Ældrepleje er meget mere end kaffe og støttestrømper

Hvad drømmer du om, når du bliver gammel? For de fleste vil svaret nok indeholde noget med godt helbred og selvbestemmelse.

Skal vi lave gode løsninger på ældreområdet, kan vi da heller ikke gøre det uden at tænke sundhed som noget helt centralt. Det håber jeg også, at man vil kunne se, når vi inden længe bliver præsenteret for en ny ældrelov.

Ingen drømmer om alderdommens skavanker, men med alderen følger uomgængeligt flere sygdomme. Heldigvis behøver kronisk sygdom ikke at være en hindring for et godt liv, hvis man får den rigtige hjælp. Den hjælp er netop noget af det, vi bliver nødt til at blive skarpere på.

Det er min oplevelse, at vi nogle gange overser, at ældrepleje er meget mere end hjælp på badeværelset og tid til en kop kaffe. Særligt for de borgere med allerstørst behov for pleje og behandling. De har ikke bare en høj alder, men også svær sygdom, ligesom de ofte har nedsat funktionsevne både fysisk og kognitivt. Der skal der altså noget mere til.

I dag er der mange komplekse opgaver, som det nære sundhedsvæsen skal tage sig af. Både fordi mange ældre har flere samtidige sygdomme og bliver tidligere udskrevet, når de har været på sygehuset. Men også fordi flere af de opgaver, der tidligere blev løst på sygehusene, i stigende grad foregår i borgerens eget hjem. Det gælder for eksempel iv-behandling, hjemmedialyse, kemobehandling og palliation.

Det er godt, for det giver bedre livskvalitet, når man kan få pleje og behandling i sit eget hjem. Men det stiller også nye krav, og det er afgørende, at de sundhedsfaglige kompetencer bliver styrket i kommunerne. Der er også brug for medarbejdere, der kan skabe sammenhæng og har viden om kompleks sygepleje og det medicinske og geriatriske speciale. Det kræver en kommunal oprustning på kompetencerne. Blandt andet i form af flere sygeplejersker med en videreuddannelse i borgernær sygepleje og APN-sygeplejersker, men også gennem et mindre ledelsesspænd til lederne i ældreplejen.

Noget andet, der bliver vigtigt at holde øje med, er den frisættelse af medarbejderne, som ældreminister Mette Kierkgaard allerede har løftet lidt af sløret for. Det giver god mening at give medarbejderne mere frihed til at bruge deres faglighed. Men det er lige så vigtigt, at det ikke bliver på bekostning af den sundhedsfaglige kvalitet og borgernes retssikkerhed. Det afgørende bliver at finde den rigtige snitflade, når opgaverne samtidig bliver mere og mere komplekse.

I den forlængelse er der brug for politiske initiativer, som sikrer den nødvendige kvalitet på tværs af kommunerne. Blandt andet gennem nationale kvalitetsplaner for de ældre borgere, som ikke nødvendigvis har en af de store kroniske sygdomme, men andre almindelige sygdomme. Det må være fagligheden, der sætter standarden, og det skal være klart, hvem der har ansvar for hvad, også når det drejer sig om eksempelvis lungebetændelse.

På den måde bliver vi også bedre til at give de ældre den pleje og behandling, de har brug for, for at kunne leve det liv, de gerne vil.