Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Danske Regioner: Der skal investeres i praktikken – DSR bakker op

Der skal investeres i praktikken på professionsuddannelserne. Så tydeligt lyder det fra Danske Regioner - en melding, der modtages positivt hos Dansk Sygeplejeråd, hvor forkvinde Dorthe Boe Danbjørg kalder det "helt nødvendigt"

Publiceret: 

11. april 2025

Senest opdateret: 

11. april 2025

Af:

Jacob Mouritsen

jam@dsr.dk
61373150

Foto:

Nikolai Linares

Danske Regioner melder nu klart ud: Det er nødvendigt at investere markant mere i praktikken på professionsuddannelserne – herunder sygeplejerskeuddannelsen.

Meldingen møder anerkendelse i Dansk Sygeplejeråd, der længe har efterlyst politisk fokus og konkrete investeringer i de kliniske uddannelsesforløb.

- Det er helt afgørende for kvaliteten af uddannelsen, at der i praktikforløbet er tid og kompetencer til at give den vejledning, der er nødvendig for de studerendes læring. Jeg er glad for, at Danske Regioner sætter en tyk streg under behovet for investeringer i det kliniske uddannelsesmiljø, siger forkvinde for Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg.

Brug for mere

Udmeldingen kommer i kølvandet på den netop indgåede reform af professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelserne, hvor der for første gang afsættes øremærkede midler til praktikstederne.

Men ifølge Danske Regioner er der behov for at gå endnu længere. Regionen ønsker, at spørgsmålet om flere midler til praktikken bliver en del af forhandlingerne om regionernes økonomi for 2026.

- Vi prioriterer det højt at skabe gode uddannelsesmiljøer. Praktikken er vigtig i forhold til at sikre kvaliteten og reducere frafaldet. Men sygehusafdelingerne bliver mere og mere pressede. Det, vi ser over hele linjen, er, at der bliver flere og flere studerende og elever, siger Bo Libergren, næstformand i Regionernes Løn- og Praksisudvalg, i en pressemeddelelse.

Han peger på, at regionerne i dag står med en stor uddannelsesopgave – med omkring 25.000 praktikanter årligt i sundhedsvæsenet – men uden at få kompensation for indsatsen.

Helt nødvendigt

I reformen er der afsat økonomi til at udvikle nye praktikformer, heriblandt uddannelseshospitaler som man har gode erfaringer med i bl.a. Frederikssund og på Amager/Hvidovre Hospital, men ifølge Dansk Sygeplejeråd er er behov for en langt større investering.

Dorthe Boe Danbjørg kalder det ”helt nødvendigt”, at der nu skabes bedre rammer for de kliniske forløb:

- Vi har brug for flere kliniske vejledere med de rette kompetencer og tid til at løfte opgaven. Hvis vi skal sikre, at de studerende får det maksimale ud af praktikken, så kræver det et uddannelsesmiljø med høj kvalitet og tryghed. Det skal prioriteres – både politisk og økonomisk, siger hun. 

Danske Regioner vil lade spørgsmålet om flere midler til at finansiere praktikken indgå i forhandlingerne om den økonomiske aftale for regionernes budget for 2026. 

Dansk Sygeplejeråd ser derfor frem til at samarbejde endnu tættere med Danske Regioner om at få skabt bedre rammer for praktikken på sygeplejerskeuddannelsen.