Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Hjemmebehandling kræver stærkt lederskab:
SOM AT VENDE EN SUPERTANKER!

Sundhedsreformen lægger op til, at flere behandlinger flytter ud af hospitalerne og ind i danskernes hjem, og det kræver, at lederne gentænker ansvar, kultur og processer. Sådan lyder det fra Tenna Børnig Mortensen, der er ledende sygeplejerske i Region Sjælland. “Det er som at vende en supertanker i et lille vandløb,” siger hun.

Tenna2

LEDELSESMAGASIN FORKANT - AKTUELT
Tekst: Journalist Trine Wiese, forkant@dsr.dk 


Sollyset leger i de grønne stueplanter på vindueskarmen. 
På en blød sofa med orange pyntepuder sidder en kvinde en drop-slange i armen.

En sygeplejerske er på besøg og tilser forsigtigt droppet.
Kvinden bor i Region Sjælland og er netop blevet overflyttet fra sygehuset til eHospitalet, der nu har ansvar for at behandle hende.

Et team af sygeplejersker tilser kvinden efter behov, mens læger, der befinder sig på distancen bag en skærm, rådgiver hende på video eller over telefonen.

”De seneste år har vi skruet op for behandlinger i hjemmet. Den udvikling vil forsætte de kommende år, og det ser jeg overordnet som noget positivt. Det er nemlig, hvad de fleste patienter ønsker, og det er samtidig en vej til at få mere ud af vores ressourcer,” siger Tenna Børnig Mortensen. 

Tenna Børvig Mortensen er sygeplejerske og indtil 1. marts i 2026 funktionschef for eHospitalet i Region Sjælland.

Den 1.marts er hun tiltrådt som chef for hjemmebehandling i et præhospitalscenter og blevet en del af ledelsen i lægevagten i Region Sjælland.

De seneste seks år har hun været med til at opbygge mobile hjemmebehandlingsteams, og i fem år har hun stået i spidsen for eHospitalet, der gør det muligt for patienter at være indlagt i deres eget hjem eller på en kommunal akutplads og samtidig få lægelig rådgivning og konsultationer via digitale løsninger.

I 2021 og 2022 var Tenna Børnig Mortensen som chef for eHospitalet med til at starte pilotprojektet MBE, der er er en forkortelse for ”de mobile behandlingsenheder”. Nu er den mobile hjemmebehandling implementeret som fast procedure i regionen.

eHospitalet– helt kort fortalt

eHospitalet i Region Sjælland behandler patienter i deres eget hjem eller på en kommunal akutplads.

Samtidig får patienterne lægelig rådgivning og konsultationer via video og andre digitale løsninger.

En indlæggelse på eHospitalet er op til 50 procent billigere end en indlæggelse på et af regionens fysiske hospitaler.

De Mobile Behandlingsenheder (MBE) varetager sygehusbehandling for patienter, der behandles i hjemmet. MBE-teamet hører under eHospitalet.

”Vi måtte bygge det stille og roligt op”

”Da vi startede pilotprojektet med den mobile hjemmebehandling, vidste vi hverken helt, hvilket behov vi skulle dække, hvordan samarbejdet skulle fungere eller hvilke konkrete områder, der ville være mest relevante at arbejde med. Vi måtte prøve os frem på alle fronter,” fortæller hun og fortsætter:

”Vi begyndte med at kortlægge de eksisterende løsninger, og vi fik blandt andet øjnene op for, at regionen allerede havde et velfungerende samarbejde om FKA-pladser, det vil sige fremskudte kommunale akutpladser. Her blev sygehuspatienter indlagt på plejecentre, mens behandlingsansvaret var hos de praktiserende læger. Det gav os en arbejdsgang at bygge videre på.” 

Samtidig rakte eHospitalet ud til en række dygtige sygeplejersker for at få et kvalificeret bud på, hvilke behandlinger der med fordel kan foregå i patientens eget hjem.

”Vi måtte bygge det stille og roligt op. Det var som at vende en supertanker i en lille bæk, for transformationen fra sygehusbehandling til hjemmebehandling kræver, at der bliver ændret i ansvar og kultur på både sygehuse, hos de praktiserende læger og i kommunerne,” forklarer hun.

Tennas 3 ledelsesråd, når der skal skrues op for hjemmebehandling

Kortlæg snitflader og ansvar

Den største ledelsesopgave i transformationen er at få defineret og balanceret snitfladerne. Der er snitflader til patientens egen læge, til sygehuse, til kommunale visitatorer, til genoptræningsteams og til pårørende. Og så skal der aftales en ny henvisningspraksis: Hvem har ansvar for hvilken behandling, og hvornår går ansvaret videre?

Skab fælles ejerskab og synliggør gevinster

Hjemmebehandling kræver samarbejde på tværs, og alle aktører skal involveres for at håndtere eventuel modstand. Både patienter og faggrupper skal kunne få øje på gevinsterne ved mere hjemmebehandling.

Ha’ mod til at sige nej

Husk at sige nej, når patienter ikke egner sig til hjemmebehandling. Det kan for eksmpel være, når en diagnose er uklar.
Reformer giver politisk opbakning, og det kan frister til hurtig opskalering. MEN implementering tager tid, og man kan for eksempel ikke skabe 15 nye sygeplejerskestillinger over natten.
Hjemmebehandling kræver alt fra en klar ansvarsfordeling og de rette kompetencer, og lederen skal insistere på at have ressourcer til at sikre faglig sikkerhed, et godt arbejdsmiljø og faglige fællesskaber.

Fra modstand til medvind

I den første tid havde eHospitalet kun ganske få patienter.

”Vi oplevede en udbredt skepsis, og at sygehuslægerne var utrygge ved at udskrive patienter til os. Det krævede betydelige kræfter at overbevise dem om, at vores tilbud om hjemmebehandling og mobile behandlerteams kunne levere en tilstrækkelig høj kvalitet,” siger funktionschefen og fortsætter:

”Det var nødvendigt med et omfattende kulturarbejde at få dem til trygt at sige 'Denne patient behøver ikke at ligge på min afdeling for at få antibiotikum tre gange om dagen. Vi tør godt lægge ansvaret over til en læge, der sidder et andet sted i regionen, og til en team af mobile sygeplejersker."

Da MBE-pilotprojektet blev sat i søen, inviterede teamet bag eHospitalet sig selv ind til morgenkonferencer på udvalgte sygehusafdelinger.

”Vi fortalte, hvem vi er, og hvad vi kan bruges til, og vi gjorde meget ud af at sige, at vi er til for at understøtte og ikke for at tage noget fra nogen. Vi sagde ”Vi ved, at I har rigtig, rigtig travlt på sygehusafdelingerne, og vi vil rigtig gerne udvikle løsninger og modeller, der kan medvirke til, at I får færre patienter og i stedet kan bruge jeres kræfter på det mere specialiserede."

Stille og roligt fik eHospitalet skabt forståelse for og synliggjort sin arbejdsmetode.

"Den direkte dialog med sygehuse, praktiserende læger og kommuner var altafgørende. Og som et konkret og første resultat fik vi dem med på IV-aftalen, der er en tværsektoriel samarbejdsaftale, der sikrer, at borgere kan få IV-behandling hjemme eller i en kommunal klinik i stedet for kun på hospitalet,” fortæller den ledende sygeplejerske.

Tenna1

På sigt vil hjemmesygeplejerskerne givet vis kunne overtage endnu mere af den behandling, der nu foregår på sygehuset. Især fordi der sker en løbende kompetenceudvikling af sygeplejerskerne, mener Tenna Børnig Mortensen. 

Lægeråd på distancen

Tenna Børnig Mortensen slår fast, at hjemmebehandling er en driftsform under udvikling, og at det også er nyt, at læger kan sidde bag skærmen, foretage virtuel stuegang og kommunikere med patienterne via telefon eller video.

”Der skal fortsat udvikles en tillid til, at dygtige læger faktisk godt kan uddelegere og rådgive på distancen. De behøver ikke bruge deres kliniske blik, men kan stole de observationer, de får fra de mobile sygeplejersker. Lægerne behøver ikke altid at have patienten i sygehusseng eller i praksis for at give kvalificerede råd,” siger hun.

Snitflader skal blødes op

Fremtiden for hjemmebehandlinger ser med funktionschefens øjne lys ud, hvis ellers sundhedsledelsen fortsat sætter sig i selen for at bløde snitfladerne mellem de forskellige aktører op.

”Udviklingen kræver gennemsigtighed, klare ansvarsområder og gensidig faglig sparring,” understreger hun og forudser, at der med tiden vil ske en yderligere opblødning af, hvem der tager sig af hvad, når det handler om behandlinger i hjemmet."

I Region Sjælland opererer patientbehandlingen i hjemmet nu i to parallelle spor:

- Sygehusbehandling via eHospitalet: Den medicinske behandling, patienten ellers ville have fået på et fysisk hospital.

- Kommunalt spor: Hjemmesygeplejersken varetager plejeopgaver som sårbehandling og medicindosering.

”På sigt vil hjemmesygeplejerskerne givet vis kunne overtage endnu mere af den behandling, der nu foregår på sygehuset. Især fordi der sker en løbende kompetenceudvikling af sygeplejerskerne i kommunerne, og at den vil fortsætte,” vurderer  Tenna Børnig Mortensen.