Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

FEM PRINCIPPER I ANERKENDENDE LEDELSE

Vil du tænke og lede i tråd med "anerkendende ledelsesstil"? Som leder bliver din medarbejder ikke kompetent og engageret, hvis du render rundt med en forventning om, at han er uduelig og doven.   Sådan lyder et af budskaberne fra den selvstændige erhvervspsykolog Maja Loua Haslebo, der blandt andet er forfatter til bogen ”Anerkendende Ledelse – skab mod, engagement og bedre resultater”. Her lister hun en række principper op for dig, der ønsker at tænke og lede mere i tråd med den anerkendende ledelsesstil.

1

Organisationer er levende systemer

Mennesker ER organisationen, der er et levende og dynamisk system. Medarbejdere og ledere er forbundne og gensidigt afhængige. Ændringer hos én person ét sted påvirker hele systemet. Organisationsforandringer handler med andre ord om menneskelige forandringer.

2

Der er altid noget, der fungerer

Ved at finde frem til det, der fungerer, kan vi bruge det som energikilde og inspiration til at få endnu mere til at fungere. Eksempel: På en arbejdsplads med højt sygefravær er der alligevel medarbejdere, der møder på arbejde. Hvad får dem til at komme? 

maya

Hvem er Maja Loua Haslebo?

Maja Loua Haslebo er erhvervspsykolog, forfatter, foredragsholder og selvstændig konsulent.

Hun arbejder med ledelses- og organisationsudvikling fra et socialkonstruktionistisk perspektiv med fokus på relationel etik og sprogets skabende kraft.

Er forfatter og medforfatter til flere bøger og har skrevet adskillige artikler og klummer om livet i organisationer.

3

Det, vi fokuserer på, bliver vores virkelighed

Vi ser og er selv med til at skabe det, vi forventer. Eksempel: Hvis du som leder oplever, at du har inkompetente medarbejdere, vil du ofte lægge mest mærke til eksempler på inkompetence, mens du overser eksempler på kompetence eller ser dem som en undtagelse. Dette fokus vil påvirke dine handlinger overfor dem, så du kommer til at invitere dem mere til at vise sig inkompetente end det modsatte.

4

Forskelle er vigtige og værdifulde

Alle arbejdspladser har brug for mennesker med forskellige forcer, så komplekse opgaver løses bedst muligt. Og godt samarbejde kræver respekt og forståelse for forskelligheder. Når der ikke er plads til forskelle, bliver det at skille sig ud det samme som at være forkert. Mennesker der trives og anerkendes for deres unikke kompetencer, folder sig ud og bidrager aktivt. 

5

Vi kan ikke fjerne problemer, men vi kan realisere ønsker

Mennesker har i højere grad brug for viden om, hvad de skal gøre, end hvad de ikke skal gøre.  Eksempel: Et udsagn som ”Lad være med at tale så grimt til mig” giver info om, hvad man skal lade være med. MEN det giver ikke indsigt i, hvad man skal i stedet; hvordan skal man så tale? I mange tilfælde vil reaktionen blive, at man lader helt være med at tale til vedkommende, hvilket sjældent fører til et bedre samarbejde.

Læs også artiklen:

ANERKENDELSE HANDLER I HØJ GRAD OM AT GIVE ANSVAR

...det mener chefsygeplejerske på afdeling, der har fået pris for sit arbejde i forhold til sygeplejestuderende. Læs hvordan afdelingen arbejder.