Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sommertanker:
KAFFEKOP-LEDELSE HANDLER OM HELE HUSET... 

"Det er vigtigt for mig at møde alle medarbejdere – både dag, aften- og nattevagter," siger plejehjemsleder. Ledelsesmagasinet FORKANT har efterspurgt tanker om "kaffekopsledelse". Er der mon forskel fra lederen af et plejehjem til lederen på et hospital? Mød to ledere og få deres tanker om nærværende ledelse.

kunsten1

LEDELSESMAGASIN FORKANT - SOMMER
Tekst: Katrine Tine Friis, Rene Richard og journalist Thomas Garlov, thg@dsr.dk
fotos: prv.


"Når jeg mandag morgen starter ugen på mit arbejde, starter jeg altid med at gå en runde i huset og hilse på mine medarbejdere."

Sådan starter Kristina Tine Friis, når hun skal fortælle, hvordan hun tænker ledelse og dét at være nærværende leder.

Hun arbejder som plejehjemsleder på Plejehjem Lynghøj, der ligger i Ølby i den nordlige del af Køge kommune i Østsjælland.

"Det er vigtigt for mig at møde alle medarbejdere – både dag, aften- og nattevagter," fortsætter hun, og uddyber:

"Jeg ønsker at være en synlig og tilgængelig leder, som kender hverdagen på plejehjemmet og de mennesker der hver dag får huset til at fungere."

Kristina Tine Friis har budt ind med tanker i den lille sommeropgave fra ledelsesmagasinet Forkant, som lyder at give et bud på, hvad "kaffekopsledelse" egentlig kan være i hverdagen.

"For mig handler kaffekop-ledelse om relationer. Jeg prioriterer at være tæt på medarbejderne, lytte til deres tanker og bekymringer og interessere mig for dem som mennesker. Mine medarbejdere ved, at de kan komme til mig med både det der fylder på arbejdet, og det der fylder privat. Tillid opstår ikke af sig selv – den skabes gennem nærvær, interesse og ægte dialog," synes Kristina Tine Friis.

sommerledelse1

"Kaffekop-ledelse handler for mig om hele huset. Derfor prioriterer jeg også det tværfaglige samarbejde højt. Jeg ser ikke kun mine social- og sundhedsmedarbejdere som en vigtig del af hverdagen, men også rengøringspersonalet, viceværten, aktivitetsmedarbejderen, vagtplanlæggeren og vores frivillige.
Alle bidrager med noget unikt til beboernes hverdag, og alle fortjener at blive set, hørt og værdsat. Når vi kender hinanden på tværs af faggrupper og funktioner, så skaber vi et stærkere fællesskab, og et bedre plejehjem for både beboere og medarbejdere," mener Kristina Tine Friis.

Fællesskabet stopper heller ikke, når arbejdsdagen er slut, mener hun.

"Jeg arrangerer jævnligt personalehygge uden for arbejdspladsen fordi jeg oplever, at stærke relationer og gode grin sammen styrker samarbejdet og arbejdsglæden."

"Kaffekop-ledelse handler for mig heller ikke kun om medarbejderne. Jeg prioriterer også samtaler med beboere og pårørende. Jeg tager mig tid til den uformelle snak på gangen, ved kaffebordet eller i forbindelse med arrangementer. Det er ofte her, at jeg får de vigtigste indsigter i hverdagen, og hvor relationerne styrkes."

For plejehjemslederen er kaffekop-ledelse derfor ikke en metode, men en måde at være leder på.

"Nærvær, nysgerrighed og respekt er de vigtigste redskaber, og de bruges bedst i mødet med mennesker – gerne over en kop kaffe."

sommerkaffe3

Fra plejehjemmet tager vi videre til Rigshospitalets Neurocenter og chefsygeplejerske René Richard.

Han prioriterer at starte dagen helt uformelt.

"Når jeg mandag morgen starter ugen på mit arbejde, starter jeg altid med at gå omklædt op i mine afsnit og hilse på de sygeplejersker, der er mødt ind på vagt. Klokken er omkring 07:30, og inden dagens mødeaktiviteter for alvor begynder, prioriterer jeg det nærværende øjeblik — det korte stop, øjenkontakten, det uformelle “godmorgen”, fortæller han.

rene

"Jeg fortsætter min runde og får hilst på dem fra min stab, der er til stede: sekretærer, kliniske sygeplejespecialister og oversygeplejersker."

"Samtalerne er måske korte, men de er ægte. En hurtig bemærkning om weekenden, en observation fra en travl vagt eller et lille suk, der fortæller mere end mange ord. Det er her, jeg mærker stemningen — ikke gennem referater eller mødedokumenter, men igennem menneskene.

rene2

"Møder jeg portører, farmakonomer eller rengøringspersonale på min vej, stopper jeg også op. Jeg spørger, hvordan de har det, og lytter til svaret."

For René Richard er ledelse ikke afgrænset af faggrupper eller titler, men båret af relationer og respekt på tværs af hele organisationen, pointerer han.

"Det er for mig ”kaffekop-ledelse” i praksis, hvor de små møder gør den store forskel. Ved at starte ugen på denne måde sikrer jeg, at vi er tjekket ind sammen. Jeg får fingeren på pulsen og en fornemmelse af, hvad der rører sig, hvis der er noget vigtigt, jeg skal vide, forholde mig til eller handle på."

"Og måske vigtigst af alt: Jeg viser, at jeg er der. Ikke kun som chefsygeplejerske, men som menneske blandt mennesker."

...

Kristina Tine Friis og Rene Richard har hver modtaget en god bog som tak for deres sommerbidrag om nærværende ledelse.