobbet. Jeg bliver glad, når jeg støtter en stressramt medarbejder i at få struktur på sin dagligdag. Og jeg kan også finde en dyb tilfredsstillelse i at få tilgodeset alle medarbejdernes ønsker i en vagtplan, der ellers har bøvlet helt vildt.

I ledelsesfaget oplever hun at få sine personlige værdier og overbevisninger i spil, og så læner hun sig opad, hvad hun kalder det allerbedste ledelsesråd, hun nogensinde har fået, og det er, at hvis du gør mere af det samme, får du det, du plejer.

-Dengang jeg fik rådet, tænkte jeg ”Hvad er det her for et møgråd?” Men siden har jeg indset, at det er ganske rigtigt, siger den tidligere oversygeplejerske, der også er meget bevidst om at holde fast i sine værdier.

-Jeg oplever, at jeg altid kommer længst med ærlighed og ordentlighed. Jeg bryder mig lige så lidt om konflikter som alle andre mennesker, men jeg tager dem, og jeg tager dem gerne hurtigt. Det dur ikke, at to eller tre mennesker går rundt i en dårlig stemning, siger hun.

At balancere på en trebenet taburet

Det var i 2014, at hun afsluttede uddannelsen som sygeplejerske. Siden blev hun konstitueret som assisterende leder på et plejehjem.

-Som nybagt leder kæmpede jeg lidt med at balancere mellem de forskellige hensyn til medarbejdere, organisation og mig selv. Ledelsesfaget kræver tilvænning, og der er en skrøbelig trebenet taburet, man lige skal lære at sidde sikkert på. Jeg kunne også dengang blive lidt irriteret over at arbejde med meget kortsigtede budgetter, hvor der tales meget om at forebygge, men hvor det meste handler om, at budgettet skal være rigtig fint, men jeg lærte også, at det nu engang er en af præmisserne for at arbejde i en politisk styret organisation, fortæller hun.

Josephine Helbo var lige fra starten rigtig glad for at være leder, og hun blev med tiden klogere på, at ikke alt kan ændres i en politisk ledet organisation, men at fantastisk dygtige ledere alligevel kan rykke noget.

Som enkeltperson kan man faktisk påvirke udviklingen i en positiv retning, og netop den tro var Josephine Helbo gennemsyret af, da hun senere i sin karriere tiltrådte stillingen som oversygeplejerske.

Når Josephine Helbo fortæller om at være oversygeplejerske, er det meget vigtigt for hende ikke at pege fingre ad tidligere kolleger og ledere.

-Min situation handlede slet ikke om, at der var onde mennesker med onde viljer. Ingen havde skylden for, at det skete. Ingen gjorde noget af uvilje. Men der var nogle iboende strukturer, der gjorde ledelsesopgaven umulig. Når jeg siden har sparret med andre oversygeplejersker fra døgndækkede sengeafdelinger, fortæller de om lignende udfordringer, præmisser og vilkår, siger hun.

Hvornår erkendte du, at du ikke kunne fortsætte i jobbet?

-Da jeg havde været oversygeplejerske et par år, begyndte jeg at mærke et pres. Det daglige pres var eskaleret, der blev meldt nogle store budgetbesparelser ud, og da jeg en dag i december cyklede på arbejde, nåede jeg at tænke ”hvis jeg nu bliver ramt af en buslinje, skal jeg ikke tænke på arbejde i to måneder”. Lige der kunne jeg mærke, at det var ikke sådan, det skulle være. Så jeg sagde det til min leder. Vi har altid haft et godt samarbejde præget af gensidig ærlighed, vi havde en snak, og hun bad mig om at gå hjem og tænke over situationen.

Josephine Helbo havde indtryk af, at hendes nærmeste leder var tilfreds med hendes præstation på jobbet.

-Det var mere mig selv, der ikke var tilfreds med det, jeg kunne levere. Så der gik en måneds tid, og herefter aftalte vi en fratrædelse. Jeg sagde, at det ikke var her jeg skulle være, men at jeg gerne ville overlevere afdelingen ordentligt til min efterfølger og have mulighed for at afslutte en række store projekter. Den næste leder, der skulle starte, skulle ikke begynde helt fra bunden og i et kaos. Sådan havde jeg nemlig selv oplevet det, da jeg startede. Jeg havde mødt ind i en afdeling, hvor mange var kede af det og mange græd. Jeg følte, at jeg startede på minus 10.

Efterfølgende har Josephine Helbo tænkt, at hvis hun helt havde vidst, hvad hun blevet ansat til, så havde hun ikke sagt ja til at blive oversygeplejerske. Der var imidlertid advarselslamper, men dem valgte hun at se bort fra.

-De to oversygeplejersker, der havde været i jobbet før mig på samme afdeling, var begge gået ned med stress. Så på den måde var der lamper, der blinkede. Men jeg troede vel, at tredje gang var lykkens gang, og at jeg nok kunne finde en model, der var god. Mine to forgængere var imidlertid ualmindeligt dygtige, og jeg kunne så heller ikke løfte opgaven.

Hvad var de konkrete udfordringer, hvis du skal skære ind til benet?

-Der var en lang række forhold, der tilsammen vidnede om et overbelastet system:

• Luftmangel: Tempoet var konstant for højt. Lean anbefaler at planlægge 80-85 %, men vi lå ofte på op mod 105 % af hensyn til økonomi og budgetter.

• Ledelsesspænd: Anbefalingen er cirka 30 årsværk, mens jeg havde 44 medarbejdere.

• Eneledelse: Jeg løb konstant tør for tid. Duoledelse kunne på sigt have været en bedre løsning.

• Opgavepres: Jeg spurgte: ”Hvad skal jeg så lade være med?” Noget blev nedprioriteret, men bunken voksede alligevel.

• Altid på: Jeg skulle være på hele tiden. Den arbejdstelefon, jeg bar rundt på, var megatung. Det kan godt være, at den ikke ringede så tit, men jeg skulle konstant være klar, hvis noget skulle fikses.

Og det er slet ikke fordi, at Josephine Helbo ynder at sidde på hænderne. Når hun bliver spurgt, hvad hun holder mest af ved at være leder i det danske sundhedsvæsen er svaret ”tempo”, men alt har naturligvis en grænse.

- Jeg kan rigtig godt lide at være i fart. Jeg har en popcorn-hjerne og holder af at handle hurtigt. Min chef sagde nogle gange, at det en gang imellem kunne være fint lige at trække sig tilbage og tænke. Men her måtte jeg svare, at det var svært at vide, hvornår man skulle gøre det og reelt prioritere tid til eftertanken. Når man for eksempel havde 74 ulæste mails, kunne det være svært at afkode, hvilke mails man skulle handle på, og hvilke man kunne ignorere. Hvor mange skulle jeg reelt forholde mig til? Og hvilke kunne jeg nøjes med at skimme?

Kan du forestille dig nogensinde at sige ja til et lederjob igen?

-Ja, men jeg har lovet mig selv at give mig selv en pause fra sundhedsvæsenet. Måske er græsset ikke grønnere andre steder, men jeg har behov for i en periode at få noget andet græs imellem tæerne. Jeg synes imidlertid stadig, at det er vildt spændende at have noget indflydelse, at lede medarbejdere og få dem til at lykkes.

Hvad vil du være opmærksom på næste gang, du søger et lederjob?

-Jeg vil blandt andet være skarp på, hvor meget jeg skal stå til rådighed.

-Og så vil jeg være omhyggelig med at læse bag om de fine ord i jobannoncerne. De nævner altid ord som psykologisk tryghed, en god arbejdsplads og et godt arbejdsmiljø. Der er så mange fine ord, der ofte ikke har hold i virkeligheden.