Nyhed
Aftale på plads for offentligt ansatte på det regionale område
"Med OK 24 og trepartsaftalen har vi opnået mærkbare resultater indenfor løn og pension”, siger Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde i Dansk Sygeplejeråd og formand for Sundhedskartellets forhandlingsdelegation.
Publiceret:
26. februar 2024
Senest opdateret:
12. november 2024
Foto:
Søren Svendsen
Sundhedskartellet og Danske Regioner er efter nogle lange forhandlinger nået til enighed om fordelingen af de organisationsspecifikke midler på det regionale område. Organisationsmidlerne udgør 2 procent af den samlede lønfremgang de næste to år på 8,8 pct., som Danske Regioner og Forhandlingsfællesskabet nåede til enighed om i det generelle forlig i sidste uge.
Aftalen med Danske Regioner omfatter desuden udmøntningen af midlerne fra trepartsaftalen til regionale sygeplejersker, som kommer oveni den overenskomstmæssige lønforbedring for de sygeplejersker, som er omfattet af trepartsaftalen med regeringen.
Forhandlingsleder for Sundhedskartellet og forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg, kalder aftalen vigtig:
”Vi har kæmpet for en høj organisationspulje, og med 2% har vi fået mulighed for at hæve startlønnen for nyuddannede, givet sygeplejersker med 10 års erfaring mere i lønningsposen, hævet sygeplejerskernes pension op på 14 pct. og givet lederne bedre vilkår, der modsvarer deres store ansvar.”
Beregninger af OK24 resultater for sygeplejersker:
Aftalen betyder, at den overenskomstfastsatte månedsløn incl. pension og særlig feriegodtgørelse (inkl. trepart) når vi kommer til 1. januar 2026 for forskellige grupper af sygeplejersker vil udvikle sig, således, at:
- En nyuddannet sygeplejerske vil stige med 2850 kr./måneden
- En sygeplejerske med 4 års anciennitet vil stige med 4250 kr./måneden
- En sygeplejerske med 10 års anciennitet vil stige med 5600 kr./måneden
Chefsygeplejersker får sammenlignelige forhold med andre faggrupper på chefniveau:
Dorthe Boe Danbjørg peger videre på, at aftalen også tilgodeser chefsygeplejersker:
”Jeg er glad for, at det er lykkedes at komme igennem med en cheflønsaftale, der gør det at være chef sammenligneligt med øvrige sundhedspersoner på chefniveau.”
Det betyder en samlet lønforbedring inkl. pension og særlig feriegodtgørelse ved periodens udløb på 4500 kr./måneden for ledere af medarbejdere. For ledere af ledere er aftalt 7000 kr./mdr. For ledere af ledere er aftalt en pension på 22 pct. Pensionsprocenten er den samme som bl.a. de lægelige chefer.
Aftalen omfatter udmøntningen af trepartsmidlerne
Bedre betaling for at arbejde på skæve tidspunkter var en del af trepartsaftalen. Det betyder at sygeplejersker, der arbejder mindst 25 timer om måneden på skæve tidspunkter får et vagttillæg.
Derudover stiger særydelser med 5 % for alle, der arbejder på skæve tidspunkter, som skal lægges til disse beløb.
For sygeplejersker, der arbejder mindst 25 timer på skæve tidspunkter bliver den samlede lønforbedring:
- En nyuddannet sygeplejerske vil stige med 4400 kr./måneden
- En sygeplejerske med 4 års anciennitet vil stige med 5800 kr./måneden
- En sygeplejerske med 10 års anciennitet vil stige med 7200 kr./måneden
Deltidsansatte får også del i trepartsmidler
Under trepartsforhandlingerne i efteråret fyldte debatten om regeringens ønske om at få flere deltidsansatte op på fuld tid.
”Der har været en del tvivl om trepartsmidlerne også komme til at gælde deltidsansatte, jeg vil gerne understrege, at alle uanset om de er ansat på deltid eller fuld tid får del i midlerne”, siger Dorthe Boe Danbjørg.
Aftalen med regionerne betyder, at sygeplejersker får anciennitetstillæg og vagttillæg uanset om de er på deltid eller fuld tid. Hvis en sygeplejerske på deltid arbejder gennemsnitligt 30 timer om ugen, vil tillægget blive gradueret svarende til hans eller hendes ansættelse. Med hensyn til forbedringer af særydelser vil sygeplejersken opleve de samme forbedringer, og man vil også opnå det fulde vagttillæg hvis man har 300 vagttimer om året, svarende til 25 timers vagt om måneden.
Læs mere her:
https://dsr.dk/loen-og-arbejdsvilkaar/regionale-overenskomster-og-aftaler/ok24-region/
Læs hele aftalen her: