Har vi de rigtige oplysninger om dig?
Når vi har korrekte oplysninger om dig, kan vi bedst sørge for, at du får relevant hjælp og information fra DSR.
Nyhed
DSR går med i kodeks for rekruttering af udenlandske sygeplejersker
Fredag er den nordiske sammenslutning af sygeplejersker blevet enige om en række anbefalinger til, hvordan de enkelte landes regeringer i hvert fald ikke bør håndtere manglen på sygeplejersker.
Publiceret:
13. september 2024
Senest opdateret:
13. september 2024
Foto: Nordens sygeplejersker står sammen. Bagerst fra venstre ses Anne Pauna (Sairaanhoitajat, Finland), Óluva í Gong (Felagið Føroyskir Sjúkrarøktarfrøðingar, Færøerne), Guðbjörg Pálsdóttir (Félag íslenskra hjúkrunarfræðinga, Island), mens det forrest fra venstre er Sineva Ribeiro (Vårdförbundet, Sverige), Lill Sverresdatter Larsen (Norsk Sykepleierforbund, Norge) og Dorthe Boe Danbjørg (Dansk Sygeplejeråd, Danmark)
Nordiske sygeplejersker går sammen om kodeks
Manglen på sygeplejersker i Norden skal ikke gå ud over lande som Indien og Filippinerne.
Det er udgangspunktet for det kodeks, som det nordiske samarbejdsorgan for sygeplejersker (SSN), der repræsenterer flere end 340.000 sygeplejersker fra Sverige, Norge, Island, Finland, Færøerne og Danmark, fredag er blevet enige om.
”At rekruttere sygeplejersker internationalt er hverken en etisk eller effektiv løsning på sygeplejerskemanglen i Danmark,” siger Dansk Sygeplejeråds forkvinde, Dorthe Boe Danbjørg.
I de seneste dage har hun været i Island for blandt andet at tale rekruttering af udenlandske sygeplejersker som løsning på den nordiske sygeplejerskemangel. Og budskabet er, at det ikke er en bæredygtig løsning. Hverken for de lande, der mangler, eller de lande der leverer sygeplejerskerne.
”International rekruttering kommer ikke til at løse de grundlæggende problemer i det danske sundhedsvæsen. Vi ved, at 5.000 sygeplejersker har valgt at arbejde uden for sundhedsvæsenet, så lad os starte med at skabe nogle arbejdsvilkår, der fastholder sygeplejersker,” siger Dorthe Boe Danbjørg.
Fire opfordringer
Mødet mellem SSN-medlemslandene er resulteret i fire opfordringer til, hvordan de enkelte landes regeringer bør forholde sig til sygeplejerskemanglen og rekruttering fra udlandet.
1. Undgå quick-fix-løsninger, der kan skade de lande, sygeplejerskerne kommer fra.
2. Investér i arbejdskraften i eget land. Sørg for at gøre sygeplejefaget til en attraktiv karrierevej.
3. Sørg for, at den internationale rekruttering lever op til de etiske standarder, som WHO lægger op til.
4. Når der indgås bilaterale aftaler om international rekruttering, så fokuser i højere grad på, at de kommer begge lande til gode og tager højde for kapaciteten af sundhedspersonale i begge lande.
Du kan læse hele kodekset her.
Initiativet kommer som en reaktion på et øget fokus fra de nordiske lande på at rekruttere sygeplejersker fra lande som Iran, Pakistan, Nepal, Indien og Filippinerne. Torsdag skrev Jyllands-Posten, at den danske regering er tæt på at indgå aftaler om at uddanne og rekruttere sygeplejersker i de to sidstnævnte lande. Det er projekt, der er afsat 200 millioner kroner til på finansloven for 2025.