Dansk Sygeplejeråd bliver en 'rigtig' fagforening

Dansk Sygeplejeråd i starten

Dansk Sygeplejeråds stifter, Charlotte Norrie, var stærkt forankret i kvindebevægelsen. Med valget af Henny Tscherning som formand i efteråret 1899, blev der lagt afstand til såvel kvindesagen, fagbevægelsen og International Council of Nurses, der var dannet et halvt år før Dansk Sygeplejeråd.

Det betød imidlertid ikke, at Dansk Sygeplejeråd ikke førte politik. Som Kirsten Stallknecht, Dansk Sygeplejeråds formand fra 1967 til 1996 har udtrykt det: De kaldte det bare noget andet (1).

Dansk Sygeplejeråd førte fra begyndelsen forhandlinger om løn og arbejdsvilkår for hele gruppen af sygeplejersker og for enkeltmedlemmer. Men det skete uden et egentligt forhandlingsretsligt grundlag.

Sygeplejerskerne var ansat som assistenter, som tjenestemænd i stat, amter og kommuner, som vikarer gennem vikarbureauer, privat og offentligt. På statsområdet var der foreninger for sygeplejersker på Rigshospitalet, i sindssygevæsnet, ved fængsler og infirmerier, og i kommunerne var der særlige forhandlinger i København, Frederiksberg, omegnskommunerne, ved provinshospitalerne og flere andre områder (1).

Forhandlingsopgaven medførte derfor et omfattende arbejde med rejser til alle landets mere end 100 sygehuse og andre arbejdsgivere.

Den første 'konflikt' i 1946

I 1946 fremsatte statens lønningskommission et lønforslag overfor de statsansatte tjenestemænd, der også omfattede statens sygeplejersker, og det blev fulgt op af kommuner og af sygehusejerne med tilsvarende forslag. Forslaget gik ud på at indplacere sygeplejerskerne i en særlig lønklasse for kvinder og på et lavere niveau end faglige arbejdere.

Da alle forhandlingsmuligheder ikke førte til noget i løbet af foråret 1946, fik de statsansatte sygeplejersker nok, og Rigshospitalets sygeplejersker deponerede som de første deres opsigelser med virkning fra 1. oktober 1946. De blev hurtigt fulgt op af sygeplejerskerne ved Statshospitalet i Sønderborg og af fødselsstiftelsen i Århus. Senere fulgte sindssygehusenes sygeplejersker og sygeplejerskerne i Københavns kommune trop.

Det var ikke Dansk Sygeplejeråd, der førte an i denne konflikt, men de forskellige foreninger under DSR. Dansk Sygeplejeråd manede til sammenhold og til fortsat at forsøge forhandlingsvejen. Man var bange for, at sygeplejerskerne skulle miste den goodwill, de trods alt havde.

Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse var enige om, at sygeplejerskerne dels ikke kunne strejke af etiske grunde, dels fordi tjenestemandsloven ikke tillod det. Kollektiv opsigelse var det skrappeste kampmiddel, hovedbestyrelsen kunne acceptere i lønkampen (1, 2).

Eli Magnussen, som var en af tidens helt store figurer, gav sin klare støtte til, at sygeplejerskernes kår skulle forbedres. Hun udtalte offentligt, at selv om sygeplejen efter hendes opfattelse var et af de mest tilfredsstillende erhverv, skulle det ikke hedde sig, ”at det bærer lønnen i sig selv, thi det gør det nu ikke. Vi skal også leve og eksistere”.

Staten, personificeret ved landets statsminister Knud Kristensen, blev meget oprørt over situationen og fik kammeradvokaten til at afgive udtalelse om lovligheden af sygeplejerskernes kollektive aktion, for noget sådant var ikke tidligere set på noget område. Kammeradvokaten mente ikke, at aktionen var lovlig, men sygeplejerskerne holdt fast, og så måtte det komme an på en prøve ved domstolene. Hertil blev det kommenteret fra Dansk Sygeplejeråd, at det ”vel næppe er foreneligt med demokratiets principper, ved en domsafgørelse at binde sygeplejerskerne til en stilling, hvis løn- og arbejdsforhold de er utilfredse med, og som de derfor ønsker at forlade”.

Staten, personificeret ved landets statsminister Knud Kristensen, blev meget oprørt over situationen og fik kammeradvokaten til at afgive udtalelse om lovligheden af sygeplejerskernes kollektive aktion, for noget sådant var ikke tidligere set på noget område. Kammeradvokaten mente ikke, at aktionen var lovlig, men sygeplejerskerne holdt fast, og så måtte det komme an på en prøve ved domstolene. Hertil blev det kommenteret fra Dansk Sygeplejeråd, at det ”vel næppe er foreneligt med demokratiets principper, ved en domsafgørelse at binde sygeplejerskerne til en stilling, hvis løn- og arbejdsforhold de er utilfredse med, og som de derfor ønsker at forlade”.

Staten vil ikke forhandle, så længe konflikten var i gang, men Københavns kommune var mere fleksibel, og der fandt man et kompromis, som staten imidlertid satte sig imod. I løbet af juli og august begyndte sygeplejerskerne at trække deres opsigelser tilbage for at få gang i forhandlingerne igen.

Resultatet af forhandlingerne blev ikke det, sygeplejerskerne ønskede, men de fik nogle ekstra tillæg for at have fået ansvar for den nye gruppe af uuddannede sygehjælpere (1, 2).

Overenkomstansættelse

Da velstandsudviklingen i samfundet for alvor tog fart, var man allerede fra midten af 1950erne nødt til at gøre noget effektivt ved de offentlige løn- og ansættelsesforhold. En af de store reformer, der gik igennem uden konflikt, var gennemførelsen af overenskomst systemet og dermed pensionsordninger for meget store grupper i det offentlige, heriblandt sygeplejerskerne.

Der var ikke idel tilfredshed, men da der samtidigt var en uddannelsesreform undervejs, tilsluttede man sig resultaterne, således at pensionsordninger generelt blev gennemført for alle sygeplejersker. I 1959-60 begyndte en udfasning af tjenestemandsansættelserne, hvor sygeplejerskerne blev mere fleksibelt ansat, og samtidigt var sikret en pension uanset ansættelsessted (1).

Tillidsmandssystemet

Først i 1945 vedtog Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse at indføre tillidsrepræsentanter lokalt. Grunden var, at DSR ikke kunne kontrollere, at lønaftalerne blev overholdt ude på sygehusene.

Hovedbestyrelsen var ikke udelt begejstret for tillidsmandssystemet. Den tidligere formand, Elisabeth With mente, at hvis der skulle vælges en tillidsmand, skulle det være den ledende sygeplejerske. Ellers risikerede man, at tillidsmanden modarbejdede lederen. (2)

Der blev valgt 140 tillidsmænd, der ikke følte sig klædt på til den nye opgave. De fik lidt orienterende materiale fra Dansk Sygeplejeråds sekretariat og nogle få orienteringsmøder. Tillidsmændene syntes ikke, de fik tilstrækkelig opmærksomhed fra organisationens side, og de manglede en klar organisatorisk ramme at arbejde inden for. (2)

Tillidsmændene var i begyndelsen valgt for en etårig periode, men i 1956 blev det ændret, så de blev valgt for tre år ad gangen. Samtidigt var der forslag om årlige møder med alle tillidsmændene, men der var en vis ængstelse i Dansk Sygeplejeråds ledelse for, hvad tillidsmandsinstitutionen kunne udvikle sig til. De måtte kun have en kontrolfunktion, men ikke en ”parlamentarisk” myndighed (2).

Først i 1964 blev tillidsmandsinstitutionen strammet op. Den tidligere formulering om, at ”der vælges en tillidsmand”, blev ændret til, at der skulle vælges en tillidsmand på hvert tjenestested med mindst fem medlemmer af Dansk Sygeplejeråd. Desuden blev det tilføjet, at der på større tjenestesteder kunne vælges en fællestillidsmand, og at administrerende sygeplejersker ikke kunne være tillidsmænd.

Det begyndte at blive tydeligt, at der manglede en uddannelse for tillidsvalgte. Det førte til et forslag fra et at hovedbestyrelsen nedsat tillidsmandsudvalg om at ansætte en tillidsmandssekretær, der skulle stå for kontakten til tillidsmændene og undervise dem i forhandlingsteknik mm. Hovedbestyrelsen var imidlertid uenige om, om det var den rigtige måde at løse problemet på.

På repræsentantskabsmødet i maj 1965 understregede medlem af tillidsmandsudvalget, afdelingssygeplejerske Orla Olsen, at tillidsmandsinstitutionen kunne blive hovedhjørnestenen i Dansk Sygeplejeråd på grund af tillidsmændenes nære kontakt til medlemmerne. Han udarbejdede et forslag til en uddannelsesordning for tillidsmænd, men hverken uddannelsen eller en tillidsmandssekretær blev til noget (2).

Sidst i 1960’erne kom der skred i sagerne. Der blev ansat en tillidsmandskonsulent til at organisere tillidsmandsarbejdet og uddannelsen, og tillidsmandsudvalget blev erstattet af et tillidsmandsråd, hvis medlemmer blev valgt af og blandt tillidsmændene. I begyndelsen af 1972 var antallet af tillidsmænd vokset til 735 fra 400 i 1970.

I begyndelsen af 1970’erne var der stadig nogen bekymring for, at tillidsmændene skulle blive en for stor magtfaktor i Dansk Sygeplejeråd, men samtidigt blev det klart, hvor slagkraftig en institution, den kunne udgøre blandt medlemmerne. Der skete derfor en kraftig udbygning, så der i 1997 var 1.415 tillidsmænd. I 2018 er antallet 1.304.

Et vigtigt grundlag var, at Dansk Sygeplejeråd omkring 1970 indgik aftaler om tillidsmandsregler, først med Københavns Kommune og senere med Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening og staten. Det betød, at tillidsmændene kunne få tjenestefri med løn til organisatorisk arbejde, og at de blev underlagt ansættelsesmæssig beskyttelse (2).

Ny struktur med tillidsmandsinstitutionen som grundstammen

I 1970 startede en debat, der strakte sig over flere år. Formanden, Kirsten Stallknecht pegede på, at tillidsmændenes placering skulle tages op til debat med henblik på en omlægning af organisationens struktur. Der skulle to lovforslag til, før den nye struktur faldt på plads. Uenighederne gik på, at ændringen ville føre til for stor vægt på det organisatoriske frem for det faglige, og der var også tvivl om, hvor vidt tillidsmændene endnu var dygtige nok til at løfte opgaven.

I 1976 vedtog kongressen en ny struktur, hvor medlemmerne skulle vælge amtsbestyrelserne og disses formænd. Kommunalreformen i 1970 medførte, at Dansk Sygeplejeråds opbygning fulgte den nye amtsopdeling. Amtsbestyrelsernes formænd udgjorde hovedbestyrelsen sammen med Dansk Sygeplejeråds formand og to næstformænd. Hovedbestyrelsen og amtsbestyrelserne udgjorde kongressen, der skulle afholdes hvert andet år. (2)

Forhandlings- og konfliktret

I 1968-69 kom tjenestemandsreformen med lønindplaceringer, der gav anledning til massiv utilfredshed blandt sygeplejerskerne. Dansk Sygeplejeråd protesterede i første omgang til ingen verdens nytte over lønindplaceringerne. Nogle af anstødsstenene var, at kvindefagene generelt var placeret meget lavt, og at der var for lidt forskel på sygehjælpernes og sygeplejerskernes løn. 

Der blev imidlertid på grundlag af reformen etableret fastslået forhandlings- og konfliktret for Dansk Sygeplejeråd for langt den overvejende del af sygeplejerskerne i form af hovedaftaler og en særaftale om forholdene under en konflikt.

En samlet forhandlingsret  

Forhandlingsretten var fortsat ikke samlet og det var helt klart, at det ville være en fordel, hvis det kunne ske. Med omdannelsen af Dansk Sygeplejeråds struktur i 1974-76 begyndte derfor den proces, der successivt førte til nedlæggelsen af de mange særforeninger og samling under Dansk Sygeplejeråd. Det var på nogle områder en helt naturlig udvikling, medens det for nogle var en smertelig oplevelse at se de meget gamle foreninger blive opløst.

Den hårdeste nød at knække var statsområdet, men en noget teknisk konstruktion førte til, at også statens sygeplejersker kom under Dansk Sygeplejeråd, selv om den formelle forhandlingsret lå under COII. Dermed var et af stifternes mål i virkeligheden nået.

Den første konflikt  

Forhandlingerne i 1973 blev en prøvesten, der trak ud. Den 1.12.1973 varslede Dansk Sygeplejeråd for første gang konflikt på overenskomstområdet.

Det blev gjort forsigtigt for at tage hensyn til livstruende situationer. Indledningsvis blev der pr. 1. december 1973 varslet konflikt for 500 sygeplejersker på operations-, anæstesi- og røntgenafdelinger. Den 1.1.1974 varslede Dansk Sygeplejeråd yderligere 500 sygeplejersker i konflikt efter samme mønster, og man var klar til at optrappe med yderligere 500 flere gange endnu.

Den konflikt satte spor. Konfliktens tema var, at sygeplejerskerne ville lønnes mindst som en faglært håndværker i det offentlige. I første omgang troede arbejdsgiverne ikke, at sygeplejerskerne turde. De troede heller ikke, at Dansk Sygeplejeråd kunne finansiere konflikten, for det var en offentlig hemmelighed, at Dansk Sygeplejeråds økonomi havde været dårlig i mange år.

I egne rækker var meningerne delte. Mange var bange for, at medlemmerne ville melde sig ud, når de skulle betale ekstra kontingent. Andre mente, at medlemmerne ville melde sig ud, fordi strejken ville stride imod sygeplejerskernes etiske grundholdninger. Ingen af delene blev til virkelighed, men det var en streng tid, der kom til at vare i seks uger. Der kom et resultat - ikke det ønskede, men dog væsentligt bedre, end hvad der kunne have været opnået uden konflikt.

Den vigtigste gevinst var, at sygeplejerskerne og Dansk Sygeplejeråd havde vist sig selv og omverdenen, at de kunne, ville og turde bruge strejkevåbnet, hvis der ikke var anden udvej. Men - der var også den erfaring såvel centralt som decentralt, at det ikke er morsomt at strejke. Som Kirsten Stallknecht har sagt: "Det er ikke noget, man leger". Der gik faktisk 20 år, før den næste konflikt kom i 1995. 

Efter den konflikt blev Dansk Sygeplejeråds styrke ikke undervurderet, og den fik indirekte betydning i det samspil, Dansk Sygeplejeråd havde med de øvrige arbejdsmarkedsorganisationer. (1)

Konflikten 1995 

Der gik 20 år, før sygeplejerskerne igen var klar til en konflikt, der fandt sted i 1995. I 1990’erne var der mangel på sundhedspersonale, og forventningerne til en lønudvikling var derfor store. Dansk Sygeplejeråd og Landssammenslutningen af Hospitalslaboranter (i dag Danske Bioanalytikere) valgte at bryde ud af KTO-forhandlingerne   for at forsøge at opnå et bedre resultat. 

Det endte med en konflikt, der varede 29 dage og omfattede knapt 3000 sygeplejersker, der var udtaget til strejke og 4.000 flere, der blev lockoutet af Kommunernes Landsforening. Det endte med et lovindgreb, der gav samme resultat som det, KTO havde opnået. Derudover blev der igangsat et udvalgsarbejde, der resulterede i en minimal lønstigning.

Konflikten 1999 

Sundhedskartellet, der var blevet dannet i 1997, gik efter markante lønforbedringer. Det indgåede KTO-forlig blev forkastet, og Dansk Sygeplejeråd var igen i konflikt. Den blev dog kun kort denne gang, fordi Folketinget stoppede den med et lovindgreb efter kun en uge. Resultatet blev også denne gang det samme, som KTO havde opnået.  

Konflikten 2008

Overenskomstforhandlingerne i 2008 foregik på toppen af højkonjunkturen, og forventningerne til en klækkelig lønstigning for kvindefagene var markant. Sygeplejerskerne gik efter at opnå en forbedring på 15 procent. Det endte i konflikt, der omfattede hele Sundhedskartellet, FOA og BUPL. Denne gang valgte Dansk Sygeplejeråd at udtage stort set alle medlemmer til konflikt. Alle forventede et lovindgreb, men denne gang kom det ikke. 
Undervejs lykkedes det FOA at indgå et forlig, ikke med 15 men med 12,8 procents lønstigning. For Sundhedskartellets vedkommende varede konflikten to måneder, som sluttede med et forlig, der gav en stigning på 13,3 procent. 
Det usædvanligt lange forløb trak dybe spor. Det blev en meget kostbar konflikt for alle parter, og Dansk Sygeplejeråd oplevede en kortvarig medlemsflugt i tiden efter. Et forhold, der for længst har rettet sig. Den væsentligste lære af den konflikt var, at man ikke i fremtiden kan kalkulere med et hurtigt indgreb, hvis vi igen kommer ud i en ny konflikt.

Oversigt over sygeplejerskekonflikter siden 1973

1973-74: Sygeplejerskestrejke i 6 uger fra december 1973 til januar 1974, der endte med, at parterne indgik forlig. Som resultat af forliget bortfaldt de nederste løntrin.

1995: Strejke og lockout for i alt ca. 7.000 sygeplejersker, radiografer og laboranter (bioanalytikere) på sygehusene i 3½ uge i maj, afgjort ved lovindgreb. Indgrebet gav samme resultat som de øvrige grupper i forhandlingsfællesskabet KTO havde fået.

1999: Det nydannede Sundhedskartel i strejke i lidt over en uge i maj, der blev afsluttet af et lovindgreb. Indgrebet gav samme resultat som KTO havde fået.

2008: Sundhedskartellet, FOA og BUPL i strejke i 8 uger, afgjort ved et snævert forlig. Undervejs forhandlede FOA et marginalt bedre resultat end det, der var forhandlet på de generelle områder. Efter 8 uger opnåede Sundhedskartellet og BUPL et resultat, der var sammenligneligt med det, FOA havde opnået. (3)

Referencer

1. Stallknecht, Kirsten. Sygepleje og politik - konflikters betydning i historisk perspektiv. Dansk Sygeplejeråd 2012
2. Balslev Wingender, Nete. Firkløveret og Ildsjælene – Dansk Sygeplejeråd historie 1899 – 1999. Dansk Sygeplejeråd 1999
3. Due, Jesper og Madsen, Jørgen Steen. Konflikter og indgreb i overenskomstforhandlingerne i den offentlige sektor. FAOS Sociologisk Institut, Københavns Universitet 2012.