Nyhed
”Grundlæggende er jeg ret godt tilfreds”
Lørdag midt på dagen faldt det generelle forlig med Kommunernes Landsforening på plads. Det betyder bl.a. generelle lønstigninger, to pct. mere på vej via organisationspuljen samt større fleksibilitet for sygeplejerskerne i kommunerne. Stine Moon er en af dem, det kommer til at påvirke. Vi har talt med hende om forliget.
Publiceret:
19. februar 2024
Senest opdateret:
23. februar 2024
Allerede fra 1.4. kan de kommunale sygeplejersker begynde at mærke den reallønsfremgang, der er en af konsekvenserne ved det netop indgåede forlig med KL. Her skal 4 pct. af lønstigningen nemlig slå igennem. Og det er Stine Moon, der er hjemmesygeplejerske i Kalundborg Kommune godt tilfreds med.
”At en del af lønstigningen slår igennem så hurtigt, så vi kan se det på vores lønseddel lige om lidt, opfatter jeg som et signal om, at det bliver taget alvorligt og at det er nu, der skal slåes til,” siger Stine Moon.
Alt i alt, er hun og de kolleger, hun har talt med, ret godt tilfredse med det samlede forlig:
”Vi kommunale sygeplejersker føler os jo lidt overset i forhold til trepartsaftalen, der ikke omfattede os og derfor er jeg tilfreds med aftalen. Jeg har også en opfattelse at, at det var nødvendigt og på sin plads, at vi nu bliver tilgodeset,” siger hun.
Glad for fleksibilitet
Også muligheden for at opspare overarbejde og ferie sammen til senere afholdelse er Stine Moon glad for:
”Fleksibilitet er et helt afgørende område, hvis vi skal kunne konkurrere med det private arbejdsmarked, hvor man har indtryk af, at det nogle gange er næsten freelance-agtige forhold. Der er brug for at bløde området op, så det ikke er så sort/hvidt om man arbejder i det private eller offentlige forhold til fleksibilitet,” siger hun.
I forhold til den organisationspulje på 2 pct., der er afsat, og som skal forhandles, når det generelle lønstigninger er på plads, har Stine Moon et ønske om at den borgernære specialuddannelse for sygeplejersker, prioriteres.
”Når man fremover ønsker at øge specialsygeplejen i borgernes eget hjem, er det klart, at der skal et kompetenceløft til på det område, ” siger hun.
Og selvom Stine Moon selv har fået de børn, hun ønsker, er hun også meget tilfreds med de forbedrede forhold for gravide, der ligger i aftalen. Bl.a. at gravide max. må have en nattevagt om ugen.
”Jeg er glad for, at der i aftalen er fokus på gravide og på barselsrettigheder. Det sender et signal til arbejdsgiverne, at der er f.eks. er et maksimum på en nattevagt pr. uge for gravide, ” slutter Stine Moon.
Læs mere
Kommunale overenskomster og aftaler
Find overenskomster og aftaler om løn, pension og ansættelsesvilkår for sygeplejersker på det kommunale område.
OK24: Aftale med KL indeholder betydelige organisationsmidler
Nyhed
KL og Forhandlingsfællesskabet lander lønaftale for kommunalt ansatte, der betyder reallønsfremgang de næste to år og som indeholder betydel...
Værd at vide: Tre nedslag i den statslige aftale
Nyhed
En økonomisk ramme på 8,8 pct, muligheden for at opspare mere ferie og ekstra barsel til fædre og medmødre. Det er nogle af punkterne, der u...