Forsinkelse af Sygeplejersken og evt. kalender
Postomdelingen har beklageligvis været ramt af sygemeldinger, hvilket har forsinket ca. 3000 forsendelser. Sygeplejersken og din kalender (hvis du har bestilt kalender) er på vej hjem til dig.
Nyhed
Dansk Sygeplejeråd til kamp for kvindesundhed
Sygeplejerådet er gået med i en alliance, der kæmper for flere midler til forskning i kvindesygdomme og støtter op om initiativer, der skal sprede viden om kvinders sundhed.
Publiceret:
27. januar 2025
Senest opdateret:
27. januar 2025

Der bliver ikke forsket nok i kvindesygdomme.
Det er et problem, for så bliver der ikke stillet de rette diagnoser i tide, og kvinder får i mange tilfælde hverken rettidig eller rigtig behandling.
Det vil initiativet ’Alliance for kvinders sundhed’ gerne ændre på, hvilket Dansk Sygeplejeråd bakker op om og derfor er gået med i alliancen.
- Der bliver generelt forsket mest i mandesygdomme, og noget medicin bliver kun testet på mænd. Det har blandt andet den konsekvens, at kvinder har dobbelt så stor risiko for at opleve bivirkninger, som mænd har, konstaterer Kristina Robins, der er 2. næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd og sygeplejerådets repræsentant i alliancen.
- Den manglende prioritering af forskning i kvindesygdomme har alvorlige konsekvenser. Sygdomme invaliderer kvinderne, og som samfund taber vi mange på gulvet. Derfor glæder jeg mig til at gå ind i arbejdet med at sprede viden om initiativer, der potentielt kan fremme kvinders sundhed. Det er vigtigt og nødvendigt, fortsætter Kristina Robins.
Flere investeringer, tak!
’Alliance for kvinders sundhed’ samler politikere og andre aktører, der har et ønske om at fremme kvinders sundhed, herunder at sætte fokus på:
- Behovet for øgede investeringer i forskning og innovation i kvinders sundhed.
- Behovet for øget viden om de personlige og samfundsøkonomiske konsekvenser af manglende forskning i kvinders sundhed.
- Behovet for at nedbryde tabuer omkring kvinders sundhed.
Du kan læse mere om alliancen på Dansk Industris hjemmeside.