Det er liv og førlighed, der er på spil

Som sygeplejerske på et mellemstort plejehjem i København starter Melanie Clivaz-Nielsen dagen med at danne sig et overblik over, hvad der er sket, siden hun har været væk. Hvad skal der følges op på? Er der nogen beboere, der har haft det dårligt? Nogle har måske forstoppelse eller smerter, der skal tages hånd om med det samme.

”Jeg læser om deres symptomer i loggen og lytter til borgerne og vurderer, om det er noget, der skal reageres sygeplejefagligt på. Kendskabet til borgeren sammen med mit faglige helhedssyn gør, at jeg har øje for, hvad der kan udvikle sig, hvis ikke der bliver taget hånd om det. Hvis jeg f.eks. hører om en borger, der har været en lille smule dårlig hen over weekenden, så har jeg et øje på vedkommende og følger med i det og kan evt. tage de forholdsregler, der skal til,” siger Melanie Clivaz-Nielsen.

Som sygeplejerske i Taarnby Kommunes akutteam er Lone Kjær Jensen hverdag evigt foranderlig og helt uforudsigelig – og det trives hun med.

”Vi er et lille team, der selv organiserer og prioriterer vores arbejde ud fra borgernes behov. Opgaverne kommer typisk fra de praktiserende læger, men alle faggrupper omkring borgerne har mulighed for at kontakte vores akut-team,” siger hun og forklarer:

”Vores opgaver er f.eks. at tage ud til borgere, der har høj feber, og som skal have målt værdier og infektionstal eller som bliver respiratorisk dårlige med rallende, raslende vejrtrækning. Vi fungerer også som sparringspartner for SoSu-assistenterne og -hjælpere. Vi danner os det samlede kliniske overblik og sammen med lægen træffes de nødvendige beslutninger om f.eks. en indlæggelse, eller om tiden skal ses an til i morgen,” fortæller Lone Kjær Jensen og uddyber:

”Der er måske en borger, der har det dårligt og vi får en snak om, hvorvidt han drikker nok væske, om han kan tale, som han plejer, og hvordan hans almene tilstand er: hans blodtryk, hans medicin. Sosu-hjælperen synes måske han er mere træt og falder mere hen, end han plejer. Her kan vi gå ind og sparre og være med til at tage en sygeplejefaglig beslutning om, hvad der skal ske med borgeren: Skal der måles flere værdier? Skal tiden ses an, til den praktiserende læge kan se på det? Eller skal der evt. ske en indlæggelse?”

”Det giver en tryghed for alle involverede og selvfølgelig mest for borgeren,” siger Lone Kjær Jensen.

Overblikket og bindeleddet

Stine Therese Moon er ansat som sygeplejerske i hjemmeplejen i Kalundborg kommune. Hendes dag starter med at triagere sammen med sine øvrige sygeplejerske-kolleger.

”Vi kører faste på faste ruter, hvor vi har planlagte besøg til f.eks. medicin, sårbehandling, kompression, katekisering. Dertil har vi akutruterne, hvor vi fx tilser folk, som har symptomer på en infektion eller er faldet.  Vi måler CRP, hæmoglobin, laver kateterskift eller kateterskyl. Vi lægger en plan for medicinering og taler f.eks. med den praktiserende læge om at få lagt en medicinplan,” fortæller hun.

”Vi er jo dem, der har det samlede overblik og vi er bindeled i rigtig mange sammenhænge. Mellem Sosu-hjælpere og -assistenter, patientens praktiserende læge, hospitalet, fysioterapien etc.

Det gælder borgernes tryghed

Alle tre sygeplejersker er enige om, at deres arbejde, deres helhedssyn og kliniske erfaring er væsentligt, både i forhold til borgernes daglige velbefindende, sundhed og tryghed, men også i forhold til at undgå indlæggelser eller evt. genindlæggelser af borgerne.

Som f.eks. den borger med KOL, der var i behandling for lungebetændelse, og hvis medicinkur egentlig var overstået, men hvor Stine Therese Moon undrede sig over, at borgerens vejrtrækning stadig var besværet og forpustet.

”Så viser det sig, at hendes spacer er helt tilstoppet og fuld af medicinrester. Hun er jo i større risiko for at udvikle lungebetændelser som KOL-patient og derfor er hun nødt til at være informeret om at bl.a. rengøring af aggregaterne til inhalationsmedicinen er vigtig. Jeg bad hende blot kontakte sin læge samme dag, da jeg ikke synes det lød som, eller så ud som om at hun var færdigbehandlet,” fortæller Stine Therese Moon.

Koordinering og samarbejde er afgørende

Koordinering og samarbejde med andre faggrupper er ord, der går igen i samtalen med de tre sygeplejerske, og de peger på, at det er helt essentielt for at kunne skabe værdi for borgerne og samfundet. Det har de erfaret i Kalundborg.

”Vi sidder desværre ikke fysisk sammen med de øvrige faggrupper og det er virkelig en ulempe. Det betyder så utrolig meget, at vi kender hinanden og at vi ser hinanden om morgenen inden vi kører ud. At være fysisk de samme steder betyder, at mange overgange i sundhedsvæsenet vil være meget lettere, fordi der helt automatisk er en større forståelse for hinandens arbejde, og at vi ikke kun har kontakt, når man skal have noget ud af hinanden,” siger Stine Therese Moon.

Sygeplejerskerne ser frem til udrulningen af loven om forbeholdt virksomhedsområde for sygeplejersker, der er på vej. Forbeholdt virksomhedsområde er allerede indført nogle kommuner, og her slipper sygeplejerskerne for dagligt at konsultere en læge, inden behandling kan iværksættes.

”Jeg ser det ikke som en ekstraopgave, jeg skal tage på mig, men som opgaver, jeg i forvejen laver, men som bare er besværlige, fordi jeg dagligt skal bruge tid på at hænge i en telefonkø for at få den nødvendige behandlingstilladelse af en læge. Det betyder, at der bliver en arbejdsgangmindre, og at der bliver frigivet masser af tid,” slutter Lone Kjær Jensen.