Nyhed
Vejledende kriterier for nyt funktionstillæg på plads
De vejledende kriterier for et nyt funktionstillæg målrettet den erfarne kliniske sygeplejerske i regionerne er nu på plads.
Publiceret:
20. februar 2025
Senest opdateret:
20. februar 2025

Foto:
Nikolai Linares
Efter lange og svære drøftelser mellem Dansk Sygeplejeråd og Danske Regioner er de vejledende kriterier for det nye funktionstillæg til ’den erfarne kliniske sygeplejerske’ i regionerne nu endeligt fastlagt.
Tillægget kan ifølge de vejledende kriterier tildeles sygeplejersker, der løfter en særlig klinisk indsats og har indgående erfaring inden for specialet. Kriterierne kan læses her: Vejledende kriterier for tillæg til erfaren klinisk sygeplejerske.
- Jeg forstår godt, at sygeplejersker på det regionale område har set frem til en afklaring om de vejledende kriterier, men det har været lange og svære drøftelser med arbejdsgiver for at nå frem til et resultat. Men nu er de vejledende kriterier her, siger forkvinde i Dansk Sygeplejeråd Dorthe Boe Danbjørg.
De vejledende kriterier skulle oprindeligt have været klar tilbage i oktober sidste år, men grundet de svære drøftelser er de først kommet på plads nu.
Et krav fra arbejdsgiver
Funktionstillægget var et ufravigeligt krav fra Danske Regioner ved OK24, som de fremsatte ved de såkaldte specielle forhandlinger.
- Samlet set har vi vurderet, at tillægget kun udgør en lille del af den samlede aftale, og derfor valgte vi efter lange forhandlinger at acceptere tillægget. Sådan er overenskomstforhandlinger, og til gengæld fik vi mange af vores øvrige krav igennem, siger Dorthe Boe Danbjørg.
I overenskomstaftalen på det regionale område er der afsat ca. 1,7 milliarder kroner til samlede forbedringer uden trepartsmidlerne.
Heraf er ca. 400 millioner kroner øremærket til en organisationspulje, hvoraf 12,7 millioner kroner er afsat til tillægget.
Medlemsmøde
Dansk Sygeplejeråd har indkaldt til et medlemsmøde den 25. februar, hvor de nye vejledende kriterier gennemgås, mens der desuden vil være en gennemgang af de dele af OK24, som implementeres i første halvdel af 2025.
Tilmeld dig her.
Centralt aftalt
Funktionstillægget er aftalt centralt, men skal udmøntes lokalt. Derfor er det den lokale ledelse, der med udgangspunkt i de aftalte vejledende kriterier beslutter, hvem der skal have tillægget.
- Jeg ved, at tillægget har givet anledning til mange samtaler og overvejelser blandt sygeplejersker, og det er forståeligt. Der vil helt sikkert være mange, der kan se sig selv i tillægget, men kriterierne er vejledende, og derfor er det ens leder, der afgør, hvem der får tillægget. Min opfordring er derfor at tage en snak med sin leder om mulighederne for at få tillægget, hvis man vurderer, at man er kvalificeret, siger Dorthe Boe Danbjørg, som fortsætter:
- Det er netop dét, som har været en af de store knaster ved forhandlingerne, da vi jo har tradition for, at de tillæg, som vi forhandler centralt, udmøntes automatisk og efter mere objektive tillæg. Men det var et krav fra Danske Regioner, at det skulle udmøntes lokalt. Derfor kommer vi også til at følge udmøntningen tæt, fastslår forkvinden.
Tillægget er på 1.089 kroner pr. måned, og dertil kommer pension og feriegodtgørelse. Tillægget træder i kraft den 1. april 2025.
Læs mere om tillægget her
Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, inviterer til medlemsmøde d. 25 februar. Se videoen ovenfor.