Hvordan tager du godt imod din nyuddannede kollega?
At gå fra studerende til sygeplejerske kan være en stor omvæltning. Den nyuddannede sygeplejerske skal finde sin plads i fællesskabet, omsætte teori til praksis og lære arbejdsgange, rutiner og kulturen på arbejdspladsen at kende. Få DSR's råd til, hvordan du tager godt imod en nyuddannet kollega.
Foto:
Søren Svendsen
Tag godt imod en nyuddannet kollega
Som erfaren kollega kan du gøre en stor forskel for dine nyuddannede kollegaer. En god modtagelse skaber tryghed, styrker den faglige udvikling og giver den nyuddannede de bedste forudsætninger for at lykkes i jobbet.
Små handlinger som en hjælpende hånd, anerkendende ord eller en invitation til frokost kan være med til at give en god start på arbejdslivet og styrke fællesskabet på arbejdspladsen.
Som arbejdsplads kan du
Tage god oplæring seriøst. Prioriter oplæringsprogrammet fuldt ud – men vær også parat til at justere det efter den enkeltes behov.
Erkende, at de nyuddannede ikke kan arbejde 100 pct. effektivt det første stykke tid.
Sæt tid af til at få nye medarbejdere ind i afdelingen.
Inddrage dem i de dilemmaer og paradokser, du møder i din hverdag.
Være opmærksom på, at de sygeplejersker, der uddannes nu, har andre teoretiske forudsætninger, f.eks. til kvalitetssikring og det at forholde sig kritisk til retningslinjer. Måske kan du endda have gavn af deres viden og lære noget nyt.
Sørge for, at der er tid og rum til at skabe en tryg følelse, hvor de nyuddannede kan lette deres hjerter.
Som kollega kan du forvente
De nyuddannede mangler praktisk erfaring og håndelag, som de først skal lære.
De vil oftere sætte spørgsmålstegn ved den måde, du og dine kolleger gør jeres arbejde på, eller de procedurer, afdelingen har indført. Det er ikke af ond vilje, og det vil hjælpe jer med, at I kan udvikle jer i fællesskab.
Det kan du selv gøre
Være nysgerrig og opsøgende over for dine nyuddannede kolleger
Være opmærksom og spørg dem, hvordan det går, og om du kan hjælpe dem.
Være ekstra opmærksom på usædvanlige episoder og spørg, om de har brug for at debriefe.
Tage dem med rundt eller sig: ”Jeg er lige herinde, hvis du har brug for hjælp.”
Anerkende, at de har en viden, du kan bruge. Spørg fx: ”Hvordan ville du have gjort i den her situation?” Eller sig: ”Hvor er det godt, du nævner det.”
Anerkende dem i konkrete situationer.
Prioritere at drikke en kop kaffe eller spise frokost med dem.