Nyhed
Flere tillæg og reel lønstigning: Ny overenskomst er landet
Dansk Sygeplejeråd og Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening er blevet enige om en overenskomst, som blandt andet sikrer konsultationssygeplejerskerne en lønstigning på 7,04 pct.
Publiceret:
4. november 2026
Senest opdateret:
4. november 2026
Foto:
Privat
Den 1. december stiger konsultationssygeplejerskernes løn med 2,5 pct. Og den kommer til at stige med i alt 7,04 pct. over de kommende tre år.
Sådan lyder noget af aftalen i den overenskomst, Dansk Sygeplejeråd og Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening (PLA) netop har indgået.
Aftalen gælder også for konsultationssygeplejersker, der arbejder under Regulativet, som følger overenskomsten med PLA.
”Vi har både sikret en reallønsstigning og et mærkbart 10 års-tillæg. Begge dele har stået højt på vores prioriteringsliste i forhandlingerne, og vi har kæmpet for det tillæg i flere år. Så jeg er godt tilfreds med resultatet,” siger Kristina Robins, der 2. næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd.
”Og så vil jeg også fremhæve det nye tillæg, vi har forhandlet hjem til tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter,” tilføjer hun.
Det såkaldte erfaringstillæg, som træder i kraft efter 10 års praksiserfaring, er på 1.596 kr. pr. måned, og det nye AMiR/TR-tillæg er på 1.000 kr. pr. måned.
Flere barns sygedage
Med aftalen følger også en mulighed for at holde fri på barns 0. og 3. sygedag.
”Vi ville selvfølgelig gerne have haft, at det blev en rettighed, og vi kommer til at holde arbejdsgiverne op på, at det rent faktisk bliver en mulighed, så konsultationssygeplejerskerne kan blive hjemme med syge børn,” siger Kristina Robins.
Til gengæld ærgrer hun siger over, at der ikke kom flere uddannelsesdage med i aftalen.
”Det havde været et vigtigt skridt med de nye opgaver og det ansvar, konsultationssygeplejerskerne får med sundhedsreformen. Men det kunne vi desværre ikke få arbejdsgiverne med på i denne omgang,” siger Dansk Sygeplejeråds chefforhandler.
”Ligesom det heller ikke var muligt at få flere seniordage med i aftalen. Til gengæld fik vi overbevist PLA om, at der ikke skulle være færre seniordage,” siger Kristina Robins.
Medlemsmøde og urafstemning
Torsdag den 5. november bliver overenskomsten præsenteret på et online medlemsmøde.
Derudover vil der være en vejledende urafstemning blandt de medlemmer af Dansk Sygeplejeråd, der er berørt af aftalen. Det foregår fra den 11.-25. november.
Du kan finde alle detaljer om både urafstemning og overenskomst, der gælder fra 1. december 2026 til 30. november 2029, på Dansk Sygeplejeråds OK26-site.