Nyhed
Debat: Akut behov for at få styr på akutsygeplejen
Sådan får vi den bedst mulige akutsygepleje, når regionerne overtager ansvaret fra kommunerne. Dansk Sygeplejeråd kommer med 5 anbefalinger.
Publiceret:
4. september 2026
Senest opdateret:
4. september 2026
Foto:
Joachim Rode
Dette indlæg er skrevet af Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, og bragt i Sundhedsmonitor den 3. september 2026.
Når 2026 bliver til 2027, rykker ansvaret for akutsygeplejen fra kommuner til regioner.
Derefter bliver det regionernes opgave at sikre, at der kommer en akutsygeplejerske ud til borgeren, når der er behov for en hurtig indsats i hjemmet for at undgå indlæggelse.
Det er en af de helt centrale opgaveflytninger i sundhedsreformen. Formålet er at styrke det nære sundhedstilbud og forebygge endnu flere indlæggelser. Den ambition kan vi selvfølgelig kun bakke op om.
Men der er – godt tre måneder før flyttedag – stadig en række spørgsmål, vi ikke har fået svar på.
Hvem, hvad, hvornår?
Hvordan sikrer vi for eksempel et smidigt samarbejde mellem den kommunale sygepleje og akutsygeplejen?
Det kan have åbenlyse negative konsekvenser for borgerne, hvis der opstår tvivl om, hvem der har ansvaret i den enkelte situation. Derfor skal vi også have en meget klar beskrivelse af, hvem der skal gøre hvad. Hvornår overtager akutsygeplejersken for eksempel ansvaret for at hjælpe borgeren, og hvornår bliver det hos den kommunale sygeplejerske?
Det kræver derfor en lige så klar plan for, hvordan kommunikationen mellem den kommunale sygepleje og akutsygeplejen skal foregå. Helt lavpraktisk så skal den kommunale sygeplejerske vide, hvem man skal ringe til. Og ikke mindst hvornår, man skal ringe. Altså har vi brug for en meget præcis opgavebeskrivelse for både den kommunale sygepleje og den regionale akutsygepleje.
Jeg ved, at regionerne og sundhedsrådene arbejder på at tilrettelægge akutsygeplejen netop nu. Og at Sundhedsstyrelsen er i gang med at skrive de meget vigtige kvalitetsstandarder, der fastlægger det sygeplejefaglige opgavesnit mellem regioner og kommuner efter den 1. januar 2027.
I de standarder bør man bruge de mange gode erfaringer fra sygeplejerskernes dagligdag, så vi sammen sikrer den bedst mulige akutsygepleje efter overgangen fra kommuner til regioner.
Lokalkendskab, kompetencer og klare aftaler
Vi har helt konkret 5 anbefalinger:
• For det første skal akutsygeplejerskens geografiske arbejdsområde begrænses, selv om den nye arbejdsgiver dækker et større område. På den måde bliver transporttiden til borgeren begrænset, og akutsygeplejersken kan bruge sin viden om lokale sundhedstilbud og kendskab til sundhedsfaglige kollegaer.
• For det andet så skal det være krystalklart, hvem der – i alle typer forløb – har ansvaret.
• For det tredje er det vigtigt, at der kommer et smidigt samarbejde uden visitationsbarrierer mellem kommune og region, så akutsygeplejersken kan træde direkte til med kort varsel, når den kommunale sygeplejerske vurderer, at der er brug for det.
• For det fjerde bør der være en specialuddannelse i denne type akutsygepleje, der finder sted uden for hospitalerne, så vi sikrer, at akutsygeplejersken har de nødvendige kompetencer til at håndtere til tider komplekse forløb i borgerens eget hjem.
• For det femte skal der være klare aftaler om behandlingsforløb i alle forløb og adgang til sparring på tværs af både sektorer og fagligheder.
Skal skabe sammenhæng
Akutsygeplejersken får en meget vigtig rolle i forhold til at skabe sammenhæng, når sundhedsreformen rykker sundhedsvæsenet hjem til borgeren.
Både i forhold til samarbejdet mellem kommune og region og i ambitionen om at undgå unødvendige indlæggelser. Det er en nødvendig funktion i at realisere sundhedsreformens ambition om et løft af de nære sundhedstilbud.
Derfor er det meget vigtigt, at vi ikke sætter barrierer op for samarbejdet i praksis. Det skal fungere smidigt. Akutsygeplejerskens arbejde må ikke blive forhindret af en usmidig overgang, uklare ansvarsområder og kommandoveje samt alt for mange kilometer på landevejene. Det kommer i sidste ende også til at gå udover borgerne.
I Dansk Sygeplejeråd støtter vi op om en stærk akutsygepleje i hele landet, der samarbejder tæt med den kommunale sygepleje. Potentialet er der, hvis bare akutsygeplejersken kan bruge sine kompetencer lige præcis der, hvor de bruges bedst:
Til at forebygge indlæggelser i det nære sundhedsvæsen for borgere med akut forværring i et samarbejde med den kommunale sygepleje.
Nu skal vi bare have rammerne til at gøre det.