Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Profilbeskrivelse kredsbestyrelsesmedlem

I 2025 er der valg til kredsbestyrelserne i DSR. Se, hvad det indebærer at være kredsbestyrelsesmedlem.

Kredsbestyrelsesmedlemmers ansvar funktion og rolle

  • Bidrager til politisk udvikling og beslutninger i kredsbestyrelsen
  • Er rollemodel og deltager kontinuerligt i medlemsdialog, møder og aktiviteter med tillidsvalgte og samarbejdspartnere
  • Bidrage til at sikre et godt arbejdsmiljø og udvikling af DSR’s tilbud til medlemmerne
  • Som en del af kredsbestyrelsen arbejder du for at implementere kongressens beslutninger i praksis.

Vilkår: Ulønnet tillidshverv. Du kan få dækket dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste jf. gældende regler.

Alle aktive DSR-medlemmer i kredsen kan stille op som kredsbestyrelsesmedlem i DSR, jf. DSR’s love § 4 og § 14. Dit virke som kredsbestyrelsesmedlem har betydning for sygeplejerskernes arbejdsliv. Med dit engagement og din deltagelse er du med til at forme DSR’s politiske arbejde og skabe resultater for medlemmerne i din kreds.

Politisk ansvar

  • Du er en del af bestyrelsen, og har derfor medansvar for kredsens samlede virke.
  • Du er en del af DSR’s kongres, og arbejder ud fra den politiske retning, som DSR’s kongres og hovedbestyrelse udstikker.
  • Du har ansvar for at samarbejde med de øvrige politisk valgte, og efterleve de beslutninger, der vedtages i DSR’s demokratiske organer, herunder DSR’s samværsværdier for politisk valgte.
  • Erfaring med politisk og organisatorisk arbejde er en fordel.
  • Du repræsenterer ikke blot egne interesser eller din arbejdsplads, men skal have en bred tilgang, hvor du arbejder for de fælles politiske pejlemærker og at skabe fælles retning i DSR.

Organisatorisk ansvar

  • Du repræsenterer medlemmerne i DSR’s kongres.
  • Du er rollemodel for kredsen og DSR eksternt i kredsens samarbejde med arbejdsgivere, Fagbevægelsens Hovedorganisation, lokalpolitikere, sygeplejefaglige ledere, forsknings- og uddannelsesinstitutioner.
  • Du har ansvar for at inddrage, være i dialog og forstå medlemmer og tillidsvalgte i din kreds, tage initiativ til, motivere og understøtte engagement og aktiviteter.
  • Du bidrager til et velfungerende samarbejde og fælles retning i kredsbestyrelsen. I skal i fællesskab efterleve DSR’s samværsværdier for politisk valgte og være opmærksomme på indforstået sprog og adfærd, så nye inviteres trygt ind.

Kommunikation

  • Hvis du som kredsbestyrelsesmedlem formidler politik, værdier og strategi, skal du kommunikere loyalt til medlemmer og omverden, og være parat til at stå på mål for DSR og kredsens beslutninger og holdninger.
  • Du har ansvar for at kommunikere klart, konstruktivt og respektfuldt til andre, og med bevidsthed om organisationens samarbejdspartnere og det generelle omdømme.
  • Medlemmerne forventer, at du som deres repræsentant er tilgængelig og synlig over for kredsens medlemmer.

Ledelse

  • Du bidrager til, at kredsens prioriteter og retning er tydelige og rammer medlemmernes behov.
  • Dit virke forankret i fælles beslutninger truffet i DSR’s demokratiske fora, som du skal agere loyalt over for.

Praktik og vilkår i hvervet

  • Det politiske hverv er frivilligt ulønnet arbejde, og udføres som udgangspunkt i din fritid. Du kan få dækket dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste jf. gældende regler.
  • Der udleveres et årshjul med planlagte møder og onboarding-aktiviteter, du forventes at deltage i.
  • Du deltager aktivt i kredsbestyrelsens møder, hvor beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Din deltagelse er vigtig – ikke kun for at sikre demokratisk forankring, men fordi du har et ansvar for at repræsentere medlemmerne og bidrage til fælles beslutninger, hvor din stemme og dit engagement gør en forskel.
  • Hvis du ikke opnår valg, er du, efter stemmetal i opstillingskredsen, suppleant til kredsbestyrelsen, jf. DSR’s love § 16 stk. 5 og stk. 6.  

Kredsbestyrelserne i DSR

Dansk Sygeplejeråd (DSR) er en faglig organisation, der varetager medlemmernes interesser. Kredsene arbejder lokalt inden for de formål og rammer, der er fastsat i DSR’s love, beslutninger i kongressen, hovedbestyrelsen samt på kredsens generalforsamling og i kredsbestyrelsen.

Kredsen ledes af en politisk valgt kredsbestyrelse på 14-34 medlemmer (1 kredsforperson, 2-4 kredsnæstforpersoner og 11-29 kredsbestyrelsesmedlemmer). Alle i kredsbestyrelserne er direkte valgt ved urafstemning af DSR’s medlemmer i kredsen. Valgperioden er den 1. december 2025 til 30. november 2029.

Kredsens arbejde retter sig mod kredsens medlemmer, arbejdspladser, arbejdsgivere og lokale samarbejdspartnere i øvrigt. Kredsbestyrelserne har politisk ansvar og kompetence i alle lokale spørgsmål, og skal sikre sammenhæng i indsatserne på tværs i DSR, herunder strategiske og økonomiske prioriteringer, jf. DSR’s love §19.

Det daglige politiske arbejde i kredsen varetages af kredsforpersonen og kredsnæstforpersonerne (kredsens politiske ledelse) på vegne af kredsbestyrelsen. Kredsforpersonen og 1. kredsnæstforperson har plads i DSR’s hovedbestyrelse.

Kredsene er organiseret som én politisk og administrativ enhed, hvor opgaverne løses i et tæt samspil mellem de øvrige enheder i DSR (Kvæsthuset, de fire andre kredse, SLS og Lederforeningen).