Vi hædrer ledende sygeplejersker
LEDELSE FORTJENER ROS!
Vi giver dagens buket til ... Der kom mange - rigtig mange - gode bud på gode lederkolleger, der fortjener en buket blomster, da ledelsesmagasinet FORKANT spurgte, hvem du helt personligt synes fortjener lidt ekstra opmærksomhed. Vi har snakket med én af de ledende sygeplejersker, som har fået ros fra en lederkollega - og som vi derfor nu hædrer! Læs her, hvem der får dagens buket...
Den hædrende omtale og ros beror ikke på en lang afstemning eller anden form for udvælgelse.
Men generelt er vi da for dårlige til at give den løftede tommelfinger og sige "Godt gået, flot!"
Vi tror på, at alle vi ledende sygeplejersker gør en flot indsats ...næsten hver dag, og som i langt højere grad er værd at bemærke, end det typisk sker i hverdagen.
Derfor starter vi nu med hjælp fra de gode kolleger "bølgen" ... og giver en buket og medfølgende ros til et par af de gode lederkolleger, som du og I indstillede på tærsklen til 2025.
Denne buket går til... Lisa Nørgaard Lauritsen!
ALTING STARTER I RELATIONEN!
Chefsygeplejerske Lisa Nørgaard Lauritsen er en sprudlende leder med et lyst sind, der lever efter mantraet: Det her kan nemt gå godt. Hun trækker på mange års erfaring fra det palliative område, hvor ro, nærvær og omsorg får lov at fylde i sygeplejen – et fokus, der både giver glade medarbejdere og tiltrækker nye.
LEDELSESMAGASIN FORKANT - Aktuelt
Tekst: Journalist Malene Mølgaard, forkant@dsr.dk
Vi kommer langt med at møde hinanden åbenhjertigt, mener Lisa Nørgaard Lauritsen, der er chefsygeplejerske på sengeafsnit for Nyremedicin og Reumatologi på Aalborg Universitetshospital.
Selv er hun kommet så langt, at hun ikke har problemer med rekrutteringen på det store medicinske sengeafsnit, som ellers ofte kæmper med netop det. Vejen dertil er fokus på sygeplejefagligheden med udgangspunkt i hendes mange år på det palliative område krydret med en lattermild tilgang.
”Jeg synes faktisk, det er enormt vigtigt, at vi kan grine lidt sammen af tingene, også hvis det ikke gik helt efter planen,” siger hun med smil i stemmen og tilføjer:
”Samtidig med at vi også skal have en stor faglig bevidsthed om, hvad der er sygeplejens plads i det her sundhedsvæsen. Og der føler jeg, at jeg har en rigtig god ballast med mig omkring sygepleje fra det langvarige arbejde på det palliative område. Der står sygeplejen bare enormt stærkt, fordi det er sygeplejefagligt hjerteblod at tage sig af de døende,” siger Lisa Nørgaard Lauritsen.
Meget syge patienter
Hun har været chefsygeplejerske for det store, kombinerede afsnit for nyremedicin og reumatologi i efterhånden to år, og har ellers tilbragt størstedelen af sin faglige karriere i det palliative område med uhelbredeligt syge patienter. Det er fagligheden og erfaringerne herfra, hun har bragt med sig ind i sygeplejen af de ofte også meget alvorligt syge nyrepatienter.
”Den palliative dagsorden er, hvordan den sidste tid i livet bliver god at være i. Og det vil jeg da sige, at man langt hen ad vejen kan overføre en-til-en til nyrepatienterne her, fordi de bare er megasyge,” siger Lisa Nørgaard Lauritsen og konstaterer alvorligt:
”25 procent af de patienter, der opstarter dialyse, de dør jo inden for et år. Og hvis man bliver nyresyg, at det sjældent det første, man kommer til at fejle. Det er som regel en følgebehandling til et dårligt hjerte, for højt blodtryk eller en langvarig diabetesproblematik. Så det er multisyge patienter, vi har.”
Vi har jo brug for, at der er mening i det, vi foretager os, og vi har brug for at føle os forbundet med andre, og vi har brug for at føle os set og hørt og anerkendt," mener Lisa Nørgaard Lauritsen.
En stue til de døende
Derfor blev der i september 2024 på chefsygeplejerskens foranledning oprettet en særlig palliativ stue på afdelingen til de patienter, hvor der ikke er mere at gøre. En én-patientstue, der ikke minder for meget af hospital med billeder på væggene, og hvor de pårørende kan være medindlagt. Det er en af de indsatser, der har gjort indtryk på Lisa Nørgaard Lauritsens lederkollega Jonna Borg, der har skrevet til Forkant for at indstille hende til en buket:
Lisa har virkelig fået palliationen sat på dagsordenen. Hun har stået i front for at få personalet uddannet og arbejdet intenst med den opgave. Lisa har arbejdet hårdt for sygeplejen til den nefrologiske patient og skabt et renomme ude blandt kommende kollegaer, så afdelingen er gået fra at være kendt for sygeplejerskeflugt til alle stillinger besat. Lisa har kæmpet med oprejst pande, og her har hendes lattermilde røst kunne høres overalt i afdelingen, der har udviklet et yderst positivt arbejdsmiljø med tryghed og omsorg for hinanden. Så midt i al den snak om at vælge klogt og besparelser har drivkraften for Lisa været det gode patientforløb og den gode sygepleje.
”Vi har etableret en palliativ sengestue hos os og har nok i hvert fald mindst yderligere én på vej, fordi vi kan se, det virkelig gør en forskel, at man har mulighed for at rykke sammen som familie og forholde sig til, at det her godt kan være kritisk. Vi har arbejdet med få nogle af de palliative tanker ind i kontakten med vores patienter, hvor vi kigger mere lidt mere helhedsorienteret på patientens symptomer og netværkets belastning,” siger hun og tilføjer, at det også har gjort en stor forskel for de pårørende.
”Vi får rigtig meget anerkendelse og tilbagemeldinger fra de pårørende til patienterne på de sengestuer om, at der er bare en anden ro og et andet tempo, som de har godt af. Og det oplever mit personale også at blive mødt af, at de rent faktisk gør en forskel for de patienter.”
Vi har alle stillinger besat, fordi det her er noget, alle sygeplejersker gerne vil arbejde med,” siger Lisa Nørgaard Lauritsen.
Faglighed fastholder
Udover at have stor værdi for patienter og pårørende, har den palliative tilgang haft betydning for både tiltrækning og fastholdelse i afdelingen.
”Det har gjort en forskel i forhold til rekruttering, så jeg har kunnet skaffe sygeplejersker. Vi har jo alle stillinger besat, fordi det her er noget, alle sygeplejersker gerne vil arbejde med,” fremhæver chefsygeplejersken og forklarer:
”Rigtig meget af det, der foregår nede på den stue, er jo det, der engang har gjort, at vi har rakt hånden op og sagt, at vi gerne ville være sygeplejerske. Det var det, vi troede, vi skulle lave. Men vi har ligesom fået det skrevet ud af vores kernekompetencer gennem årene og været så optaget af at overtage nogle lægefaglige behandlingsopgaver, så vi har mistet kompetencer i det meningsfulde møde menneske til menneske,” siger chefsygeplejersken.
For Lisa Nørgaard Lauritsen er sygeplejerske.
”Og det er vi jo nødt til at prøve at begynde at snakke om igen og få italesat som en faglighed, og at det ikke bare handler om at være venlig og sød. Nej, det er rent faktisk en faglighed at kunne møde alle typer af mennesker, så de føler sig mødt og respekteret og inkluderet og værdsat og alt det der, som vi lægger vægt på,” siger hun bestemt og understreger, at det også har været godt for hende som leder at komme til et sygehus som Aalborg, der har ’fundamental of care’ som begrebsramme, hvor man siger, at alting starter i relationen.
”Så kan vi lave al mulig sygepleje ud fra det. Men vi er nødt til at være sikre på, at vi har hinandens tillid. Og at vi forholder os til, hvad er det for en plads de pårørende har i patienternes liv.”
Mening og anerkendelse
Efter indstillingen har hun tænkt over, hvad der præger hende som sygeplejerske og som leder.
”Altså jeg er jo blevet sygeplejerske, ligesom alle mulige andre, fordi jeg gerne ville have noget med mennesker at gøre. Jeg synes bare, der er helt vildt mange fantastiske mennesker til, og det har jeg vel taget med mig i mit faglige liv. I mange år var det jo patienter og pårørende på det palliative område, som har meget fokus på livskvalitet og dermed også den enkeltes livshistorie, hvor jeg kunne fordybe mig i, hvor forskellige vi er på mange måder, men jo også hvor meget, vi deler livsvilkår alle sammen. Vi har jo brug for, at der er mening i det, vi foretager os, og vi har brug for at føle os forbundet med andre, og vi har brug for at føle os set og hørt og anerkendt og blive læst med de bedste intentioner i forhold til det, vi gebærder os ud i,” siger hun eftertænksomt.
”Det tænker jeg på mange måder, jeg har taget med mig over i min ledelsesstil. Hvis jeg møder mine medarbejdere med samme nysgerrighed og oprigtig interesse på, hvordan det egentlig er, verden ser ud fra deres perspektiv, så oplever jeg, at vi får noget sygepleje, som vi kan stå på mål for på en helt anden måde, end hvis jeg bare sagde, at jeg vil have det sådan og sådan, og så gjorde de det hel- eller halvhjertet,” siger hun og tilføjer sin egen gevinst ved sit menneskesyn:
”Jeg tænker, vi kommer langt med at møde hinanden åbenhjertigt. Jeg bliver jo også hele tiden klogere og beriget i det møde, fordi der er altid noget, man ikke selv har tænkt på. Men hvis man formår at lytte med en åbenhed, så man ikke læser det, når de andre kommer med nogle gode ideer, som en personlig kritik, men som en interesse i at vi skal hjælpes ad med at kvalificere vores opgaveløsning bedst muligt, så bliver det meget sjovere for mig at gå på arbejde. Det bliver også meget mere tilfredsstillende for mine medarbejdere at være en del af det.
Hvis vi selv demonstrerer det som ledere, at hvis jeg holder hunden under mine medarbejdere, så holder de også hånden under mig!"
Vigtigt at grine
Når hun taler, er det stilfærdigt og eftertænksomt. Hun har mildhed og venlighed i stemmen og lyder som en leder, med et roligt væsen.
”Ja, men det tror jeg også, jeg er,” siger hun og tilføjer, at det også har noget at gøre med det, man er rundet af som menneske.
”Jeg er fra et hjem, hvor jeg ikke kan huske, at nogen har løftet stemmen nogensinde. Så det ville nok også være lidt svært for mig. Af natur, så har jeg da nok på mange måder et lyst sind og kan se det sjove og det skæve og det fine i mange situationer. Og så er jeg vokset op med en far i sundhedsvæsenet, som var god til at sige: Det her kan nemt gå godt. Det er jeg så glad for, at jeg har med fra ham, fordi det går jo godt de allerfleste gange,” siger hun med smil i stemmen.
Indimellem – eller ofte faktisk – bryder hun ud i højlydt latter, der kommer helt nede fra maven og kan høres vidt omkring.
”Jeg synes faktisk, det er enormt vigtigt, at vi kan grine lidt sammen af tingene, hvis det ikke helt gik efter planen.”
Når man spørger, hvor mange års erfaring, hun har, lyder svaret også med et grin: Mange! Rigtig mange. Lisa Nørgaard Lauritsen blev uddannet sygeplejerske i 1996 og efter en barsel med sit andet barn, startede hun i sit første job på medicinsk afdeling i Farsø i efteråret 1997.
”Ja, det er jo ikke 30 år endnu, men det bliver vel til 28 i år,” sjusser den 55-årige chefsygeplejerske sig frem.
”Men det betyder da rigtig meget at have erfaring og især i forhold til min nuværende medarbejdergruppe,” siger hun og fortæller, at da hun var leder i det palliative felt, var det tit for medarbejdere, der var jævnaldrende og somme tider også lidt ældre end hende selv.
”Der var det med alder ikke på samme måde en faktor. Vi snakkede mere faglighed, og hvem har det bedste faglige argument i den her ledelsesdiskussion,” siger hun.
Det er enormt vigtigt, at vi kan grine lidt sammen af tingene, også hvis det ikke gik helt efter planen!"
Arbejdsmor og rygstøtte
Men i dag er det anderledes, både på grund af afdelingen og ungdommen.
”Der, hvor jeg er nu, der tænker jeg, at…” siger hun og leder efter de helt rigtige ord.
”Der er jeg da sådan i citationstegn ”arbejdsmor” for nogle flere, og der er nogle, der kigger i min retning og i højere grad har brug for, at jeg nikker og siger, at det er det her vi gør. Og så går de rankere ud i deres arbejde og siger: Jeg har aftalt med Lisa at sådan og sådan,” siger chefsygeplejersken, der ikke oplever det som negativt.
”Det, synes jeg, helt klart er en enormt betydningsfuld funktion at have, og det lægger jeg meget vægt på. Jeg har meldt meget klart ud, at mig må man ringe til altid, hvis man synes, det er nødvendigt. Fordi det er bedre, at man forstyrrer mig en lørdag aften, end at man går hjem med ondt i maven. Sådan nogle tider har jeg jo også haft i mit sygeplejerskeliv, hvor jeg har været enormt usikker på mig selv. Men der har været nogen lige bagved, som har nikket og været hjælpsomme med, at jeg undgik at knække nakken på det fagligt,” siger hun og understreger alvorligt:
”Der har vi en forpligtelse til, når vi når til min alder, at være rygstøtter for dem, der er på vej.”
Ungdomsoprør og vanskelige vilkår
Snakken om den usikre og krævende nye generation afviser hun nøgternt.
”Nej, sådan nogle sygeplejersker har jeg ikke ansat. Jeg kan sagtens se, at de har en anden måde at gå til arbejdslivet på, end min generation havde. Der er ikke så stor rift om aften- og nattevagterne, end der var engang. Og det med gerne at ville arbejde deltid i nogle perioder, mens man er yngre, det synes jeg også fylder mere, end det gjorde, da jeg var på deres alder,” medgiver hun.
”Men det er jo også noget med, hvordan vi bevæger os som samfund. Det er vel deres ungdomsoprør, efter at have gået og kigget på os og set, hvordan vi har arbejdet alt for meget, da de var små. Og så vil de gøre noget anderledes for deres børn” konstaterer hun.
”Jeg synes, der er nogle forandringer på den måde, de prioriterer på, og hvor meget deres arbejde identificerer dem som mennesker. Men jeg synes på ingen måde, de er mere usikre, og det er bestemt ikke dårligere sygeplejersker, vi får ud nu, end da jeg selv blev sygeplejerske,” siger hun og tilføjer en væsentlig pointe:
”De har sommetider nogle vanskelige vilkår, og det er derfor, jeg føler mig meget forpligtet til, at de alle sammen ved sig sikre på mig som bagstopper. Da jeg var ung sygeplejerske, der varede det da nogle år, inden jeg var ældste sygeplejerske på arbejde på det medicinske sengeafsnit, hvor jeg startede. Men sådan er det jo ikke at være sygeplejerske nu. Der kan man godt hænde at være den erfarne, når man har været her et års tid – eller sådan var det i hvert fald, da jeg begyndte her for et par år siden, men sådan er det ikke længere på vores afdeling,” understreger chefsygeplejersken og opfordrer til selvransagelse i systemet.
”Og der synes jeg, vi er nødt til at kigge på, hvad er det vi byder dem? For så kan jeg da godt forstå, hvis man kommer til at fremstå en smule usikker. Altså vi er her jo for at holde hånden under hinanden, og hvis vi selv demonstrerer det som ledere, at hvis jeg holder hunden under mine medarbejdere, så holder de også hånden under mig, så løfter vi jo hinanden på den måde!”