Debat: Offentligt ansattes ytringsfrihed skal sikres – og ledelsen skal vise vejen

Debatindlægget er af Dorthe Boe Danbjørg, Forkvinde, DSR, Sara Vergo, Formand, Djøf, Elisa Rimpler, Formand, Bupl, Mona Striib, Forbundsformand, Foa, Tine Johansen, Formand, Dansk Journalistforbund – Medier og Kommunikation. Indlægget er bragt i Jyllands-Posten d. 8/3-25. 

Forestil dig, at der er så stor personalemangel på byens plejehjem, at byens ældre borgere går i urimeligt lang tid uden basal pleje som bad og toiletbesøg. At der i kommunernes daginstitutioner er vigtig viden om, hvordan minimumsnormeringerne fungerer eller ikke fungerer i praksis. Eller at de statslige sparekrav udfordrer kommunens budgetter på skoleområdet i hidtil uset grad.
I så fald vil vi nok aldrig høre det fra social- og sundhedsassistenten, pædagogen eller økonomen selv. Og det er ærgerligt.

For offentligt ansattes betragtninger om vilkårene i velfærdsstatens maskinrum spiller en nøglerolle i vores demokrati. Ytringsfrihed er ikke alene en grundlæggende rettighed for de ca. 800.000 offentligt ansatte, der trygt skal kunne dele deres faglige indsigter og erfaringer i den offentlige debat. Det er også en sikkerhedsventil, som sikrer, at vi allesammen får indsigt i, hvordan vores offentlige sektor fungerer – og vigtigst af alt: Hvor og hvordan den kan forbedres.

Desværre holder de fleste sig tilbage med den slags kritik og refleksioner. Derfor er det kærkomment, at regeringen har taget initiativ til at lovfæste offentligt ansattes ytringsfrihed i et nyt lovforslag. Et lovforslag, der skal behandles i Folketinget i løbet af foråret.

Men som også justitsministeren selv har vedkendt sig, er den nye lov i det store hele blot en gentagelse af eksisterende regler på området, som vi kender dem fra grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Hvorfor ikke være lidt mere ambitiøse? Vi har en enestående chance for at give de offentligt ansatte en lov med klare håndhævelsesmekanismer til reelt at styrke ytringsfriheden og dermed den offentlige debat.

Kigger vi mod fakta og undersøgelser fremgår det tydeligt, at de eksisterende regler ikke er nok til at sikre offentligt ansattes ytringsfrihed.

Ytringsfrihedskommissionens undersøgelse har sort på hvidt påvist, at offentligt ansatte i stort tal undlader at udtale sig, selvom de har noget at fortælle. Den hyppigste grund til at holde sig tilbage blandt dem, der har oplevet kritisable forhold, som offentligheden burde kende til, er frygten for at blive opfattet som illoyal af arbejdsgiveren og blive afskediget.

Kigger vi ned i de enkelte faggrupper, kan vi se, at hver anden pædagog har oplevet forhold, de finder så kritisable, at de mener, at offentligheden også burde få viden om dem. Men de tier af frygt for konsekvenserne. I social- og sundhedssektoren har hver fjerde holdt kritik af forhold på arbejdspladsen tilbage af frygt for repressalier. Ligeledes undlader hver fjerde sygeplejerske at ytre sig offentligt om kritisable forhold på arbejdspladsen. Og hvad angår jurister, økonomer og samfundsvidenskabelige medarbejdere i staten, har mere end hver tredje den oplevelse, at det kan få negative konsekvenser for dem at udtale sig offentligt om forhold på arbejdspladsen.

Som fagforeninger hører vi jævnligt fra medlemmer, som føler sig kontrolleret og censureret, når det kommer til at deltage i debatten. En pædagog blev for eksempel kaldt til samtale hos chefen, fordi hun på egne vegne havde ytret sig offentligt og kritisk i en lokal debat om børnenes forhold i kommunen.
En akutsygeplejerske oplevede, at offentlig kritik af uholdbare arbejdsforhold førte til trusler om en tjenstlig samtale. En social- og sundhedshjælper, der til en avis havde fortalt, at manglen på ressourcer betød, at ældre sad for længe med våde bleer, måtte sige sit job op.

Afdelingslederen og forstanderen kaldte hende til samtale om hendes medieoptræden, og forholdet til ledelsen blev efterfølgende for betændt. Og en offentligt ansat i en statslig styrelse har fået fremlagt retningslinjer for adfærd på LinkedIn, hvoraf det fremgår, at man kun må omtale sin arbejdsplads positivt. Fra vores løbende medlemsrådgivning fremgår det desuden, at mange ikke kender reglerne, lægger bånd på sig selv og frygter sanktioner.

Når så mange offentligt ansatte på tværs af fag og sektorer afholder sig fra at bidrage til den offentlige debat, står det soleklart, at de gældende regler ikke er nok.

Det handler jo ikke kun om, at man som offentligt ansat skal kunne fremlægge kritik og mangler, men om at vi skal have åbne faglige, konstruktive samtaler og kaste lys på, hvordan velfærdsstatens tandhjul drejer – også det, der fungerer godt, så vi kan lære af hinanden.

For at debatten kan blive konstruktiv, skal der være plads til både det kritiske og det positive i debatten fra den offentlige sektors mange fagligheder. Og vi skal fremme trygheden på arbejdspladsen og sikkerheden i ansættelsen, hvis man tager bladet fra munden og bringer vigtig viden til debat.

Så kære regering. Brug nu arbejdet med den nye lov om offentligt ansattes ytringsfrihed som anledning til at få ændret debatkulturen blandt offentligt ansatte. Læs de respektive høringssvar grundigt. Og overvej ændringsforslag i lovbehandlingen forude.

Vi har muligheden for at styrke ytringsfriheden, hvis vi i en ny lov tydeliggør, at offentligt ansattes bidrag i debatten er meget velkomne. Det kan man gøre ved at sanktionere de arbejdsgivere, der sanktionerer medarbejdere, der ytrer sig. Vi foreslår, at man i loven indarbejder ansættelsesretlige værktøjer som delt eller omvendt bevisbyrde og klare godtgørelsesordninger. For eksempel kunne man lade det være op til arbejdsgiveren at bevise, at en afskedigelse ikke skyldes en offentlig ytring. Det ville styrke ytringssikkerheden og sende et tydeligt signal.

Man kunne også styrke loven ved at lade reglerne omfatte privatansatte, der udfører opgaver for det offentlige. På den måde kan vi undgå, at ytringsfriheden undergraves ved udlicitering af offentlige opgaver.

Endelig kunne man lade en ny lov stille krav til, at ledelsen oplyser medarbejderne om spillebanen for at ytre sig. Der findes i dag en vejledning i offentligt ansattes ytringsfrihed, som Justitsministeriet lægger op til at opdatere. Men hvad gavn gør en vejledning – gammel eller ny – hvis den bare samler støv på en hylde?

Vi ved, at der blandt medarbejdere er stor usikkerhed om, hvad man må sige, og hvad man ikke må, og både ledelse og medarbejdere ville have glæde af at kende til rammerne for lovlige ytringer.

Ytringsfrihed er en af de fineste grundsten i vores demokrati. Derfor er lovfæstelse af offentligt ansattes ytringsfrihed en god idé. At være ambitiøse med indholdet i en ny lov er endnu bedre. Lad os benytte chancen for at skabe de rammer, der gør, at offentligt ansatte kan finde modet til at bringe deres viden i spil i den offentlige debat – til gavn for vores offentlige sektor og demokrati. Som fagforeninger bidrager vi gerne.