Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

”Fritvalgsordning” blev udfordret

I forbindelse med OK24 fik de kommunale ledende sygeplejersker også forbedret deres pensionsindbetaling. En højere pensionsindbetaling, der trådte i kraft pr. 1. maj 2025. Men da forbedringen skulle starte, valgte mange arbejdsgivere en model, der forringede pensionsindbetalingen. Efter at Lederforeningen har taget sagen op, er der heldigvis nu fundet en løsning.

Publiceret: 

16. juni 2025

Senest opdateret: 

16. juni 2025

Af:

Thomas Garlov

thg@dsr.dk
pension (1)

Anledningen til ændringen af pensionsindbetalingerne for de kommunale ledende sygeplejersker er, at man nu mærker de seneste konsekvenser i forbindelse med de forbedringer, som de nye overenskomster (OK 24) har betydet.

De ledende sygeplejersker i kommunerne har via overenskomsten blandt andet fået forbedret deres pensionsordning: 
Pensionsindbetalingen er fra 1. maj 2025 steget – og samtidig er forbedringen blevet en en ”fritvalgsordning”, hvor lederen selv kan vælge, hvad der er den bedste løsning for vedkommende personligt.

Men da ændringen skulle iværksættes, valgte mange arbejdsgivere at lave en ændring, som mange ledere ikke var interesseret i.

Mange kommunale arbejdsgivere besluttede at ændre pensionsindbetalingen, så de ledende sygeplejersker pludselig kun indbetalte 15 % til pensionen og i stedet så fik hævet deres almindelige løn med den resterende del af pensionsbeløbet. Og UDEN at spørge.

Lederforeningen imod procedure

Den kommunale procedure, mente Lederforeningen, var imod intentionen i hele ideen om at skabe en ”fritvalgsordning”.

Lederforeningen og DSR tog på dén baggrund derfor kontakt til Kommunernes Landsforening (KL) og fik foranstaltet, at man tog sagen op til hurtig vurdering.

samtidig informerede Lederforeningen alle de berørte ledere om at tage et ekstra tjek af deres egen lønseddel, og hvordan deres arbejdsgiver havde handlet.

KL er enig

Heldigvis er KL enig med Lederforeningen og DSR i, at en ”fritvalgsordning” skal betyde, at der er tale om et frit valg.

Og altså ikke, at kommunerne glemmer at spørge de ansatte ledende sygeplejersker eller husker at gøre lederne tydeligt bekendt med ordningen.

For de kommuner, der ikke har haft en proces i forbindelse med fritvalgsordningen, er KL og Dansk Sygeplejeråd derfor enige om følgende:

Sygeplejerskeuddannede ledere vil bevare deres hidtidige valg om udbetaling som løntillæg eller pension indtil den 1. januar 2026.

Dette er konsekvensen

Allerede ansatte, der ved frit valg får udbetalt løntillæg, bibeholder nu den hidtidige pensionssats på 17,7 % indtil den 1. januar 2026.

Inden den 1. oktober 2025 kan sygeplejerskeuddannede ledere så meddele, om de ønsker at hele eller dele af dét pensionsbidrag, der overstiger 15 % og indtil 18,51 %, skal indgå som pension i stedet for overgå til at blive en kontant udbetaling i forbindelse med den almindelige løn.

Valget vil så træde i kraft pr. 1. januar 2026.

Hvis lederen ikke foretager et aktivt valg inden den 1. oktober 2025, vil lederen pr. 1. januar 2026 have en pensionsprocent på 15 %, og forskellen mellem 15 % og 18,51 % vil udbetales som løntillæg.

De ledende sygeplejersker i kommunerne behøver med andre ord ikke acceptere, at deres pensionsindbetaling mindskes til 15 %, hvis man hellere vil have fuld pensionsindbetaling på 18,51%

Den ledende sygeplejerske skal dog lægge mærke til, at man tydeligt skal gøre sin arbejdsgiver opmærksom på, hvordan man ønsker sin pensionsindbetaling.

Hvis man ikke foretage et aktivt valg, vil den kommunale arbejdsgiver kunne ændre pensionsindbetalingen til 15 % pr. 1. januar 2026.
I Lederforeningen er vi glade for, at fritvalgsordningen dermed får den tilsigtede indretning. Muligheden for et frit valg.

Hvis du som kommunalt ansat ledende sygeplejerske vurderer, at du har mere brug for pengene lige nu i dit liv fremfor at spare op til pensionen - så får du mulighed for at ændre din pensionsindbetaling, så der fra 1. januar kun indbetales 15 % til din pensionsordning, mens resten i stedet udbetales sammen med din almindelige løn.

Det er dog vigtigt at tilføje, at fritvalgsordningen dermed også risikerer at få en stor konsekvens (!), fordi man så sparer mindre op til sin pension. Generelt anbefaler Lederforeningen, at man har en høj indbetaling til sin pensionsordning. 

Hvis du som kommunalt ansat ledende sygeplejerske har spørgsmål vedrørende dine løn- og arbejdsvilkår, kan du kontakte lederforeningens LEDERhotline - telefon 4695 3900 - eller maile til lederforeningen@dsr.dk 

Fakta:

I forbindelse med forbedringerne i overenskomsterne, blev også indbetalingerne til pension forbedret for kommunalt ansatte ledende sygeplejersker.

  • Indbetalingen stiger fra 1. maj 2025, så arbejdsgiveren fremover skal indbetale 18,51 % mod tidligere 18,04 % inkl. fritvalg-tillægget.
    Selvom stigningen er relativ lille, så kan stigningen gavne pensionen betydeligt på længere sigt.
  • Samtidig fik de kommunalt ansatte ledende sygeplejersker med den nye overenskomst også mulighed for selv at bestemme over en del af pensionsindbetalingen, en såkaldt "fritvalgsordning".
    Ordningen betyder, at man kan vælge, at pensionsindbetalingen ud over de 15% op til de 18,51% i stedet udbetales som almindelig løn. Mod tidligere ”fritvalg” fra 17,7% og op til de 18,04%
  • Fritvalgs-ordningen kan muligvis være en fordel for den enkelte leder, hvis man vurderer, at man har mere brug for pengene lige nu i sit liv fremfor at spare op til pensionen. 
    Men det er vigtigt at tilføje, at fritvalgs-ordningen dermed også risikerer at få en stor konsekvens, fordi vedkommende så sparer mindre op. Det kan få endog stor betydning for økonomien og pensionen, når man skal aktivere sin pension.

    Læs, hvordan PKA i en anden sag har beregnet betydningen af pensionsindbetaling. Eksemplet er beregnet i en situation for chefsygeplejersker. Læs eksemplet her!