Kommunerne står med sundhedsnøglen – men uden nok sundhedsfagligt personale

Dette indlæg er skrevet af Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, og bragt i Kommunen.dk den 12. april 2026.

Der er i de senere år blevet vedtaget store reformer af både sundheds- og ældreområdet, hvor implementeringen er i fuld gang. Intentionerne er både gode og ambitiøse: Flere borgere skal kunne blive i eget hjem, forebyggelsesindsatsen skal styrkes, og den samlede indsats skal være mere sammenhængende.

Men der er flere ting, der mangler for, at der kan sættes flueben ud fra reformernes ambitioner: bl.a. reel sammenhæng i borgerforløbene og tilstrækkeligt sundhedsfagligt personale.

I kommunerne mærkes konsekvenserne allerede tydeligt. 

Antallet af ældre – særligt de +80-årige – stiger markant, og mange lever med flere samtidige sygdomme. Det betyder, at opgaverne i den kommunale sygepleje bliver stadig mere komplekse. Der er i langt højere grad end tidligere behov for avanceret sygepleje, behandling og tæt opfølgning.

Alligevel er bemandingen og kompetencerne ikke fulgt med udviklingen alle steder. Og hverken sundhedsreformen eller ældrereformen tilfører flere sundhedsfaglige kompetencer til kommunerne. 

Det efterlader spørgsmålet: Hvordan skal kommunerne løfte den opgave, som vi bare ved bliver større og større?

Gode takter må ikke ende som valgslogans

Under valgkampen har vi heldigvis set flere politiske udspil, der peger i den rigtige retning.

Venstres forslag om demenspakker med en fast demenskoordinator er eksempelvis et vigtigt skridt i den rigtige retning. I Dansk Sygeplejeråd har vi længe arbejdet for mere sammenhængende forløb for mennesker med demens. En fast fagperson, der kan koordinere indsatsen og være bindeled mellem hospitaler, kommuner, almen praksis og de andre mange kontakter, borgere med demens ofte har. Det vil skabe både bedre kvalitet og større tryghed for borgerne og deres pårørende samt bidrage til tidlig opsporing af sygdomsforværring.

Den tanke bør vi brede ud. Mange borgere med komplekse og langvarige sygdomsforløb har brug for netop én gennemgående fagperson. Sygeplejersker har kompetencerne til at påtage sig det kliniske lederskab i et tæt tværfagligt samarbejde og kan gøre en afgørende faglig forskel i forhold til at forebygge akutte indlæggelser.

Men også SF’s udspil på ældreområdet indeholder vigtige elementer, som der skal bygges videre på. Særligt SF’s fokus på rekruttering af sundhedsfagligt personale er afgørende; for uden tilstrækkeligt med kvalificeret personale bliver ambitionerne om en værdig ældrepleje ikke til virkelighed.

Der er brug for et opgør med den lidt ensidige tankegang om lægedækning. Fremtidens udfordringer kalder på sundhedsdækning. For eksempelvis en af vores undersøgelser viser, at hver fjerde sygeplejerske på plejehjem vurderer, at personalet samlet set ikke har de nødvendige kompetencer. Samtidig oplever næsten to ud af tre, at ufaglærte varetager opgaver, som burde ligge hos uddannet personale.

Det er ikke holdbart.

Derfor bør vi styrke den sundhedsfaglige tilstedeværelse på plejehjem og omsorgspladser – naturligvis også i ledelsen – og sikre, at der er adgang til sygeplejersker hele døgnet. For det er netop hos de mest sårbare borgere, at tidlig opsporing kan gøre den største forskel. Her ved vi, at sygeplejersker spiller en afgørende rolle i eksempelvis at reagere på tidlige tegn på blærebetændelse, inden det udvikler sig til delir, eller at forebygge forstoppelse, som kan føre til nedsat appetit og yderligere svækkelse. 

Fra ambitioner til løsninger

Men valgløfter er ikke nok. Hvis en ny regering skal lykkes med både sundheds- og ældrereform, kræver det konkrete løsninger for den kommunale sygepleje. Udover de mange gode forslag fra valgkampen, så har jeg flere bud på, hvad man fra politisk hold kan give sig i kast med for at styrke det kommunale sundhedsvæsen. 

For det første bør vi etablere en national model, hvor borgere med komplekse forløb får tilknyttet en koordinerende sygeplejerske. En fagperson med klart klinisk ledelsesansvar og mandat til at sikre sammenhæng på tværs af sektorer. Lidt som Venstres forslag om demenskoordinatorer, men det bør gælde for alle borgere med komplekse sygdomsforløb.

Det vil styrke kvaliteten, bidrage til tidlig opsporing og forebyggelse, reducere unødvendige indlæggelser og skabe tryghed for borgerne i et ellers komplekst system.

For det andet skal vi sikre fremtidens rekruttering. I dag står alt for mange studiepladser på fx sygeplejerskeuddannelsen tomme. Det er et kæmpe problem, og der ligger et betydeligt politisk ansvar forbundet med det. Derfor er der brug for en målrettet handlingsplan, der sikrer, at flere søger og gennemfører uddannelserne, heriblandt sygeplejerskeuddannelsen.

Endelig er der brug for at vi fremtiden sikrer sundhedsdækning i hele landet – for alle faggrupper.  Vores sundhedsvæsen er heldigvis meget mere end de mange dygtige læger, som står for en stor del af behandlingen. Men vi må ikke glemme alle de andre sundhedsprofessionelle, som også i kommunerne, skaber sammenhængen i forløbene.

Kommunerne er afgørende

Kommunerne er allerede i dag rygraden i det nære sundhedsvæsen. Det er her, borgerne møder sundhedsvæsenet tidligt. Det er her, vi som sundhedsfaglige kan forebygge, opdage forværringer og skabe sammenhæng.

Men det kræver, at rammerne følger med.

Hvis ikke vi investerer i den kommunale sygepleje nu, risikerer vi, at reformernes gode intentioner ikke bliver til virkelighed. Det håber jeg, at den kommende regering nøje vil tage med.