Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

OK24: Aftale med regionerne er på plads

Efter et døgns intense forhandlinger, har Forhandlingsfællesskabet landet en aftale med Danske Regioner om regionalt ansatte medarbejderes løn, som indeholder reallønsfremgang og organisationspuljer på to procent de næste to år.

Publiceret: 

20. februar 2024

Senest opdateret: 

29. februar 2024

Af:

Lotte Dahlmann

ldh@dsr.dk
En sygeplejerske på arbejde.

Foto:

Søren Svendsen

Natten blev taget i brug, da DSR forkvinde og næstformand i Forhandlingsfællesskabet, Dorthe Boe Danbjørg, og formand for forhandlingsfællesskabet og forbundsformand i FOA, Mona Striib sammen med den øvrige forhandlingsdelegation fra Forhandlingsfællesskabet satte sig til forhandlingsbordet med Danske Regioner, og tirsdag landede et forlig for de generelle lønninger på det regionale område.

Aftalen betyder en samlet lønfremgang på 8,8 procent over de næste to år. Rammen omfatter bl.a. organisationspuljer på 2 procent, som er de særlige midler, der nu skal forhandles med Danske Regioner for hver af de involverede organisationer.

Ligesom for de statsligt og kommunalt ansatte, er det aftalt, at den største lønstigning skal udmøntes i begyndelsen af perioden, og regionalt ansatte får en lønstigning på 4 procent fra 1. april 2024 og en yderligere regulering i oktober.

Dansk Sygeplejeråds forkvinde Dorthe Boe Danbjørg siger:

”Vi har fået forhandlet os frem til en hurtig udmøntning af rammen, som betyder, at ansatte på det regionale område, får en lønstigning allerede første april på 4 procent. Vi fik også indfriet vores ambitioner om at få betydelige organisationsmidler på 2 procent. Derfor er jeg godt tilfreds med resultatet. Jeg er også tilfreds med, at vi har fået sat fokus på natarbejde, og jeg ser frem til den videre dialog med arbejdsgiverne om, hvordan vi skaber attraktive arbejdspladser i regionerne. Det vidner for mig om, at regionerne godt kan se, at det er forudsætningen for at løse arbejdskraftudfordringerne”, siger Dorthe Boe Danbjørg, næstformand i Forhandlingsfællesskabet og forkvinde i Dansk Sygeplejeråd.

 

Aftale om natarbejde

Forhandlingerne har også bragt andre gode resultater med sig. Bl.a. har parterne indgået aftale om natarbejde, der fylder for mange hospitalsansatte. Her er man blevet enige om en anbefaling om højest tre nattevagter i træk og max én nattevagt om ugen for gravide. Desuden skal natarbejde indgå i de årlige AM-drøftelser, og det er rigtig godt, påpeger Harun Demirtas, 1. næstforperson i Dansk Sygeplejeråd, som har været del af Sundhedskartellets forhandlingsdelegation:

”Vi ved fra undersøgelser, at der er forøget risiko for kræft og graviditetskomplikationer, når man har natarbejde. Derfor er det et vigtigt resultat, at de internationale anbefalinger er kommet med ind i overenskomsten. Det er også godt, at overenskomsten også omfatter helbredsundersøgelser af ansatte,” siger han.

 

Flere detaljer om aftalen

Den samlede økonomiske ramme er på 8,8% i perioden. Derudover er der aftalt en ekstraordinær lønforhandling i slutningen af 2025, som skal sikre balance mellem den offentlige og privat lønudvikling, så medarbejdere i regionerne undgår et lønefterslæb igen.

De generelle lønstigninger lyder på 6,53% inklusive reguleringsordningen, hvilket betyder en forbedring af reallønnen for alle ansatte i den toårige overenskomstperiode.

Parterne er også enige om en opsparingsordning for frihed for at skabe øget fleksibilitet, og parterne skal i den kommende tid kigge på mulighederne for en fritvalgsordning.

Parterne har også aftalt et samarbejdsprojekt i perioden, hvor man skal se på arbejdskraftudfordringer og på hvordan man skaber attraktive arbejdspladser i regionerne.

Hospitalsansatte sygeplejersker kan desuden se frem til at lægge midlerne fra treparten oven i lønfremgangen. Rammerne for udmøntningen bliver også en del af de specielle forhandlinger med regionerne.

”Om to dage fortsætter vi med vores egne forhandlinger med regionerne om, hvordan organisationspuljerne skal fordeles og om rammerne for trepartsmidlerne. Vi har jeres ønsker med til forhandlingsbordet og vil gøre vores bedste for at lande et godt resultat,” siger Dorthe Boe Danbjørg.