Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Dorthe Boe Danbjørg er ny forkvinde i Dansk Sygeplejeråd

 

Med den højeste stemmeprocent i nyere tid, har medlemmerne i Dansk Sygeplejeråd udpeget deres nye frontfigur.

Publiceret: 

29. september 2023

Senest opdateret: 

12. november 2024

Af:

Lotte Dahlmann

ldh@dsr.dk
60742391

Foto:

Nikolai Linares

Fem sygeplejersker ville være forperson i Dansk Sygeplejeråd efter Grete Christensen – organisationens markante formand igennem 14 år.

Fredag afgjorde medlemmerne, at Dorthe Boe Danbjørg nu skal føre sygeplejerskerne igennem trepartsforhandlinger og OK24.

”Jeg er virkelig glad, for at medlemmerne har vist mig denne tillid med valget af mig som ny forkvinde. Jeg vil gerne takke mine medkandidater for en god valgkamp. Jeg ser frem til at repræsentere alle sygeplejersker”, siger Dorthe Boe Danbjørg.

Dorthe Boe Danbjørg har 23 års erfaring som sygeplejerske og har bl.a. arbejdet på Børneonkologisk afdeling på Rigshospitalet i København og i Nyborg kommune. Hun har desuden erfaring fra uddannelsessektoren og videreuddannede sig til Cand. Cur i 2007. Hun har været 2. næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd siden 2018.

Læs mere om Dorthe.

Store opgaver venter forude

Allerede på tirsdag d. 3. oktober skal DSR’s forkvinde repræsentere sygeplejerskerne i de aktuelle Trepartsforhandlinger om højere løn til sygeplejersker og andre udvalgte grupper af offentligt ansatte.

Om forhandlingerne siger Dorthe Boe Danbjørg:

”Jeg går konstruktivt ind i trepartsforhandlingerne, selvom jeg godt har hørt regeringens modkrav. Vi må ikke glemme, at de fag som har store udfordringer med at rekruttere og fastholde medarbejdere i det offentlige, også er de fag med en overvægt af kvinder, der har et lønefterslæb. Det er ingen hemmelighed, at jeg mener, at trepartsforhandlingerne burde have fokus på at mindske det lønefterslæb, som sygeplejersker og andre kvindedominerede grupper har.” 

Dorthe Boe Danbjørg vandt med 50,73 procent af de afgivne stemmer. Ialt 30.918 har stemt.

Herefter fulgte Anne Marie Holst Sommer 28,64 procent af stemmerne.

De øvrige kandidater fik:

Thomas Markvart Sørensen: 8,93 pct.

Irene Hesselberg: 5,42 pct.

Camilla Duus Guldberg Smith: 5,12 pct.

1,15 procent stemte blankt.

Ved valgets afslutning fredag kl. 8 havde 44,8 procent af medlemmerne afgivet deres stemme. I 2008 stemte 42,7 pct. Da den afgående formand, Grete Christensen, blev valgt, og dagens valg har dermed den højeste deltagelse i nyere tid.